Forside * Tests

TEST: YouSee Play



Galleri: YouSee Play – Den nye iOS app fra YouSee




TEST: YouSee PLAY – Kabel TV 2.0


På IFA 2014 præsenterede YouSee deres vision om Kabel TV 2.0, og hvordan de ville fungere som aggregator for indhold på alle platforme. Recordere.dk har testet deres nye YouSee PLAY app på iPad, og det ser lovende ud.


Den 6. oktober er YouSee er klar med deres vision om Kabel TV 2.0, hvor brugerne skal have adgang til både live TV, TV arkiv og en omfattende samling af TV serier og musik fra samme platform.


Recordere.dk har i de sidste par uger testet det nye YouSee Play på en iPad Air, og må sige at både app og indhold ser lovende ud.


 



Live TV på YouSee PLAY app’en. Bemærk “Start forfra” ikon. (foto: recordere.dk)


 


Live TV overalt.


Som vi kender det fra YouSee TV app’en der allerede er på markedet, kan man med YouSee Play streame live TV fra sin iPad, så længe man er på YouSee bredbånd, eller YouSee 4G telefoni.


Kanalerne findes let enten ved en indbygget TV Guide eller en Live TV oversigt. Streamen starter hurtigt, og springer hurtigt op i bedste opløsning hvis din internet forbindelse tillader det.


En ting jeg savner fra “den gamle” YouSee TV app, er muligheden for at zoome ind i 4:3 format på en 16:9 udsendelse. Da de fleste tablets kører i 4:3 format, er jeg på visse udsendelser villig til at ofre det fulde billede i 16:9 for at få et større billede i 4:3. Det kan man ikke mere i YouSee Play. Det var også en feature som gav stor glæde, når f.eks. TV3+ HD sender  serier i 4:3, så er der næsten mere sort skærm end billede.


Jeg er glad for den høje kvalitet som der tilbydes, der gør at underteksterne står knivskarpt, og jeg havde ikke problemer med at læse underteksterne på hverken TV eller film/tv-serie arkivet.


I det hele taget er Live TV en lige så god oplevelse som det var i den gamle app, og det er godt nok. Det visuelle design har fået en rigtigt velfortjent opdatering, og det pynter.



Stadig Web-TV Ude


Hvis du har et YouSee login kan du bruge Web-TV ude, men det kræver en YouSee bredbånds forbindelse eller et Plus abonnement. På mobil er der sat stop for at nye YouSee mobil kunder får Web-TV ude, så det er kun nuværende YouSee mobil kunder og Plus kunder der får den mulighed.


Vi testede på en Bredbåndsforbindelse, men også på 4G springer YouSee’s streams op i høj kvalitet på et øjeblik. Og både sport og almindelige udsendelser er en fornøjelse at se på sin tablet.




Selv på TV Guide kan du se start forfra og gense ikoner (foto: recordere.dk)


 


Start forfra – Hvor jeg elsker det


Hjemme har jeg et Samsung TV, og har ikke mulighed for start-forfra, fordi jeg ikke har en YouSee boks stående under TV’et, så derfor er det en fornøjelse at YouSee har taget deres Start forfra funktionalitet og gjort den tilgængelig for tablet brugere også.


Sidder du og ser en udsendelse, men ikke kommer ind fra start kan du hvis YouSee har rettighederne til det se udsendelsen fra starten, selvom den allerede er i gang.


Desværre har den version af YouSee Play vi har testet ikke mulighed for Airplay eller Chromecast, men YouSee fortæller at det står øverst på deres liste over features der er på vej i kommende versioner, så det må vi bare håbe passer.




Film arkivet på YouSee PLAY (foto: recordere.dk)


 


Omfattende arkiv af film og serier … og musik


Er man plus kunde, får man adgang til et stort arkiv af serier og film, som erstatter det arkiv som YouSee havde i deres YouBio. Film og serier. Dog undrer jeg mig over, at man ikke går skridtet fuldt ud, og integrerer YouSee Music, som i den version vi testede var et ikon i menuen, men bare var et link til den almindelige YouSee Music App. Det virker ikke gennemtænkt, at man har menupunktet, hvis det bare linker til en anden app. Ikke meget version 2.0 over det.


Til gengæld er søgefunktionen let at bruge, hurtig til at finde, og giver et let overbliv over søgeresultatet.


Film og serier vises i flot kvalitet men jeg savner offline funktionalitet. Igen er det et spørgsmål om rettigheder, men hvis man vil være hele danmarks aggregator af TV, serier og film, så må man i 2014 forvente at der også er mulighed for at tage indhold med på farten uden at få en telefonregning som er en Odense borgmester værdig.


YouSee fortæller til recordere.dk, at offline ligesom chromecast og Airplay står langt oppe på listen over features der kommer meget snart.


 


 
Søgesiden på YouSee Play (foto: recordere.dk)


 


“Min side”


YouSee har lavet en funktion til favoritter, hvor man kan markere film, udsendelser og serier til sine favoritter, men personligt savner jeg at man også på den side kan sætte sine favorit kanaler ind, så man har en rigtigt personlig side, hvor man let finder de 3-4 kanaler man ser mest live, og de udsendelser man følger.


Men idéen om en side der samler alt ens favorit indhold er god, og kombineret med den stærke søgefunktion i app’en gør den det let at have sit favorit indhold inden for rækkevidde.



YouSee Play – Konklusion


Den version vi har testet er 4.03 beta, som godt kan have enkelte ændringer i forhold til det produkt som YouSee sender på gaden i starten af oktober,  men det tegner som et rigtigt godt produkt med enkelte detaljer som godt kunne være bedre. Det vigtigste er billedekvaliteten, som er i top, men det ville have givet topkarakter at Airplay og Chromecast var med fra starten ligesom offline visning af hentet indhold ville løfte app’en.


Men når det er sagt, så er YouSee Play i sin nye form en super lækker app, der samler det meste indhold, og jeg kan ikke vente til at det kommer som app til de mest brugte smart tv platforme (Samsung, LG, Sony etc).  Håber at YouSee kigger på hvad konkurrenterne kan, og så kommer med Kabel TV 2.0.1 inden alt for længe.


Alle kunder, der køber Bredbånd efter 6. oktober får adgang til serier og film, ligesom eksisterende kunder, der køber et af de nye bredbåndsprodukter, får adgang. Hastigheder og priser vil som udgangspunkt være de samme som nu fortæller YouSee til recordere.dk.


Eksisterende bredbånds-kunder, der IKKE har PLUS eller YouSee Mobil skal træffe et aktivt valg, om de ønsker musik eller TV &Film features. Alle andre får begge dele.


 


Hvad får man med sit abonnement:



  • YouSee Mobil: giver adgang til musik
  • YouSee Bredbånd: giver adgang til TV & Film
  • YouSee Plus. Giver adgang til både musik og TV & Film (99 kr. om måneden)

YouSee PLAY bliver tilgængelig som gratis download i App Store den 6. oktober.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.