TEST: Tre uger med Google Glass

Indledning

Recordere fik fat i et eksemplar af Googles intelligente brille og fik mulighed for at langtidsteste den.

Google Glass er en af den slags gadgets, man bør langtidsteste. Det er der flere årsager til:

For det første er brillen en af bannerførerne i wearables-avantgarden, og den skal derfor have en chance for at vise, hvad den kan i den virkelige verden – især i de situationer, man ikke havde forventet. Ofte kan man med den slags relativ ny teknologi først se anvendeligheden, når man rent faktisk bruger den i praksis over et stykke tid.

For det andet er wearables-kategorien jo netop bygget på konstant brug.

Modsat f.eks. kameraer eller fladskærme, så er wearables tænkt som noget, man har på sig hele tiden, og skal derfor også testes sådan. Kun sådan finder man ud af, om enheden er komfortabel nok og hvorvidt, der er situationer, hvor det er problematisk at anvende en wearable device. Derfor har vi brugt tre uger i selskab med Glass.

Glass har efterhånden et noget blakket ry. Denne skribent fik mulighed for at prøve et eksemplar på Googles udvikler-messe, Google I/O, sidste år. Men det var kun en kort fornøjelse.

Her godt et år senere har vi så fået fat i et eksemplar til langtidstest, og det er en nyere version af Glass, vi har fået fat i, med de fornyelser i softwaren og apps, som er kommet til i løbet af året. Samtidig har det forgangne år i Glass’ historie budt på en række negative omtaler. Barer i Seattle og San Francisco har forbudt Glass, fordi de gerne vil beskytte deres gæster mod overvågning.

Glass-forkæmpere har insisteret på deres ret til at have dem på alle mulige steder uden hensyntagen til omgivelserne – hvilket har givet dem tilnavnet Glassholes.

Århus’ borgmester er blevet set med dem på, hvilket hverken gjorde noget godt for ham eller Glass. De er blevet selve symbolet på den voksende, økonomiske ulighed i Silicon Valley og San Francisco, samt et symbol på overvågningssamfundet, hvilket har betydet, at Glass-bærere er blevet overfaldet på gaden.

Google har måttet udgive en Emma Gad-agtig guide til Glassbærere, sådan at de kan opføre sig ordentligt. Og oven i alt det kommer så, at man ikke ser for smart ud med dem på.

Design

Det fører os videre til selve designet. Når man ser lidt kvajet ud med en Glass-brille på, er det blandt andet fordi stellets top går meget vandret hen over panden/næsen. Det får én til at se ud som om, man har ét stort øjenbryn, også kendt som en “unibrow”.

Foran sidder så det, der har givet Glass-brillen dens navn. I en lille, aflang, gennemsigtig “terning” sidder der et spejl, der reflekterer et billede, der kommer fra en projektor inde i plastikdelen på hjørnet af brillen.

Det er spejlet, man kan se, når man kigger i brillen (hvilket også gør det næsten umuligt at fotografere et skærmbillede i brillen – beklager). Eller som man måske ikke kan se.

Det kræver ret meget tilvænning og tilretning (man kan vippe glasset frem og tilbage for at få fokus-afstanden på plads), før man kan fokusere på spejlbilledet. Og selvom man virkelig retter til og retter til, virker det som om, der altid er et af hjørnerne, der er uskarpt, hvilket virker irriterende.

Som man kan se på billederne, sidder al elektronikken i den ene side, hvilket giver brillen en vis uligevægt, der dog ikke mærkes ret meget, når man har den på. Man kan dog undre sig over, hvorfor det ikke er muligt at distribuere elektronikken henover begge brillestænger.

Designet af selve elektronikdelen er blevet en smule lettere siden jeg prøvede Glass sidste år, men der stikker stadig en stor klods ud bag det ene øre, hvilket gør det meget tydeligt, at man har Glass på knolden. Når man som jeg har 1-2 mm hår over hele skallen, er der intet, der kan skjule klodsen, og man skal faktisk have relativt langt hår for at dække klodsen til.

Det kan heller ikke lade sig gøre at gøre den ene brillestang helt tynd, for den bruges nemlig til navigation. “Elektronikstangen” er en slags trackpad, hvor et stryg frem eller tilbage bladrer rundt i menuer og skærmbilleder i Glass, mens et let tryk svarer til et klik. Stryger man fingeren hurtigt nedad, lukker man for den app eller det billede, man netop har kigget på.

