Alt, hvad vi computerteknologisk udvikler videre på i dag, blev skabt for fire-fem årtier siden på initiativ og med penge fra det amerikanske forsvar. Hvorfor kan vi ikke tænke ud af boksen mere, spørger skribenten i denne klumme.
I dag var jeg med til at interviewe en computerpionér, og det fik mig til at tænke.
Computerpionéren, der er tale om, er Ed Feigenbaum, der er en af den håndfuld genier, der satte forskningen i kunstig intelligens på skinner i tresserne. En udvikling, der begynder så småt at vise resultater med virtuelle assistenter fra Apple, Google og Microsoft, men også langt mere avanceret maskinlæring i verdens supercomputer-centre.
IBMs så berømte Watson-computer er en af de foreløbige kulminationer på den udvikling, som Feigenbaum satte i gang med Marvin Minsky, John McCarthy og mange af de andre koryfæer inden for AI.
Men det var noget helt andet, som Feigenbaum cementerede i min hjerne. Noget, der havde rumsteret noget tid, en mistanke, der blev delvist bekræftet af at lytte til Feigenbaum fortælle:
Der er i virkeligheden ikke sket ret meget nyt de sidste 40-50 år i computerhistorien.
Det lyder jo som et fuldkommen vanvittigt udsagn, når man tænker på al den teknologi, vi omgiver os med, og hvor meget vi kan i dag. Men tillad mig at forklare:
Overvej lige, hvad ?nyt? betyder. Ligesom vestlig musik blot er kombinationer af de samme 12 toner, og bøger er kombinationer af bogstaverne i alfabetet i ens sprogområde, så er de fleste såkaldte innovationer i dag mest kombinationer af ting, der allerede findes. Det er der slet ikke noget galt med, det er sådan tingene udvikler sig. Men det er netop det, der er tale om: en udvikling.
Hvornår er der sidst sket en innovation i computerhistorien, hvor der blev skabt noget helt nyt? Eller hvor man kombinerede ting, der var så radikalt forskellige, at resultatet blev noget, ingen havde overvejet eller set før?
Jeg er sikker på, at nogle af Recorderes årvågne læsere kan komme med eksempler, og de er velkomne i kommentarsporet. Men jeg har vredet min hjerne og der er ikke rigtig kommet nogle eksempler ud.
Tillad mig nu at blive endnu mere specifik ? og det er her, tingene bliver en anelse kontroversielle.
Jeg vil vove den påstand, at al den moderne computerteknologi, vi omgiver os med, har rødder i den samme finansieringskilde. Og den finansieringskilde er det amerikanske forsvarsministerium.
Lad mig med det samme indvende, at dette på ingen måde skal læses som et jubelskrift for det amerikanske militær, der sørme har mange dårlige ting på samvittigheden. Og det skal heller ikke forstås sådan, at det stadig er det amerikanske forsvar, der driver udviklingen. Det gør de ikke, de har samme problem med blot at udvikle i stedet for at opfinde, som alle andre.
Det skal blot forstås sådan, at det amerikanske forsvarsministerium i en kort periode i sidste århundrede skød så mange penge i radikale idéer, at vi stadigvæk hænger fast i disse idéer og ikke har udviklet noget i sandhed nyt siden dengang. Alt er bare videreudviklinger af, hvad der blev sat i gang i Pentagon i tresserne og halvfjerdserne.
Dengang forstod en lille håndfuld af chefer for forsvarets forskningsagentur ARPA (der i dag hedder DARPA), at det handlede om at finde de største genier og give dem penge nok til at finansiere de helt radikale idéer ? også selvom man hverken kunne tjene penge på disse eller nødvendigvis omsætte dem til effektiv forsvarsteknologi inden for en overskuelig årrække.
Lad os starte med et nutidigt eksempel: Cloud Computing. Idéen om at have store computercentre, der kunne servicere mange mennesker går helt tilbage til dengang en computer fyldte et helt lokale i bunden af et forskningslaboratorium på et universitet.
ARPA finansierede i begyndelsen af tresserne udviklingen af Time-Shared Computing, som var idéen om, at en central computer kunne tilgås fra en terminal (typisk en teletype-terminal, hvor der ikke var nogen skærm, men hvor man kommunikerede med computeren via en dialog på en lang papirrulle, der fik teletypen til at minde om en blanding mellem en skrivemaskine og en fax).
Brugerne delte processorcyklusser på computeren, sådan at én bruger kunne bede computeren om at udføre en kommando eller køre en klump kode, computeren ville så udføre opgaven, og mens brugeren tastede et svar til computeren, servicerede computeren en anden bruger. Og så fremdeles. Senere kom muligheden for at gemme brugerens ting på centrale diske i den centrale computer.
Tilføj hastighed og kapacitet til denne teknologi og så kan du se den gradvise udvikling over client-server-teknologien, tynde klienter og hele vejen op til skyen, som den er ved at udvikle sig i dag. Der er endda en direkte linje fra de folk, der forskede i dette på MIT, Harvard og Stanford via deres elever til firmaer som Sun (nu Oracle), Cisco, Microsoft og senere Google og Amazon, der i dag udgør de største dele af skyen.
Time-sharing kræver dog et netværk, der virkelig virker ? så det finansierede ARPA også. Det var ARPANET, det første computernetværk, hvor forskellige computere kunne tale med hinanden over lange distancer.
ARPANET blev skudt i gang i 1969, og udviklede sig i løbet af 70?erne og 80?erne til det, vi i dag kender som Internet. Dette skete blandt andet med udviklingen af TCP/IP-protokollerne?hvem finansierede udviklingen af dem? ARPA. Bob Kahn, en af folkene bag TCP/IP, ledte endda computerforskningen på ARPA, mens han rodede med TCP/IP.
