TEST: BeoPlay A9 streaming-højttaler

Indledning 

B&O PLAY er Bang & Olufsens subbrand, for produkter der – med undtagelse af TV’et Beoplay V1 – også sælges på nettet og igennem tredjeparts-forhandlere.

BeoPlay A9 Black Edition er en rund streaming-højttaler, til placering på gulv eller væg.

Design

Højttaleren vi har modtaget er “Black Edition” med sort frontstof, og med ben i mørkt træ (Valnød).

Det giver højttaleren et relativt diskret udseende, så længe den står på gulvet, men den vil uden tvivl skille sig markant ud hvis den hænger på væggen.

Ifølge fruen er WAF’en virkeligt høj, højttalerens størrelse til trods (A9 er omtrent 70 cm i diameter!), og stod det til hende måtte A9 hjertens gerne blive i hjemmet.

Selvom det umiddelbart ser en smule vakkelvorent ud med kun tre ben, står A9 overraskende stabilt, og man vil næppe komme til at vælte den ved et uheld.

Samlekvaliteten er som forventet ganske god, dog er dækslet der skjuler alle kabeltilslutninger hverken den mest elegante eller praktiske løsning jeg har set. Vælger man at anvende den analoge indgang skal man være opmærksom på at tykke kabler, såvel som lange stik vil betyde at dækslet ikke vil kunne monteres helt, eller i nogle tilfælde slet ikke.

On/off-knappen er også en lidt kedelig affære, den virker ikke særligt eksklusiv og man skal trykke beslutsomt på den før den reagerer.

Til gengæld er volumenkontrollen en genistreg da man let kan justere volumen ved at “ae” toppen af bagsiden af højttaleren hvor der er fremhævet nogle små berøringsfølsomme “dutter”, og ved at stryge hånden til højre skruer man volumen op, og vice versa. Det fungerer fremragende, og det er let at ramme den volumen man ønsker. Til gengæld er springene i volumen lige vel voldsomme hvis man styrer volumen via AirPlay.

Forsiden af højttaleren er fuldstændigt dækket af frontstoffet, på nær af en smal kant hele vejen rundt, til gengæld er bagsiden ikke særligt køn da den udelukkende består af kraftig plast og huller ind til den bagudvendte basenhed, samt det kombinerede håndtag og basrefleksport, der virker yderst solidt.
Der er en lille kontakt med tre indstillinger for lyden (fritstående, i et hjørne og vægmonteret).

Testen er lavet i indstillingen “fritstående” (da den lød bedst), jeg har også prøvet “hjørneindstillingen”, men da jeg ikke har haft mulighed for at vægmontere højttaleren har jeg ignoreret den sidste mulighed.

“Hjørneindstillingen” giver en tydeligt mere mudret bas, når højttaleren står i et hjørne, i al fald i rummet jeg har testet i. Testen er foretaget på den analoge indgang, for at få et resultat der lettere kan sammenlignes med tidligere og fremtidige test.

Hvordan lyder den så?

Vi påbegynder lyttetesten med klassisk musik (Grieg – Peer Gynt) der gengives svulstigt og dynamisk. Lyden er til den mørke side, med en snert af imponatoreffekt. Når der er mange instrumenter i gang virker det som om at nogle af detaljerne bliver presset lidt i baggrunden.

I den tunge ende af den klassiske musik (Wagner – Elsa’s Procession to the Cathedral) udfolder A9 sig i al sin pomp og pragt, og crescendoet bliver i sandhed eksplosivt, men alligevel utroligt kontrolleret, ligesom at orgelet til sidst bliver flot gengivet.

Dog mangler der en lille smule af den dybeste bund fra orglet. Igen er det dog ikke alle detaljer der får lov at komme med, især de dybeste og lyseste toner bliver skubbet i baggrunden af den højere ende af bassen og den lave mellemtone.

I loungejazzen (Metamorphosis Jazz Band – Godot – The fragrance of dark coffee) bliver gulvbassen en smule dominerende, men saxofonen lyder ikke desto mindre dejligt saftig, samtidig med at klaveret får lov til at gøre sig positivt bemærket. Highhatten får også lov at lade høre fra sig, men forsvinder en smule bag de mere dominerende instrumenter.

“Misery” (af “Dave’s True Story) bliver elegant fremført, med meget tydelige og behagelige stemmer, og et mere afstemt lydbillede, og en hel del detaljer.
Rocken i sin klassiske form bliver vanen tro repræsenteret af “Hotel California” med The Eagles, som fremføres meget behageligt, og med en højere grad af detaljer end tidligere.

Desværre lyder det som om at bassen rammer et peak i højttalerens frekvensgang, volumen svinger nemlig i dens gengivelse. De stille passager fremføres med en overraskende sort og stille baggrund, og elguitar og trommer får lov at give los, uden de store problemer. Claptons “Peaches and Diesel” fremføres med masser af følelse i elguitaren, og trommerne virker godt afstemt i forhold til den.