På elektronikstangen sidder der et par knapper, hvoraf den ene sidder indvendigt og er en on/off-knap, og den anden sidder på toppen og er en udløserknap til kameraet. Der sidder noget, der ligner en knap, hvor Glass-logoet er på. Dette er dog ikke en knap, men derimod den kranieresonans-højttaler, der sætter dit kranie i bevægelse, så du kan høre lyden fra Glass. Under stangen sidder der et microUSB-stik, der bruges til ladning og dataadgang. Med i kassen følger der en enkelt øreprop med en kort ledning, der sættes til dette USB-stik, og så behøver man ikke at nøjes med kranieresonansen.

En anden ny tilføjelse gør Glass mere udholdelig at have på. Der er nu et udvalg af nogle ganske smarte solbrilleglas, man kan hæfte på, og disse får faktisk brillen til at ligne en rigtig solbrille med lidt elektronik på siden. Det hjælper meget i forhold til at det ikke bliver så tydeligt, at man er Glass-bruger. Man skal lidt tættere på folk for at se, at der er tale om en Glass-brille og ikke bare en eller anden sjov solbrille.

I bilen

Og det er nok en god ting. For selvom kranieresonansen er smart, er den ikke smadderpraktisk. For det første kan folk, der står tæt på én, faktisk høre, hvad der foregår. For det andet er det ikke altid muligt at sætte kraniet nok i bevægelse til at overdøve det, der kommer ind gennem øret. Jeg har en bil, der det meste af tiden kører på sin elmotor, og dermed er meget stille. Men selv dækstøjen og musik fra radioen på lav styrke var nok til at jeg havde svært ved at høre Glass-lyden.

Det er ellers i bilen, vi finder en af de bedste anledninger til at bruge Glass. Du kan nemlig bruge den til navigation, baseret på informationer, den henter fra din smartphone, som den er koblet til via Bluetooth (mere herom senere). Din smartphone skal altså alligevel stadig være sat til at navigere, men det er faktisk en anelse nemmere at kigge op lige over øjet for at se på kortet (eller sænke hovedet en anelse og kigge på trafikken gennem Glass-glasset som et HUD), end det er at skulle rette hele blikket over på en smartphone eller en GPS-enhed.

Men tag ikke fejl – når du fokuserer på Glass, fokuserer du ikke på trafikken, så din opmærksomhed bliver alligevel fjernet for et øjeblik. Det er dog smart, at andre ikke behøver at blive besværet af de talte instrukser fra GPS’en – men som nævnt er det smartest at bruge øreproppen, for ofte kan man ikke høre, hvad der bliver sagt, hvis man bare forlader sig på kranieresonansen.

Talekommandoer

Bruger man Glass sammen med en Android-telefon, kan man få glæde af Googles efterhånden ret gode talegenkendelse i skyen. Det betyder, at man blot kan sige til Glass, hvor man gerne vil navigeres hen. Det virker rigtig godt – så længe, man taler engelsk.

Jeg ville nødig skulle forsøge at give Glass opgaven at fortolke et dansk vejnavn. Med andre ord kommer dette ikke til at virke ordentligt i Danmark, indtil Googles talegenkendelse helt generelt forstår dansk. Som det er ulempen med alle skybaserede tale-assistenter, så er talegenkendelsen kun så god som Internet-forbindelsen. Når der er dårligere mobildækning, kommer der nogle besynderlige fortolkninger af det, man siger.

Der er naturligvis nogle simple kommandoer, man kan styre Glass med, såsom “OK Glass, Take a picture”, “OK Glass, record a video” eller “OK Glass, take a note”.

Det sidste virker med Evernote, som har en Glass-app (også kendt som Glassware). Det fungerer glimrende at lave noter til sig selv på den måde, og Glass uploader noterne med det samme via smartphonen.

Men igen – kun på engelsk. Og så bliver noterne i øvrigt siddende som skærmbilleder i Glass, som man skal bladre forbi sammen med f.eks. de SMS’er, der er kommet ind. Det er svært at skelne dem fra hinanden, og møgirriterende, at man skal lukke hver enkelt hele tiden.

En af de ting, man kan bruge Glass til, er at få nyheder fra f.eks. CNN og New York Times, der begge har Glassware-apps. Men disse kommer ind i en lind strøm og fjerner ikke sig selv automatisk. De bliver skubbet længere bagud i rækken af Glass-skærmbilleder efterhånden, men man ender alligevel med at bladre og bladre og bladre med fingeren på siden af brillen. Ikke specielt praktisk.

Friluft 

Udover bilen er friluftslivet et oplagt sted at have Glass på. Der findes f.eks. cykel-apps til Glass, der kan måle dine pedal-præstationer, og som GPS er den praktisk at have med på to hjul.

