Forside Emner Spil fokus

Spilanmeldelse: Call of Duty – Advanced Warfare





 


Den nyeste udgivelse i Call of Duty serien er landet og tilbyder en kort og intens singleplayer del, samt en flot og velfungerende multiplayerdel.


Selvom de fleste køber Call of Duty for at bruge oceaner af timer i multiplayeruniverset, vil det være synd helt at glemme singleplayerdelen denne gang. For selvom den er kort (6-8 timer), så er det en flot og yderst intensiv omgang action bygget op over en lettere moraliserende historie omkring farerne og de moralske dilemmaer ved private sikkerhedsfirmaer/hære.


I en nær fremtid spiller man marinesoldaten Mitchell, som efter en mission i Sydkorea mister sin arm og  dermed ikke længere kan bruges aktivt i hæren. Han får i stedet tilbudt en plads i sikkerhedsfirmaet Atlas Corporation, som ejes af den karasmatiske Jonathan Irons, som bliver flot spillet af selveste Kevin Spacey.


Atlas leverer højteknologiske sikkerhedsløsninger rundt om i verden og hjælper med alt så længe pengene flyder ind på kontoen. De udstyrer Mitchell med en ny arm og inden længe er han klar til nye udfordringer. Efterhånden tager historien en drejning, som ikke skal røbes her.


Efter hver bane optjener man løbende muligheden for at opgradere dit Exo-suit, så man kan optimere det lidt hen imod ens egne præferencer.


Singleplayerdelen er som sagt ikke lang og  har en klassisk og ikke specielt dyb historie. Den har dog et højt tempo, flotte baner og er i bund og grund en god oplevelse, som jeg i hvert fald nød.


 


 






 


Multiplayernes konge er tilbage


Call of Duty har de sidste mange år været garant for en af de absolut bedste multiplayeroplevelser med fantastiske baner, en velfungerende og driftsikker opbygning og ikke mindst en kæmpe og dedikeret fanbase. 


Selve spillets multiplayerdel virker meget bekendt for tidligere spillere. Der er stadig et hav af forskellige typer baner og spilmodes varierende fra de klassiske Deathmatch, Seek and Destroy til den nye Uplink. Banerne er stadig tilpas små til at  man hele tiden er involveret i kampen, fremfor de større baner man kender fra fx. Battlefield-serien. Alt sammen noget, som er set før i mere eller mindre grad.


De velkendte Perks er blevet udvidet fra 10 til 13 i den nye udgave og giver en endnu større mulighed for at personliggøre sin kriger.


Nogle vil måske påstå, at fordi man har fået lidt nyt legetøj i form af fx. de seje Exo-Suits, så er der kommet en helt ny dimension til spillet og jo det er ganske fint, at man nu fx. kan double-jumpe lidt højere o.lign., men syntes personligt ikke, at det er specielt revolutionerende og ændrer ikke særlig meget på spiloplevelsen.


Af nye tiltag skal nævnes Combat Readiness Program, som er træningsbaner hvor menneskespillere bliver sat op imod computerbots af stigende sværhedsgrader. Så kan man i ro og mag kan lære de nye baner at kende og udvikle sine færdigheder imod en passende modstand.


Som co-op kan man igen spille sammen og nedkæmpe bølger af fjender i EXO-survival. Ganske underholdende især når man spiller med vennerne i splitscreen(dog kun muligt for 2 af spillerne).


Der er som sagt ikke sket noget revolutionerende nyt i multiplayerdelen, men hvorfor skulle der dog også det? Det hele kører stadig flot og gnidningsfrit og med det store udvalg af playmodes er der lidt for enhver type.


 


 






 


Konklusion


Call of Duty: Advanced Warfare er lige hvad jeg forventede. Det er proppet med flot grafik, en fremragende styring og tonsvis af gode timer med hardcore action og samarbejde. Savner dog stadig en længere singleplayerdel og muligheden for en mere afbalanceret multiplayerdel.


 


Karakter: 8/10


 


Ude nu til PS3,PS4, Xbox One, Xbox 360 og PC.


 

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.