Verdens største smartphone-producent er Samsung. Men de er ikke længere nummer et i Kina.
Den plads er i stedet blevet indtaget af en af Kinas egne smartphone-producenter, Xiaomi. Og det er faktisk lidt af en overraskelse, hvis man skal tro kilden til nyheden, Wall Street Journal.
En del af forklaringen er naturligvis Samsungs generelle nedgang i salget, og når den sydkoreanske kæmpe på et tidspunkt får lanceret deres næste populære produkt, kan det være de kommer tilbage på førstepladsen i Kina.
Faktisk må Samsung nu dele andenpladsen med Lenovo og Yulong. Sidstnævnte kender vi ikke så meget til i Danmark.
At Xiaomi er på vej frem, understøttes dog af et andet faktum, som ikke kun har noget med det kinesiske marked at gøre.
Ifølge analysefirmaet Strategy Analytics er Xiaomi nu verdens femtestørste smartphone-producent, og har mere end tredoblet salget af enheder siden sidste år.
Med 15,1 mio. solgte enheder er de dermed større end LG, der ?kun? præsterede et salg på 14,5 millioner i det foregående kvartal. Til sammenligning solgte Samsung 74,5 mio. enheder (en nedgang på 1,5 mio. i forhold til sidste år) og Apple solgte 35,2 mio. enheder, hvilket var en vækst på 4 mio. enheder.