BANG, du er død!
Byen Salem, Massachusetts er plaget af en uhyggelig seriemorder der dræber, umiddelbart, tilfældige mennesker.
Du er som betjenten Ronan O’Conners på sporet af “The Bell Killer” og netop som du har trængt ham op i en krog står det klart at han ikke er sådan at bide skeer med. En kort og intens kamp ender med…din død! Men spillet slutter selvfølgelig ikke her da Ronan hurtigt (og relativt roligt!?) gennemskuer at han er død og at han nu er et spøgelse.
En “venlig sjæl” han møder oplyser ham om hans situation: Han er død men hans sjæl har ikke fundet fred da der i hans jordiske liv er noget der holder ham fanget i dette univers mellem liv og død. For at få fred må han finde ud af hvad der i hans jordiske liv står i vejen for dette.
Finder han ikke fred snart vil han aldrig finde det og derfor for evigt været fanget i dette “Limbo”-agtige sted. Og pas i øvrigt på dæmonerne! Ronan beslutter sig for, for at kunne få fred, at fortsætte sin efterforskning af “The Bell Killer”, en efterforskning der viser sig særdeles mørk og dyster og byder på en del udfordringer da der i den grad er ulemper såvel som fordele ved at være spøgelse.
Efterforskningen leder Ronan på sporet af en pige, Joy, der udover af være vidne til hans død også har en unik evne til at kunne kommunikere med spøgelser. Det viser sig hurtigt at masse-morderen faktisk havde Joy og hendes mor som mål og Joy indvilliger, noget modvilligt, i at hjælpe Ronan med efterforskningen.
Historie holder – Gameplay halter
Jagten på “The Bell Killer” og ikke mindst rejsen ind i hans sind i forsøget på at forstå hans motivation synes jeg er enormt spændende, til tider endda gribende. Også måden hvorpå man foretager en egentlig efterforskning synes jeg også er spændende og til tider udfordrende.
Flere lokationer skal kæmmes for afgørende spor og stykkes sammen til en konklusion der kan bringe dig tættere på en opklaring af mord-mysteriet. Nogen gange skal man endda besætte og manipulere vidner for at skaffe de væsentlige ledetråde.
Det fungerer rimelig godt, men nogen gange ender man med at gætte lidt da det ikke altid virker helt logisk. Historien er faktisk ret spændende og intens men det er altså ærgerligt at spillet er fyldt med en masse “udenoms-ting” der fjerner fokus fra historien. Nedenstående er et par eksempler på dette:
Salem: Byen Salem er mørk, dyster og fyldt med uhyggelige historier og hændelser. Det er bare synd at de forskellige lokationer minder ret så meget om hinanden og det gør det desværre til en lidt ensformig oplevelse at rende rundt og spøge og efterforske. Derudover skal du, hvis du er interesseret i Salem’s historie, finde et utal af noter der beskriver og fortæller om denne. Det tager en rum tid, kræver tålmodighed og fjerner som sagt fokus fra historien.
I see dead people: Døde mennesker er der mange af i Salem. De fleste af dem kan du små-sludre med uden egentligt formål. Nogle ganske få af dem spiller en vigtig rolle i din efterforskning og her virker det meget sjovt, at kunne inddrage dem i din efterforskning og få oplysninger om forbrydelsen på stedet som det virkelige verdens politi aldrig ville komme i nærheden af. Og så er der dem du kan/skal hjælpe…
Nogle spøgelser render fortabte rundt da de ligesom dig endnu ikke har fået fred. Og som det gode menneske (eller spøgelse) som man er, kan man tilbyde at hjælpe dem. En lille side-quest præsenterer nogle simple opgaver der skal løses så den fortabte kan få fred. Og som tak for hjælpen får man…et lysglimt og et støn! That’s it!
Det er da ganske pænt og fornuftigt at hjælpe andre på den måde men igen bliver du trukket væk fra den gode historie. Og det giver ligesom ikke rigtigt nogen form for bonus eller “power-ups”, så hvorfor bruge tid på det!?
“Search and decoy”: Ja, det var en lille ord-leg på udtrykket “search and destroy”. Udover de førnævnte “Salem’s-historie-collectibles” skal du også finde rester af minder der giver dig flash-backs om Ronans liv før døden. Derudover rummer alle lokationer f.eks. en ekstra-uhyggelig historie som du kan få låst op for ved at finde en masse ting forbundet til denne historie.
Det tager igen en masse tid at finde dem alle og når du så endelig finder dem alle kan du se en lille spøgelses-fortælling der ingen som helst forbindelse til hovedhistorien har. Og endnu en gang beskæftiger du dig med noget andet end hovedhistorien.
Alt det ovenstående, og lidt mere, gør desværre spiloplevelsen ret ujævn. I et spil der lægger op til en stor grad af uhygge og spænding synes jeg der burde have været gjort mere for at fastholde spilleren i den intense historie og måske have klaret eksempelvis byens baggrundshistorie (der jo et eller andet sted skal med for at skabe helheden) på anden vis.
At være eller ikke at være…uhyggelig
Som sagt burde det være uhyggeligt og spændende, men i sidste ende bliver det lidt trivielt og kedeligt! Der er dog lige de her dæmoner der også findes i Salem’s mørke gader og stræder. Når de dukker op bliver det hele alligevel lidt uhyggeligt og intenst – og så alligevel ikke helt.
Strategien med enten at tage kampen op eller aflede og snige sig forbi er egentligt ok fundet på og det virker faktisk også godt. Men (for her er der også et men) det er bare lidt for nemt at gennemskue.
Det kræver ikke meget tanke virksomhed/beslutsomhed at løse dæmon-problemet på den ene eller anden måde.
Og så er der sørget for at man på ingen måde er i tvivl om hvornår der er dæmoner rundt om hjørnet.
De cruiser ikke bare rundt op dukker pludselig op foran dig, de har nogle ret så faste steder de hænger ud og deres bevægelsesmønstre kan ikke forvirre en 8-årig pige. Lidt ærgerligt for de første par møder med dæmonerne fik faktisk lige min puls op, men pulsen ryger hurtigt tilbage til “kynisk-dæmon-slagter-niveau”.
Så for at samle alle disse “men’er” sammen, så er Murdered: Soul Suspect et rigtig, rigtig godt spil med alt, alt for mange af disse “men’er”.
Jeg synes som sagt det hæmmer spillet betragteligt og jeg håber inderligt at der en gang kommer en 2’er og at spiludviklerne der har lært en masse af det første spil.
Karakter: 6/10
