Med de mange GB og TB, der bliver kastet i grams fra de store tech-firmaer, hvorfor skulle man så betale en merpris hos en lille spiller som Dropbox? Det har skribenten af denne klumme en meget god grund til, at man skal.
Der er krig i skyerne. Og nej, jeg taler naturligvis ikke om hverken droneangreb på ISIS eller rigtige skyer. Jeg taler naturligvis om cloud-løsninger. Nærmere betegnet lagerplads i skyen til private.
Microsoft, Google og Apple har nu indledt en slags priskrig, hvor det gælder om at overgå hinanden i antallet af gigabytes, man stiller til rådighed for brugerne. Enten gratis eller mod betaling. Det er efterhånden svært at huske hvem, der startede med at underbyde de andre, men vi husker nok alle, at de store tech-giganter var længe om at komme om bord, hvilket gav spillerum til mindre virksomheder. Som for eksempel Dropbox.
Da Dropbox først kom frem, var det en stor lettelse for sådan en som jeg, der konstant skifter devices. Bærbare computere holder ikke ret længe mellem mine hænder, inden de bliver udskiftet med noget kraftigere eller mere transportabelt. Og fordi, jeg skriver for Recordere såvel som Politiken, bliver smartphones og tablets skiftet ud flere gange om året, når de f.eks. kommer til test. Så det var enormt rart, da Dropbox dukkede op, så jeg altid kunne synkronisere mine dokumenter over på en ny device natten over.
Der var masser af andre cloud-tjenester på markedet, da Dropbox kom ud. Microsoft og Google var allerede så småt begyndt at implementere deres cloud storage-løsninger, og en underskov af små udbydere af lagerplads i skyen begyndte at gro frem. Men Dropbox fungerede bare. På en eller anden måde virkede det som om, at den var mere effektiv til at uploade og downloade og var relativt god til at vige pladsen på båndbredden, når noget vigtigere skulle op eller ned fra netværket.
Så gik der imidlertid inflation i skyen. Især Microsoft og Google begyndte at overbyde hinanden på den gratis lagerplads, brugerne fik, når de for eksempel registrerede sig hos en af de to firmaers email-tjenester. Det var vel i virkeligheden sådan, det startede. For nogle år siden begyndte Google at tilbyde, hvad der dengang var massive mængder af lagerplads, hvis man bare fik sig en Gmail-konto. Derefter var der flere af os, der oprettede adskillige Gmail-konti og benyttede dem som fjernlager. Kløgtige udviklere lavede små apps, der kunne samle lagerpladsen fra disse Gmail-konti og lade dem figurere som et almindeligt drev på ens computer.
Det var dog både besværligt og klodset at køre med den løsning. Men så kom Dropbox og leverede den samme løsning, blot gjort rigtigt. Du kunne endda få et par gigabytes gratis i en klassisk freemium-model. Det var intet under, at Dropbox hurtigt blev populær og på et tidspunkt sad på størstedelen af markedet.
Men så startede priskrigen. Først overgik Microsoft og Google Dropbox i, hvor meget lagerplads, man fik gratis, sådan at Dropbox? tilbud lignede en joke. Blot i løbet af det sidste halvandet års tid er priserne på sky-lagre faldet enormt, mens den tilgængelige lagerplads er eksploderet.
Lige nu kan man for eksempel få 15GB gratis hos Microsoft, eller 30GB, hvis du blot slår automatisk foto-uploads til på din smartphone. Og hvis du er Office 365-abonnent, får du en hel Terabyte gratis.
Det var da Google på et tidspunkt dumpede priserne, og gav mulighed for at uploade 20.000 sange fra musiksamlingen til deres servere, at jeg først overvejede at droppe Dropbox. Jeg benyttede mig af tilbuddet med de 20.000 sange, og tænkte derefter, at jeg vel egentlig ligeså godt kunne gå hele vejen. På det tidspunkt betalte jeg omkring 120 kroner om måneden for 50GB hos Dropbox.
Hos Google kunne jeg få 200GB for de samme penge ? eller halvere min omkostning og stadig få fordoblet min tilgængelige lagerplads i forhold til Dropbox. Der var egentlig ikke så meget at tænke over. Så jeg skiftede over til Google Drive. For at være på den sikre side aflyste jeg ikke mit Dropbox-abonnement. Jeg ville være sikker på, at det nye system fungerede lige så godt.
Det gjorde det ikke.
Først og fremmest blev jeg en anelse irriteret (læs: arrig), da jeg første gang ville hente en af mine gamle mp3-filer ned fra Googles musikserver. Jeg fik meddelelse om, at jeg da godt kunne downloade den, men at jeg kun kunne gøre dette fire gange i alt. Efter at have brugt rigtig lang tid på, for mange år siden, at lave hele CD-samlingen om til mp3?er, og senere brugt rigtig lang tid på at uploade de omkring 18.000 fik op til Googles servere, meddelte de mig nu, at jeg ikke kunne hente dem ned, som jeg ville. Grrrr. Den første gang, jeg blev opmærksom på dette, sad jeg i en lufthavn og var i gang med at hælde noget musik ind på min laptop, så jeg kunne lytte i flyet, hvor der ikke var WiFi. Det er netop i sådanne situationer, man har behov for at kunne downloade og ikke blot streame det af ens eget indhold, man lægger op i skyen.
Dertil kommer, at jeg aldrig blev gode venner med Google Drive. Jeg syntes, at webinterfacet var irriterende, når jeg skulle downloade et par filer til en ny device, at jeg var mildest talt utryg ved synkroniseringen. Det var naturligvis en fed funktion, at Google automatisk OCR?er de PDF?er, man lægger op, så de bliver søgbare. Men det var slet ikke nok til at opveje utrygheden.
