Velkommen til Beacon Mental Hospital
Der er fuld tryk på både sirene og speeder da man som Detective Sebastian Castellanos ræser afsted mod det psykiatriske hospital Beacon. Med i bilen er ens makker, Joseph Oda, og ?rookie?-betjent Julie Kidman. Meldingerne fra hospitalet er dramatiske og der er forlydender om massemord. Pladsen foran hospitalet er fyldt med forladte politibiler og der er helt stille. Da betjentene træder ind ad døren til hospitalet møder et gruopvækkende syn dem ? en masse døde mennesker?der på ingen måde har lidt en fredelig og smertefri død! Den eneste overlevende er hurtigt ikke-overlevende og ikke meget information kommer ud af ham, så Castellanos retter opmærksomheden mod overvågningskameraerne. Men det man ser er ikke just opløftende. En vansiret skikkelse der bevæger sig med overnaturlig hastighed likviderer uden videre en håndfuld bevæbnede betjente, for straks at vende sin opmærksomhed mod kameraet. Næsten i samme øjeblik som han får ?øjenkontakt? med Castellanos gennem kameraet dukker han bag ham og alt bliver sort?
Vi vågner, hængende med hovedet nedad mens et bæst af en?person trasker rundt og skærer kropsdele m.m. af andre uheldige tilfangetagne. Den snarrådige Castellanos får dog skåret sig fri og slipper derved for at ende sit liv som slagtegris. Men glæden er kortvarig og lige pludselig har du et bjerg af et bæst, bevæbnet med en kæmpe motorsav i hælene. Der er kun én mulighed: Flygt (og tro mig, prøver du at dræbe din vrede forfølger går der ikke mange sekunder før du får lov til at nærstudere din egne indvolde)! Men Castellanos undslipper hospitalet i en ambulance sammen med en læge og dennes patient fra hospitalet, Leslie. Men igen er glæden kort og igen er denne mystiske vansirede skikkelse på spil. En dramatisk flugt ender i at ambulancen kører galt og Castellanos vågner i en mørk skov og de andre passagerer er væk. Han møder dog hurtigt chaufføren fra ambulancen, men det er ikke rigtig ham alligevel. Han er forfærdeligt vansiret og i gang med at æde noget der ligner et lig. Castellanos må selvfølgelig ende hans lidelser, og så er scenen ellers sat til en god gang survival horror.
Med frygt for alt for mange spoilere så slutter beskrivelsen af plot og handling her. Spillet er fyldt med rigtig, rigtig mange mærkelig ting og hændelser og hvis jeg skal prøve at forklare eller beskrive disse kan jeg kun gøre det ved at afsløre ting der helt sikkert virker bedst hvis det kommer som en overraskelse for spilleren. Men jeg kan afsløre at mine tanker i de første timer jeg spillede kredsede omkring Castellanos egen sindstilstand/sindsyge og om alternative virkeligheder?
Dystert, mørkt og mystisk
Det første jeg lagde mærke til da jeg spillede var kameraføringen, der virker nærmest håndholdt og det giver en dejlig dramatisk effekt når man sniger sig rundt i mørket. Desværre virker det også lidt klodset af og til og nærkampe ender nogen gange noget kaotisk med projektiler og slag flyvende til højre og venstre. Rigtig ærgerligt, men så må man jo bage snige sig rundt og snigmyrde de vansirede bæster så man slipper for nærkampe. Det er også tydeligt at det er det der er hensigten ? at snige sig så uset som muligt, for ammunitionen er særdeles sparsom og de fjender der ikke kan snigmyrdes kræver både snilde og større mængder krudt at nedlægge. Så der skal spares! Man kan selvfølgelig samle genstande der kan bruges til at fremstille ekstra ammo med, men der skal stadig spares.
Spillet er rigtig dystert, men jeg kan ikke rigtig slippe følelsen af at jeg har været der før. Jeg føler mig mest af alt midt i en krydsning mellem Silent Hill og (de gamle) Resident Evil spil og jeg føler mig egentlig ikke rigtig skræmt. Men mystisk det er det, det skal der ikke være tvivl om. Der afsløres ikke meget til at starte med men langsomt giver det hele mere mening ? eller ikke. For mine første overvejelser omkring alternative virkeligheder var måske ikke helt skudt ved siden af.
Dette afsløres eksempelvis ved f.eks. de spejle man støder på i løbet af spillet. Dem kan man nemlig ?træde igennem? for efterfølgende at vågne i et celle-lignende rum på noget der ligner et sindssyge hospital. Her tøffer en mystisk sygeplejerske rundt og hjælper Castellanos med forskellige ting. Det er bl.a. her (og kun her) at man kan gemme sit spil og det er her at man kan få lidt ekstra ammo og andet godt. Til det skal der bruges nøgler som skal samles op rundt omkring i spillet. Og så er det her at Castellanos frivilligt sætter sig i en elektrisk stol-udseende stol og modtager elektrochok! Igen skal ting fundet i spillet bruges her og Castellanos? evner kan opgraderes så han har bedre helbred, kan bære mere osv. ? ganske klassisk, måske lige bortset fra den måde hvorpå han bare sådan og uden videre accepterer at modtage elektriske stød direkte i hjernen.
Horror eller ej på bundlinien
?det er spørgsmålet!? Som sagt bliver jeg ikke rigtig skræmt af The Evil Within. Det er mere mystisk og mærkeligt og så er det svært! Jeg mistede ofte tålmodigheden og glemte at snige mig afsted og det giver ret hurtigt et par pinte og vansirede freaks som følgere. Men de er sådan set relativt nemme at enten undslippe (for så at nakke senere) eller bekæmpe. Men de større fjender, boss-seancerne om man vil, er betydeligt mere udfordrende og den lidt klodsede kameraføring gør det ikke nemmere.
Så horror ? nej. Og det er blot min holdning, men jeg havde også enorme forventninger på det område, måske vil andre finde det ganske skræmmende. Jeg vil måske nærmere kalde det for en slags ?splatter?-spil, med masser af vansirede, pinte, pigtrådsindhyllede, jernstænger-i-øjnene fjender hvis hoved eksploderer i kaskader af blod og hjernemasse når ens shotgun træffer dem i fjæset. I mine øjne er det mystikken og mærkelighederene der fylder mest.
Grafisk er The Evil Within rigtig flot, mørk og dystert, variationen i lokationerne er stor og stemmeskuespillet er ligeså mørkt og dystert som selve spillet. Og kameraføringen er jeg som sagt også glad for, så længe man ikke er i nærkamp. Historien er kryptisk og (har vist brugt det ord et par gange nu, men det er virkelig passende) mystisk.
Måske var mine forventninger til spillet for høje for jeg er en lille(!) smule skuffet over det efter at have spillet det.
KARAKTER: 7/10
Ude til PS3, PS4, Xbox 360, Xbox One, PC