En anden ting, der er kommet til er kunstig intelligens, parallel computing og muligheden for at integrere adskillige kerner eller kredsløb på en enkelt silicium-flage. For nu at starte med det sidste, så blev dette bl.a. udviklet på ISI-instituttet på University of Southern California i Los Angeles?for ARPA penge.
Kunstig intelligens, som er i de fleste af de intelligente produkter, vi bruger i dag fra Siri over Android Wear-ure til Nest-termostater ? startet af ARPA, og udviklet for ARPA-penge af ARPA-finansierede forskere på bl.a. MIT, Harvard og Stanford. Det samme med parallel computing.
Hvor arbejdede George Heilmeier, før han gik til Texas Instruments og var med til at udvikle LCD-teknologien, vi alle er så afhængige af i dag? Han var såmænd chef for ARPA.
Hvor blev moderne computergrafik og tegneprogrammer opfundet? På MITs Lincoln Lab af Ivan Sutherland?finansieret af ARPA (hvor Sutherland senere blev ansat som chef).
Hvem opfandt email? Ray Tomlinson hos BBN, på et ARPA-finansieret projekt på ARPANET. Hvem skrev den første egentlige email-klient? Larry Roberts, der på det tidspunkt ledte udviklingen af ARPANET hos ARPA. Han havde i øvrigt også beskrevet principperne bag moderne 3D-grafik i tiden efter sin Ph.D.-afhandling på Lincoln Labs på MIT?betalt af ARPA.
Big Data? Det, der gør Big Data muligt, er hurtigere processorer, hvilket er en udvikling af det oprindelige arbejde, der skete med siliciumchips. Idéen om at integrere kredsløb og stoppe dem på siliciumflager blev primært udviklet af folk på Texas Instruments og Bell Labs i 50?erne og 60?erne, begge med solid militær-finansiering i ryggen.
GPS? Udviklet AF det amerikanske militær TIL det amerikanske militær og gjort offentligt senere. Nu vi snakker om satellitter – den første funktionelle kommunikationssatellit, Echo-1, blev sendt op af NASA, der blev skabt, da man skilte rumfartsteknologien ud fra?ARPA.
Det var også ARPA, der finansierede udviklingen af videnskaben bag Packet Radio?der blev til de mobilnetværk, vi kender i dag. Uden Packet Radio, ingen pakke-baseret datakommunikation gennem luften, ingen mobilsamtaler eller mobilt internet.
Talegenkendelse via computer? Det var en af J.C.R. Lickliders yndlingsemner i 1962, da han blev chef for ARPAs computer-research.
Okay, hvad så med laserprinteren og det grafiske brugerinterface, som Apple og Microsoft har baseret deres succes på? Udviklet i Xerox? udviklingsafdeling, PARC ?under ledelse af Bob Taylor, der tidligere var chef for computerforskningen på ARPA. Begge teknologier bygger i øvrigt på videnskab udviklet på Lincoln Labs på MIT?for ARPA-penge.
Selv Moore?s lov har rødder i ARPA. Da Douglas Engelbart udviklede NLS-systemet, der introducerede tekstbehandling og kollaborativt arbejde via netværk til verden i 1968, skete det for ARPAs penge og under deres vinger. Det var bl.a. Douglas Engelbarts ?Mother of All Demos? og andre forelæsninger, han gav i slutningen af tresserne, der inspirerede Gordon Moore til at formulere Moore?s lov?i hvert fald ifølge Moore selv.
Jeg er stensikker på, at der kan findes på teknologier, vi bruger i dag, som intet har med det amerikanske militær at gøre. Men hvor mange af dem kan siges ikke at have rødder i enten netværk, silicium-chip-baserede computere, time-sharing, packet radio eller kunstig intelligens? Disse fire koncepter var der ingen, der overhovedet havde overvejet som muligheder, da nogen satte et par koncepter sammen og skabte noget nyt.
Koncepterne kom meget ud af det blå, men som kombinationer af ting, der var radikalt anderledes. I 1960 fandt Paul Baran på RAND Corporation i Los Angeles ud af, at fremtidens telekommunikationsnetværk sgu nok skulle baseres på neurale netværk. Indtil da var det kun forskerne i kunstig intelligens, der (med ARPA-penge) havde tænkt på at prøve at bygge computere, der mindede om den menneskelige hjerne.
Baran tænkte: ?Nej, det er da telefonsystemet, der skal kombineres med den menneskelige hjerne?. Det publicerede han effektiviteten af i en videnskabelige artikel i 1960. Efter et par års yderligere forskning fremlagde han det koncept, der i dag driver alle verdens digitale netværk: Packet Switching.
Fem år senere blev det besluttet at hans principper skulle bruges i det, vi i dag kender som Internet. Men det var ikke sket uden at han havde forsøgt at tænke ud af boksen ved at prøve at kombinere den menneskelige hjerne med telefonnettet. Og det havde han ikke fået lov til, hvis ikke det amerikanske luftvåben havde betalt for løjerne.
Pointen med alt dette er denne: Det er kun statstøtte, der får folk til at tænke så meget ud af boksen af sand innovation sker. Alt andet vil altid være afhængig af nogen, der skal tjene penge. Det er der intet i vejen med. Intet som helst. Men uden det første vil det sidste altid bare være udvikling, ikke innovation.
Så næste gang, du ikke er tilfreds med at Apple eller Samsung ikke er innovative nok i deres smartphones?.overvej, hvor du sætter dit kryds til næste valg.
