PlayStation-spillere kan igen gå på PlayStation Network over hele verden.
Det må have været helt utroligt træls at være medarbejder hos Sonys IT-afdelinger, da det juleaften blev bekendt, at der havde været endnu et hackangreb på en af den japanske gigants underholdnings-divisioner.
Angrebet havde dog i denne omgang ikke noget at gøre med Guardians of Peace-angrebet på Sony Pictures, men var derimod et angreb på Xbox Live-netværket og Sonys PlayStation-netværk.
En gruppe ved navn Lizard Squad tog ansvar for angrebet, der betød at julegave-modtagere af en Microsoft- eller Sony-spilkonsol ikke kunne komme på netværkene med dem. Der var nok nogle skuffede miner verden over – også hos dem, der bare gerne ville se film eller høre musik juledagene.
Men nu melder Sony altså, at hele PSN-netværket skulle være oppe igen, efter at være startet op region efter region over de sesneste par dage. Har du afholdt dig fra at prøve at komme på, er der derfor en god grund til at prøve igen nu.