Jeg havde flere år haft min email hos Microsoft, der på det tidspunkt netop havde lanceret Outlook.com. Så jeg besluttede mig for at prøve det, der dengang hed SkyDrive. Det fungerede noget bedre, syntes jeg, i forhold til integrationen med Windows ? hvilket måske ikke er så mærkeligt. Det var også rart at have adgang til sit skylager fra samme interface som emailen, noget som jeg dengang syntes, Google ikke havde løst særlig godt. En ekstra bonus var, at SkyDrive/OneDrive var designet til at kunne bruges på en tablet.
Siden skruede Google endnu længere ned for prisen og op for lagerpladsen, sådan at jeg kunne få 1TB for de samme penge, jeg i sin tid betalte for 200GB. På dette tidspunkt var jeg meget fristet til at gå tilbage til Google, men så meldte Microsoft ud, med det ovenstående tilbud, hvor Office 365-abonnenter kunne få 1TB gratis. Så jeg behøvede sådan set blot at vente på at mit lager blev udvidet.
Da det skete, besluttede jeg mig for at smide den førnævnte mp3-samling op i skyen igen ? denne gang på min OneDrive-konto. Det var i sidste uge. Og det gav anledning til noget, der minder om et mareridt.
Først fandt jeg ud af, at var stort set umuligt at uploade min samling med filstrukturen intakt. Jeg ville skulle lægge over 18.000 filer tilbage i deres oprindelige mapper gennem OneDrives webinterface. Hvorfor ikke bare lægge dem over på harddisken på laptoppen og synkronisere derfra? Fordi jeg kører med SSD-drev og derfor ikke har de 200GB ekstra plads, det ville kræve. Og jeg turde ikke lade den eksterne harddisk, mine musikfiler lå på, blive sat til at synkronisere direkte. Jeg var overbevist om, at en fjernelse af harddisken senere ville være vejen til bug-helvede rent synkroniseringsmæssigt.
Hvorfor det? Fordi jeg gerne ville have samlingen liggende i skyen og ikke på mit drev i laptoppen, skulle jeg gøre musikfolderen ?kun tilgængelig online?, som det hedder i Windows-sprog. Der er bare det ved det, at OneDrive synkroniserer så langsomt, at du aldrig rigtig finder ud af, om den er i gang med at fjerne filerne på din harddisk, så de kun ligger i skyen, eller om din kommando ikke var gået igennem via museklikket. OneDrive giver dig nemlig ikke en tilbagemelding om at kommandoen er modtaget og udføres?hvilket er skideirriterende, rent ud sagt.
Efter at have slåsset en del med dette, opdagede jeg, at OneDrive havde slettet alle mine dokumenter.
Heldigvis var det netop fordi, folderen var blevet gjort ?kun tilgængelig online?. Disse er dog de vigtigste filer, jeg har, så jeg skyndte mig at gøre dem synkronisérbare igen. På nuværende tidspunkt var OneDrive et stort virvar af downloads og uploads via såvel webinterface som explorer. Pludselig får jeg en melding om, at upload via webinterfacet var stoppet af uransagelige årsager. Og derefter fik jeg en melding om, at jeg ikke havde mere plads på min harddisk. For OneDrive havde tilsyneladende ikke lige fanget kommandoen om at to mapper med tungt videomateriale IKKE skulle synkroniseres ned på min maskine.
Okay, jeg indrømmer, det var ikke den mest organiserede overførsels-strategi, jeg bragte til udførsel her. Og jeg vil bestemt ikke udelukke, at min egen utålmodighed har fået sat nogle kommandoer i gang, der ikke skulle have været udført.
Men da jeg endelig nåede topmålet af irritation, fik jeg i explorer-vinduet på min desktop øje på Dropbox-ikonet. Nåja, jeg havde vel egentlig ikke afmeldt mit abonnement endnu. Lå alle filerne der stadig? Jeps. Var alle mine dokumenter synk?et op med de nyeste i Dropbox? Jeps.
Jeg besluttede mig for at gå ind og kigge på, hvad det egentlig ville koste at få 1TB på Dropbox. Det viste sig, at de allerede havde udvidet min Dropbox? kapacitet til 2TB ud fra det abonnement, jeg havde. Jeg skyndte mig at skrue kapaciteten ned til 1TB, og halverede dermed prisen til 10 dollar om måneden.
Det tog ikke lang tid for mig at overveje, om jeg gad betale 10 dollar om måneden for ikke at skulle bøvle med Microsofts og Googles løsninger. Det gad jeg godt. Det tog heller ikke lang tid at løse alle de ovenstående opgaver på Dropbox, fordi den lille Windows-app giver klokkeklar adgang til at justere, hvilke drev, der skal synkroniseres, og hvilke, der ikke skal.
Nåja, og jeg kunne uploade min musiksamling med fil- og mappe-strukturen intakt. Det var faktisk bare et spørgsmål om drag-and-drop fra explorer til Dropbox? webinterface.
Man får åbenbart, hvad man betaler for i skyen. Der er mange, der har spået døden for virksomheder som Dropbox, efter de store selskaber er begyndt at kaste om sig med gratis lagerplads. Men lagerpladsen er bestemt ikke alt, når det gælder Cloud Storage. Hvis ikke interfacet og alt det udenom fungerer, kan du have uendelig lagerplads, det vil stadig ikke virke ordentligt.
Men det gør det hos Dropbox. Så jeg er tilbage i deres moderlige arme, og alt er godt. Og så længe de overgår de andre på brugervenlighed og stabilitet, tror jeg ikke, de har noget at være nervøse for.
