Stofa har været på opkøb i det østjyske, og køber op i Antenneforeningen Horsens Syd.
TV-distributøren Stofa går fra at være indholdsleverandør, til at være ejer af kabel-tv i det sydlige Horsens.
Områdets første antenneforening blev grundlagt i begyndelsen af 70’erne under navnet “Horsens Antenneforening af 1972”, men skiftede senere navn til det nuværende Antenneforeningen Horsens Syd og senere fusionerede med Hatting Antenneforening.
Antenneforeningen Horsens Syd har i dag omkring 7000 tilslutninger. De begrunder salget til Stofa med manglende kapital til nødvendig udbygning:
“Hvis vores anlæg skal bestå i fremtiden, vil det blive nødvendigt med investeringer i det. Det, mener bestyrelsen ikke, er en medlemsopgave, da det nok vil være risikable investeringer”, står der i formandens beretning fra seneste generalforsamling.
Stofa betaler for anlægget med en 4-årig rabat til medlemmerne. Hvert tilsluttet medlem får en rabat på 575 kr. om året over de næste 4 år.