Hvis man går meget rundt i naturen og nogle gange støder på noget, man gerne vil fotografere eller optage på video, skal man ikke først hive smartphonen eller kameraet frem. Man trykker bare på knappen oppe i toppen af brillen. Det går lynhurtigt, hvilket det også gør, hvis man blot siger “OK Glass, Take a picture”.

Her er Glass væsentligt hurtigere til at få skudt et billede af end nogen smartphone, undertegnede har testet.

Men så er der lige det med kvaliteten. Der er tale om et kamera i 2007-kvalitet. Kameraet er på 5 Megapixel og kan optage video i 720p.

Billeder og videoer man tager, kan synkroniseres med ens Google Drive, hvis man har en sådan (hvilket man har, hvis man har Glass – det kræver en Google-konto at bruge den). Det sker enten via WiFi, som Glass faktisk kan koble sig på uden om en smartphone, hvis man f.eks. er derhjemme, eller via den Bluetooth-opkoblede smartphone.

Lad os lige vende den sidste forbindelse et øjeblik.

Et af de største irritationsmomenter ved det eksemplar af Glass, jeg testede, var at brillen havde svært ved at skifte over til smartphonen, når der ikke længere var WiFi-forbindelse. Det er meningen, det skal ske automatisk, men det gjorde det kun engang i mellem. Og HVER gang var der bøvl med Bluetooth-forbindelsen.

Jeg skulle parre brillen forfra hver tredje gang, jeg tændte for den. Det mindede ærligt talt lidt om dengang, Bluetooth-headsets var nye, og konstant mistede forbindelsen. Man skulle tro at vi efter så mange år havde styr på Bluetooth-forbindelserne rent teknisk, men det har Google åbenbart ikke i det her tilfælde.

Skærmkvalitet

For nu at vende tilbage til friluftssituationen, så skal man ikke forvente at kunne bruge Glass udendørs, med mindre man befinder sig i gråvejr eller solen er gået ned. I stærkt solskin er det stort set umuligt at se, hvad der sker på skærmen.

Skærmbilledet er i sagens natur en anelse gennemsigtig, og det betyder, at mørke nuancer og sort bliver meget svære at se.

Glass’ standard-skærmbilleder har sort baggrund med hvid skrift, hvilket giver mening det meste af tiden, men bare ikke i solskin. Det er i forvejen svært at se, hvad der sker på skærmen og flere, der prøvede Recorderes Glass-eksemplar følte hele tiden, at de skulle lukke det ene øje for at se hvad der skete på skærmen. Det skulle undertegnede dog ikke.

Nu vi er ved billedkvaliteten: Skærmen i Glass har formentlig en opløsning på 640×360. Når jeg skriver “formentlig” er det fordi Google faktisk ikke selv har afsløret det, men det er det som flere andre medier har anslået.

Selve billedet (når man er i optimale situationer, såsom gråvejr eller mørke) er faktisk okay, skærmens størrelse og natur taget i betragtning. Videoer fra CNN afspilles glat og pænt, og fotos fra New York Times (der akkompagneres af oplæsning af en kort version af artiklen med en Siri-agtig stemme) ser pæne ud. Man kan naturligvis ikke forvente en særlig høj kvalitet af et gennemsigtigt panel, så efter forholdene klarer Glass den opgave rimeligt.

Men altså ikke i solskin.

Batteri

En af de ting, Google arbejder hårdt på at forbedre i Glass, er batterilevetiden.

Det siger sig selv, at der ikke er meget plads til et batteri på sådan en brillestang, men ifølge Google kan Glass holde en dag på batteriet efter en enkelt opladning ved “typisk” brug. Det er nok den mest optimistiske af den slags meldinger, jeg til dato har set. Ved min typiske brug – som ikke omfattede virkelig batteri-intensive funktioner som video – holdt batteriet højst 2-3 timer.

I disse situationer brugte jeg skærmen ret meget, hvilket også slider på batteriet, men hvis man ikke kan gøre det, hvorfor skulle man så bære rundt på Google Glass?

Lidt af idéen med en wearable device går jo af, hvis man skal tage den af og på, når man bare lige skal bruge den fra tid til anden.

Apps

Der findes et lille udvalg af Glassware, der primært består af nyheder, frilufts/motions-apps og værktøjer som Evernote.

Installationen af disse er ret nem, da man blot skal aktivere dem i Glass-app’en, man installerer som partner-app på sin smartphone. Derudover kan man overføre tredjeparts-apps til Glass via USB-stikket.

