Hvis man har været i en af Apples flagskibsbutikker, ved man at det er en ganske speciel oplevelse.
Specielt butikkerne i New York og Paris er designmæssigt små mesterværker, man bør besøge, selv hvis man er Apple-hader.
Det synes EU-domstolen tilsyneladende også. I hvert fald har de omstødt en dom fra en tysk domstol, der fandt, at Apple ikke kunne registrere deres butikker som værende en del af deres varemærke.
Dermed lægger EU-domstolen sig op ad de amerikanske patentmyndigheder, der sidste år gav Apple mulighed for at tage patent på deres butikkers design.
I Microsofts flagskibsbutikker i USA står bordene på den anden led, end de gør i Apples butikker. Derudover ligner de ret meget, selv om der naturligvis er anvendt en anden farvekombination, der passer til Microsofts brand. Spørgsmålet er om det er nok til ikke at modtage et brev fra Apples advokater.