Forside Emner Spil fokus

Spilanmeldelse: Sleeping Dogs: Definitive Edition


 


Sleeping Dogs har som så mange andre titler taget springet til PS4 og XBox One og kalder sig nu “Definitive Edition”. Vi anmeldte det oprindelige spil tilbage i 2012 og den anmeldelse kan du læse her. I denne artikel kigger vi nærmere på hvad der måtte være af nye tiltag der retfærdiggør undertitlen “Definitive Edition”.


 


Mere levende


Wei Shens Hong Kong er blevet pænere rent grafisk og i den grad mere levende. Der er skruet op for stemnings-effekterne og der er flyttet en del flere mennesker til Hong Kong siden første udgave af spillet.


 Faktisk var der egentlig maskinkraft nok til at forøge befolkningstallet med 200% og dermed komme tættere på den faktiske befolkningstæthed i Hong Kong, men det viste sig at ødelægge spiloplevelsen da det gjorde det næsten umuligt at bevæge sig fremad i den hastighed flere af missionerne kræver.


Derfor måtte en del af de ny-tilflyttede forlade Hong Kong for at give spilleren en bedre oplevelse ;-).


Meget stemningsfuldt og et levende Hong Kong.


 



 


Hvad er nyt?


Det definitive i denne udgave af spillet består i at næsten alle dlc’er der er udkommet er inkluderet i denne udgave og ikke mindst har udviklerne lyttet til spillernes feedback vedr. den oprindelige udgave.


Der hvor mange spillere har haft det ekstra-ordinært svært er der eksempelvis pillet lidt ved håndteringen af et af de køretøjer missionen kræver. Jeg sætter stor pris på spiludviklere der lytter til deres kunder når de er frustrerede.


Et par ekstra historier er der også blevet plads til men dem synes jeg måske er lidt malplaceret – f.eks. er det at kæmpe mod kinesiske neo-zombier er ikke så “Wei Shen” men måske mere “Saints Row”…


Og så er der titlen: Definitive Edition! Det lyder som at der aldrig nogen sinde mere vil komme udvidelser eller forbedringer til Sleeping Dogs!? Det er lidt af en statement og så må vi jo se om den holder eller om der kommer lidt ekstra alligevel hen ad vejen.


 


Skal/skal ikke!?


Vi kunne lide spillet i 2012 og det kan vi som sådan også i 2014.


Men spillede du det dengang er der måske ikke nok nyt i det til at du har lyst til at bruge 349 kr. på det lige nu. Har du ikke spillet Sleeping Dogs før så bør du absolut give det et forsøg!


Der er mange timers kung fu-action i Hong Kongs gader.


 


– kommer til PS4, XBox One, PC

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.