Forside * Nyheder

Gå en tur i South Park


Animationsserien South Park har snart været med os i et par årtier. Men har du nogensinde været der?


Den lille fantasiby i staten Colorado i USA har været hjemsted for en del pruthumor og galskab i to dimensioner på tv-skærmen. Men et nyt Oculus Rift-projekt gør det nu muligt at gå rundt i South Park som en virtuel virkelighed.


Det er firmaet Tool, der står bag projektet, der allermest en prøveballon for, hvordan andre virtuelle verdener, firmaet gerne vil lave, kan se ud. Ved at bruge South Park som eksempel, skulle der ikke tænkes i så mange dimensioner og pixels, da stilen i serien som bekendt er relativt primitiv med vilje. Og eftersom, der allerede findes et South Park-spil, The Stick of Truth, der finder sted i byen, var der allerede grafikelementer at tage af.


Men du behøver faktisk ikke eje en Oculus Rift for at prøve det af. Oplevelsen er naturligvis slet ikke den samme, men hvis du klikker HER, kan du alligevel gå en tur i byen, blot ikke helt så 3D-agtigt. Det sker i browseren via en Unity-web player. Prøv at gå ind i folk, så siger de som regel et eller andet.


Kan sådanne allerede kendte universer give dig lyst til at købe en Oculus Rift, når den endelige forbrugerversion bliver tilgængelig? Giv lyd i kommentarsporet.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.