Der findes snart så mange varianter af smarture, at man kan få lige præcis det, man gerne vil have.
Hvis man nu for eksempel synes, at pulsmålere og lignende funktioner er brugbare i smarture, men man ikke har behov for notifikationer, spil og apps på håndleddet, kan man f.eks. kigge på Withings-uret Activité.
Det er et rigtigt, veldesignet ur, der blot også har forskellige trackere indbygget, så man kan holde øje med sine motionsaktiviteter. Problemet har dog været, at det lækre design med bl.a. remme i ægte læder-variationer, har skudt prisen op over 4.000 kroner for uret.
Men nu har Withings været så venlige at lave en billigversion, Activité Pop. Her er remmen erstattet af silicone, og farve-paletten er blevet lidt friskere. Prisen er nu nede på 150 dollar, eller cirka 900 kroner før danske afgifter.
For hele Activité-serien gælder det, at du kan få de samme målinger, du f.eks. forventer fra en FitBit, men til forskel fra andre smarture kører Activité-urene med et almindeligt ur-batteri. Det skal altså ikke lades op, men kan leve i otte måneder, inden batteriet skal skiftes ud.