iPhone vs. Pono 24-bit musikafspiller
Neil Youngs 24-bit musikafspiller, Pono Player, er blevet udsat for en blindtest med 16-bit musik fra en iPhone.
David Pogue er en kendt amerikansk tech-journalist og tv-vært (se biografi) med en fortid som professionel musiker.
Pono Player er en – i hvert fald på de kanter – hypet musikafspiller, med tilhørende hi-res musikbutik, som musikeren Neil Young står bag.
David har en blog på Yahoo, og der har han set nærmere på Pono og 24-bit musikafspilning.
Om blindtesten
Han arrangerede en blindtest imellem Pono og en iPhone. Til testen fandt han 15 forsøgspersoner i alderen 17-55 år.
I test-opstillingen spillede Pono hi-res musik fra Ponos musikbutik (op til 24-bit/192 Khz) mens iPhone spillede 16-bit musik fra iTunes (256 Kbps AAC).
Forsøgspersonerne havde en A-B omskifter, hvor de kunne skifte imellem at lytte på den ene eller den anden. Der blev lyttet til disse tre numre: Saturday in the Park af Chicago, Raised on Robbery af Joni Mitchell og Theres a World af “Mr. Pono”, Neil Young.
Først lyttede forsøgspersonerne med nogle 1000-kroners Sony hovedtelefoner (Model MDR 7506) og senere med de øretelefoner der følger med til iPhone.
Undervejs i testen blev der byttet om på afspillerne, så på et nummer kunne Pono være A og på det næste B – eller A igen. De lyttede i blinde.
Hvordan gik testen så?
Resultatet overraskede David. Forsøgspersonerne foretrak oftest lyden fra iPhone. og dette uanset om de lyttede med de dyrere hovedtelefoner eller de billige øretelefoner.
Blandt de der sagde at de kunne høre forskel på de to musikafspillere i Ponos favør, der angav de forskellen til ca. 10%. 14 ud af 15 mente ikke at den forskel var pengene værd. Ham der foretrak Pono, havde allerede en selv.
Resultatet var ikke mindst overraskende, fordi Pono bl.a. sælger sig selv på, at proffessionelle fra musikverdenen foretrækker dén i blindtest.
Så David borede lidt Ponos egen blindtest. Den er foretaget i en bil fremfor i en kontrolleret miljø, men det skulle nærmere udviske eventuelle forskelle, så han spurgte Neil Young hvordan den var lavet.
Neil svarede at omkring 100 top-musikere havde sammenlignet Pono med MP3-musik i lav opløsning, og alle som en foretrak lyden fra Pono.
Pono sælger deres musikbutik på at de går en ekstra mil og forsøger at skaffe remastered udgaver af musikken i 24-bit. Dette sat op imod en “standard indspilning” i komprimeret MP3 med lav opløsning.
Davids blindtest tog derimod udgangspunkt i kvaliteten på iTunes, der med 256 Kbps AAC alt andet lige er bedre end lavopløst MP3.
Hans konklusion
David Pogue slutter med at kalde Pono Player for den moderne kejserens nye klæder.
Han sammenligner altså Pono med H.C. Andersens eventyr om kejseren, der forledes til at tro at han går rundt i klæder lavet af de smukkeste stoffer, mens han i virkeligheden bare går rundt i undertøj.
En ting er at investere i en bærbar hi-res musikafspiller, men man skal jo også ud og købe musikken igen i hi-res kvalitet, for at få glæde af den.
Dette uden at fornægte at hi-res musik måske også kan noget, med hjertet på det rigtige sted; Men i en bærbar afspiller til bilen, bussen, toget, løbeturen, gåturen, kontoret osv. der er hans anbefaling:
Brug pengene på nogle bedre hovedtelefoner istedet.
Hvad synes I om den konklusion?
