Forside * Nyheder

B&O BeoVision og BeoPlay TV på vej ud




Beovision 12 plasma TV. Foto: B&O



 


Bang & Olufsen siger farvel til gamle produkter og goddag til nye i denne måned. Se her hvilke der udgår.


Når B&O på torsdag siger goddag til næste generation af TV, så betyder det samtidig et farvel til flere af produkterne på hylden.


Læs også: En banebrydende TV-premiere lyder det fra B&O-butikkerne


 


 


Beovision 12-65


Den danske TV-producent Bang & Olufsen har igennem tiden haft flere plasma tv på programmet, men nu er det slut for BeoVision 12 (billedet ovenfor).


Det flotte blankpolerede plasma tv i 65″ dør nu, bl.a. som følge af Panasonics sluk for de fabrikker der producerede plasma-displays.


“Det er korrekt at BeoVision 12-65 er udgået. Blandt andet på grund af at den generelle efterspørgsel efter og dermed produktionen af plasma paneler er for kraftigt nedadgående”, fortæller Bang & Olufsen til recordere.dk.


Dermed slutter en æra for B&O. Det sidste plasma TV har forladt samlebåndet.


 


 





BeoPlay V1



 


BeoPlay V1-32


B&O siger også farvel til det ene af “folke-tv-modellerne” i BeoPLay V1-serien. Det er den lille 32″ der tages af programmet nu.


“Skærme vokser fortsat i størrelse, og derfor drives markedet for 32″ LCD-paneler af pris istedet for gode specifikationer. Dette kombineret med at 40″ nu er en almindelig størrelse for ‘2nd rooms’ også, gør at vi har besluttet at lade 32″ BeoPlay V1 udgå”, fortæller B&O til recordere.dk.


40-tommer udgaven, BeoPlay V1-40, fortsætter i sortimentet.


B&O kan – indtil videre – også fortsat levere en 32″ i form af Beovision 10-32.


 


 





Bang & Olufsen Playmaker



 


Playmaker MKII


PlayMaker var det første rene streaming-produkt fra Bang & Olufsen. En lille enhed der blot skulle tilsluttes et par højttalere, og så havde man et anlæg til streaming fra smartphone og tablet.


Siden er produktet Essense kommet til, der kan det samme og mere til.


“Playmakeren udgår og bliver erstattet af Essence, som både vi anser som et næste generations produkt både hvad angår betjening og features. Vi er i øjeblikket ved at sælge de sidste Playmakere”, slutter B&O overfor recordere.dk.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.