Den resulterende oplevelse bliver en nydelse. Detaljerne er noget tydeligere her end i resten af den testede musik, hvilket foranlediger mig til at tro at A9 ikke kan håndtere alt for mange instrumenter/lyde af gangen.

“Bad” af Michael Jackson bliver gengivet med en meget præcis bund, og en god mængde detaljer.  “Man in the mirror” bliver også gengivet skarp og præcis, uden dikkedarer.

Vi springer lystigt videre til Poets of the Fall, nærmere bestemt “Carnival of rust” der bliver flot gengivet, og giver anledning til at jeg kommer til at sidde og banke rytmen på tastaturet i stedet for at skrive noget fornuftigt. Bunden leder igen slaget, men ikke mere end at det blot bemærkes, uden at skæmme musikken i øvrigt.

“Gravity” af samme kunstner har de samme tendenser, og her brilleres der endnu en gang ved at musikken lyder medrivende, med heraf følgende fald i produktivitet fra min side (badum-tsch-dum-dum-tsch).

P.O.D’s “Will you” bliver kontant afleveret med meget præcis bund, der også går tilpas dybt ned til at få det hele med. De hurtige trommer bliver flot gengivet, og bliver ikke mudrede, selv når det går hurtigst.

“Imaginaerum” af Nightwish lyder herligt, men desværre drukner trommer og highhatte en smule i al den anden virak, hvilket selvsagt ikke just er ideelt. Blæseinstrumenterne bliver dog lige fra fløjte til horn flot gengivet, og det samme gælder oplevelsen af stykket som helhed.

Den elektroniske genre indleder vi med Linkin Parks “KRWLNG” som blandt andet disker op med en meget aktiv stereooplevelse, som (forudsat at du sidder lige foran højttaleren) er overraskende meget til stede, når man har in mente at der ikke er tale om et sæt højttalere, men blot en højttaler (der dog retfærdigvis har to sæt diskant og mellemtoneenheder, alt imens basenheden er delt).

Stereobilledet er overraskende præcist defineret, men til gengæld naturligvis ikke videre bredt, selvom det strækker sig et stykke udenfor højttalerens fysiske form. Sangen i sin helhed bliver også gengivet ganske flot. Trentemøllers “Moan ft. Ane Trolle” bliver meget kontant og præcist gengivet, intet negativt at bemærke her. De dybe toner bliver fremført flot, og de korte lyse toner og “klik” blive gengivet utrolig flot.

Som afslutning hopper vi over i hiphop, nærmere bestemt “Killing you” af Tech N9ne, der fremstår meget ond og magtfuld, og rytmen i sangen går klart igennem. Desværre kan A9 ikke levere den meget dybe bas der ligger under versene, og der mangler derfor en del af den dunkle stemning.

Andre relevante oplysninger

BeoPlay A9 kommer med en lang række tilslutningsmuligheder; AirPlay, DLNA, USB og analog indgang (2x Phonostik).

Disse er naturligvis blevet afprøvet af undertegnede, og udover de forventelige forskelle (AirPlay understøtter kun 16 bit/44.1 KHz, så alt i en højere kvalitet bliver automatisk downsamplet, DLNA understøtter kun 16 bit, så der bliver alt der er 24 bit ganske enkelt ikke afspillet) er forskellene i lyden negligerbare.

AirPlay har en kedelig tendens til at tabe forbindelsen, som jeg ikke har oplevet med DLNA, men da jeg ikke har haft andre AirPlay-produkter kan det sagtens tænkes at min router har skylden for dette problem.

Ved analog afspilning holder A9 nogle gange op med at spille i starten af visse numre, især kort efter at den er blevet tændt, og det er nødvendigt at pause og så genstarte musikken før der afspilles igen. Højttaleren er relativt følsom overfor placering især på grund af den bagudvendte basenhed.

Højttaleren kommer med Spotify Connect, hvor afspilningen kan igangsættes fra smartphone eller tablet, og så spiller A9 selv videre.

Opsummering

Design:

Designet er enkelt og, alt taget i betragtning, relativt diskret. Kvalitetsindtrykket er glimrende, med enkelte småfejl, og betjening og opsætning er let og intuitiv.

Volumenkontrollen er en ren genistreg, når det handler om at vise sit nye legetøj frem!

Lyden:

BeoPlay A9 er en allroundhøjttaler der har et højere fokus på imponatoreffekt og frekvensgengivelse, end på at få alle de små detaljer med.

Resultatet er en ganske behageligt lydende højttaler som gør meget rigtigt, og kun få ting forkert, men som godt kunne have haft flere detaljer med. Bassen er også til tider en smule anmassende, og den dybeste bas mangler desværre.

Andet:

Højttaleren er placeringsvenlig på grund af den indbyggede “equalizer” der giver mulighed for (i tre forudindstillede variationer) at indstille lyden efter placeringen (hhv. fritstående, i et hjørne og ophængt på væggen).¨

BeoPlay A9 Black Edition koster kr. 14.999,- og fås i andre farvekombinationer til samme pris. Se mere på beoplay.com