Det var vel et forventeligt og naturligt skridt, at Microsoft vil bygge Kinect-teknologien ind i Windows Phone.
Allerede med GALAXY S4 introducerede Samsung gestikulering over skærmen til kontrol og navigation, og dybdekameraer i smartphones begynder for alvor at komme ud nu. Så når Microsoft nu ligger inde med Kinect-teknologien, kan de lige så godt gøre brug af den.
Det gør de med en smartphone, der skulle komme ud i år, skriver The Verge. Den har kodenavnet McLaren, og har faktisk været under udvikling af Nokia i flere år ? så ud over Kinect-teknologien kommer der også noget, der hedder 3D Touch.
3D Touch betyder ikke bare, at du kan kontrollere, hvad der sker på skærmen uden at røre ved den. Sensorer på telefonen opfanger, hvordan du holder på den, og det giver en række praktiske fordele.
For eksempel kan telefonen skelne mellem, når du gerne vil se noget på den i vandret tilstand, og når du ligger i sengen eller på sofaen og læser, og i virkeligheden ikke vil have billedet roteret. Den kan også f.eks. slukke mikrofonen, når du holder telefonen ind til brystet.
McLaren-modellen skulle være en efterfølger til Lumia 1020, inklusive en bule til et avanceret kamera. Men med de nye sensorer ombord skulle du f.eks. kunne zoome ved blot at køre fingeren henover siden af telefonen.
En anden funktion er muligheden for at holde fingeren over en live tile, hvorefter nogle mindre live tiles kommer frem, som man så kan trykke på. På den måde ønsker Microsoft at udnytte dybden som den tredje dimension.
Vi ved endnu ikke, hvad telefonen kommer til at hedde, men den skulle dukke op i efteråret.