Apple har indgået nye aftaler med MasterCard, Visa og American Express i et forsøg på at gøre det, som Google ikke er lykkedes med, selvom de har forsøgt i flere år: At indføre en metode til at betale i butikker med sin smartphone.
Den nye tjeneste hedder Apple Pay og ser ud til at være den løsning, som adskillige andre firmaer har forsøgt sig med tidligere: Nemlig NFC-betaling, hvor man blot holder telefonen op til en betalingsterminal og bekræfter betaling på sin skærm. Det sidste sker med TouchID på en iPhone.
Man gemmer sine kreditkort i Apples Passbook-app, og kreditkortene kan tilføjes ved blot at tage et billede af kortet. Man kan dog også blot bruge det kort, man allerede har registreret på iTunes.
Apple har ? af gode grunde, de seneste lækager fra iCloud taget i betragtning- indført et system, hvor kreditkortnummeret erstattes med et dynamisk ID-nummer for hver transaktion, sådan at hverken Apple, butikkens system eller butiksekspedienten får lov at se dine kreditkortinformationer.
22.000 butikker i USA skulle allerede være ombord i ordningen, men der er endnu ikke noget nyt om resten af verden. Man kan også betale i restauranter, der benytter sig af bordbestillings-tjenesten OpenTable, samt betale via Apple Pay i den private ridesharing/taxatjeneste Uber.
Apple Pay retter også et stort slag mod PayPal, eftersom Touch ID kan bruges til at betale for varer købt online med blot et enkelt klik, i stedet for at skulle logge ind i PayPal, som vi kender det.
Den nye tjeneste starter op i USA allerede i næste måned. Apple lover, at de arbejder hårdt på at få tjenesten ud i resten af verden.
Se også
Forskelle på iPhone 6 og iPhone 6 Plus
Du kan få iPhone 6 i hånden d. 26/9
Apple lancerer iPhone 6 og iPhone 6 Plus
Her er Apples smartur: Apple Watch
iTunes-kunder: Seneste U2 album gratis i dag
Teknikken svigtede for Apple under event