Vil iPhone 6 kunne tilfredsstille både kunder og investorer? Illustration: Martin Hajek
I denne klumme overvejer skribenten det scenarie, at Apple er i større fare for at skuffe med efterårets lanceringer, end mange tror.
Som vanligt, når emnet falder på Apple, skal der lige startes med en disclaimer: Jeg har ingen problemer med Apple og deres produkter, faktisk er jeg den glade ejer af en AppleTV, fire iPads og en iPhone 5S, og jeg vil ikke undvære nogle af dem. Det synes at være nødvendigt at sætte dette på plads, før jeg kaster mig ud i en kritik af Apple.
Og så skal nedenstående faktisk ikke engang læses som en decideret kritik, men blot en overvejelse om, hvorvidt Apples position som verdens mest attraktive teknologi-brand nu for alvor er i fare.
Det handler om pressemødet, som der nu er inviteret til 9. september. Det er et pressemøde, som fans af Apple ser frem til med stor forventning. Og det samme gør Apples investorer og medierne. Det er nemlig ingen hemmelighed, at Apple ikke har levet op til disses forventninger, når det gælder præsentationen af innovative produkter.
Der er ikke noget i vejen med Apples forretning. De tjener stadig styrtende med penge, og deres aktieværdi er igen i stigning efter en periode med nedgang i samme. Men de seneste par produktlanceringer har ud over indførelsen af TouchID ikke peget i retning af, at der er revolutionerende nyt på vej i form af nye produktkategorier eller teknologier.
Det var i hvert fald holdningen hos mange af Apples investorer, der flere gange i løbet af i år og sidste år har grillet Tim Cook under firmaets regnskabsfremlæggelser. Cook kom under beskydning med krav om, at der snart skulle noget nyt og spændende på bordet, hvis ikke investorerne skulle miste tilliden til Apple.
Så han begyndte at love, at der er nye produktkategorier på vej. Det samme gjorde han til medierne for at berolige Apple-fans verden over. Det startede allerede sidste år.
Rygterne om et iWatch og et tv med Apple-logoet på har nu kørt i flere år uden at vi har set noget til dem. Til trods for Cooks løfter bød dette forår ikke på noget stort fra Apple, og til firmaets udviklerkonference i juni blev vi stort set kun præsenteret for nyheder på softwarefronten, som da så ganske interessante ud, men på den anden side ikke var noget, Apples konkurrenter ikke allerede havde præsenteret.
Så 9. September ser med andre ord ud til at blive en slags knald-eller-fald-event for Apple. Det hjælper ikke, at andre Apple-topchefer som Eddy Cue også har været ude og skrue op for forventningerne. Cue har udtalt, at dette efterår vil byde på de mest spændende produkter, firmaet har lanceret i mange år.
Det, der er interessant ved den måde, Apple-cheferne forsøger at skabe hype om de lanceringer, der skal komme i årets sidste halvdel, er at det ikke tidligere har været nødvendigt. Salig Steve Jobs var sjældent ude og sige noget som helst om nye produkter, før der blev inviteret til pressemøde. Den hype, der blev genereret helt af sig selv var mere end rigeligt.
Om man kan lide det eller ej er det i pressens natur at forsøge at være kritisk. Og det har i dette tilfælde betydet, at journalister, bloggere og analytikere konsekvent er blevet ved med at stille spørgsmålet: Er det slut med innovation hos Apple efter Steve Jobs? død? Hvilket egentlig er et fjollet spørgsmål, eftersom de store, kreative kræfter, der har gjort Apple til Apple i nyere tid stadig er i live og særdeles aktive (som f.eks. Jony Ive).
Man kan diskutere, om det er retfærdigt, men konklusionen er, at Apple er under pres for at levere noget exceptionelt snart, hvis ikke de skal miste deres piedestal-status.
Nogle vil formentlig argumentere for, at Apple skulle have sat større skærme på iPhone for længe siden, at der er også andre teknologier, hvor Apple har været konservative med specifikationerne for at være sikker på at give brugerne en stabil og god oplevelse. Men skal man tro på udmeldingerne fra investorer, journalister og analytikere, går den ikke længere. Nu skal der leveres.
Forventningen er da også, at vi kommer til at se nye, spændende produktkategorier med nogle virkelig lækre gadgets i, når klokken bliver 19 dansk tid den 9. september, samt evt. på følgende pressemøder i løbet af efteråret.
Men hvad nu, hvis vi ikke gør? Hvad nu, hvis Apple fejler?
Hvad nu, hvis den eneste spændende nyhed i iPhone 6 er en større skærm? Hvad nu, hvis iWatch viser sig blot at være et Fitness-armbånd? Hvad nu, hvis iWatch-designet ikke er så lækkert som vi er vant til fra Apple? Hvad nu, hvis de nye Android Wear-ure fra LG og Motorola (der ligner rigtige ure) har bedre features og er mere diskrete end iWatch?
Selv, hvis Apple skuffer, skal der naturligvis nok være kunder i butikken til de nye produkter. Der er masser af Apple-fans, der vil købe produkterne, blot fordi der står Apple på dem. Men på den lange bane er det ikke godt for Apple, hvis de mister deres ry som skabere af innovative, lækre produkter.
Spørgsmålet er, om ikke forventningerne til efterårets lanceringer er så høje, at Apple umuligt kan leve op til dem?
Måske er den eneste grund til, at vi ikke tror, det er sidste udkald for Apple, at de fleste finder det utænkeligt, at Apple skuffer fælt 9. september.
Men hvad nu, hvis de gør?
Se også: Følg Apples event, og deltag i vores live blog d. 9/9.