Her kan man dykke ned i det langsomt voksende udvikler-miljø, der findes omkring Glass-platformen. Her ligger de sjoveste apps, selvom ikke alle fungerer særlig godt. En enkelt udvikler har portet Google Sky Map til Glass, hvilket betyder at du kan kigge op på stjernehimlen og få informationer direkte ind i øjet blot ved at bevæge hovedet. Det fungerer ret godt.

Det kan man derimod ikke sige om en lokationsbaseret Wikipedia/Augmented Reality-app, der også findes derude. Det er meningen, at den skal give dig informationer om steder i nærheden blot ved at du kigger på dem og klikker på siden af brillen.

Men den er meget svær at bruge, da bevægelses-sensorerne inde i Glass er ret præcise, og derfor skal selve brillen være i øjenhøjde med lokationen, og ikke bare dine øjne. Glass sidder jo lige over øjet, så man er nødt til at bøje hovedet og kigge opad for overhovedet at få horisonten med og dermed kunne se, hvor en ting befinder sig, markeret med et stort W.

Når man endelig får fokuseret på det og klikket på siden, får man en Wikipedia-side op på skærmen, som man imidlertid ikke kan hverken scrolle i eller klikke væk fra. Helt ubrugeligt.

Det samme gælder en app, der ellers var smart tænkt: CrystalShopper.

Idéen med denne er, at du kan fokusere Glass på en stregkode og så vil CrystalShopper registrere den og vise dig produkter fra netbutikker, hvor du kan få den billigere. Men hver gang, jeg efter mange minutters forsøg på at fokusere på stregkoden, endelig fik den registreret, crashede app’en.

Så er den indbyggede oversættelses-app lidt smartere. Her kan du blot kigge på et ord gennem Glass på f.eks. spansk eller fransk, og så bliver det oversat (til engelsk). Det oversatte ord bliver endda placeret oven i det originale ord, så du kan læse det hele i sammenhæng.

Det er ret smart og har meget stort potentiale.

Dommen

Google lægger ikke skjul på, at Glass ikke er færdig.

Siden de præsenterede konceptet for et par år siden, har Glass været i en slags betatest, hvor man skulle være udvikler eller “explorer” for at købe et eksemplar. Det sidste skal man kvalificere sig til, ved f.eks. at være en populær blogger eller på anden måde kunne argumentere for, hvorfor man skal have én.

Det betyder, at der lige nu er ca. 10-15.000 Glass-eksemplarer i omløb, primært i USA. Til Google I/O sidste år var der rigtig mange Glass-brugere, der stolt bar deres statussymbol på næsen.

Google har dog indikeret, at de vil udgive Glass i år i en eller anden udgave. Og med mindre, de har en hemmelig version i baghånden, der er mere udviklet end den nuværende, så er der næppe nogen fare for, at du behøver hive kreditkortet op af lommen lige foreløbig (Der går dog rygter om en mere udviklet version udviklet sammen med Ray-ban. Det får vi sikkert mere at vide om ved Google I/O i juni).

Som det kan ses af ovenstående er Google Glass simpelthen meget, meget langt fra at være brugbar i det virkelige liv.

Designet er grimt og får én til at se mere nørdet ud end nødvendigt. Og selv hvis man sætter solbrille-glassene i, er det svært at forestille sig situationer, hvor Glass kan forbedre ens hverdag betydeligt. Der er masser af steder i den professionelle verden, hvor Glass kan være smart, lige fra kirurgen, der tjekker informationer, mens han opererer, til landmåleren, der kan notere informationer ned ved blot at tale med Glass.

Men har man virkelig brug for Glass udenfor arbejdssituationer? Kameraet er ikke godt nok til folk med fotointeresse, og selv for dem, der kan leve med dårlig billedkvalitet, er det noget af en udskrivning at betale over 8.000 kroner før danske afgifter (Glass koster p.t. 1500 dollar) blot for at kunne tage et billede 5-10 sekunder hurtigere end man kan med en smartphone.

I det hele taget er problemet, at der ikke er noget, du kan gøre med Glass, som du ikke også kan gøre med din smartphone. På den måde er Glass faktisk bare en miniudgave af din smartphone, som sidder over dit ene øje, med dårligere billed- og fotokvalitet og lidt mere (men ikke fuldstændig) håndfri betjening. Smarture gør det samme, men meget billigere og meget mere diskret.

Spørgsmålet om de små fordele, Glass giver, er nok til at opveje det nørdede udseende, folks foragt og frygt for at blive overvåget af dig, uden at de ved det, den høje pris og den dårlige batterilevetid.

For mig er det i hvert fald ikke nok.