TEST: Bowers & Wilkins 685 S2
Vi har haft Bowers & Wilkins nye 600-serie, nærmere bestemt kompakthøjttaleren 685 S2, på test-bænken.
Samtidig byder vi velkommen til Alexander Ostenfeld, som ny højttaler-anmelder på recordere.dk.
Design
Sættet vi har modtaget er i sort, hvilket klæder højttaleren.
Lige så snart man har pakket højttalerne ud ser man at designet er ændret på en hel del områder i forhold til den en gamle model. Væk er den spidse phase-plug i basenheden og de buede frontgitre såvel som den asymmetriske metalplade ved diskanten.
Højttaleren fremstår ganske velbygget, uden synlige skruer og samlinger, dog skæmmes fronten en anelse af hullerne til montering af frontstoffet (når dette er afmonteret), da de desværre ikke har arvet det magnetmonterede frontstof fra CM-serien.
Nogle vil sikkert være kede af, at det ikke er muligt at få højttalerne med træ-finish på siderne, men når hele fronten alligevel er lavet mat, så virker det sorte laminat ganske fint.
Fruen i huset mener at WAF-faktoren er rimelig, størrelsen til trods, fordi finishen på højttaleren er meget flot.
Hvordan lyder de så?
Vi lægger lyttetesten ud med klassisk musik (Grieg – Peer Gynt), som klares med glimrende dynamik, og også i de mere stille passager er der gode mængder af detaljer med. Bunden i lyden er til tider lige på grænsen til at være påtrængende, men holder sig “på måtten”.
I den tungere ende af den klassiske musik giver Wagner højttalerne plads til at udfolde sig for alvor, og “Elsa’s procession to the cathedral” gengives med masser af pondus, og med overraskende meget bund, højttalerens størrelse taget i betragtning. Diskanten klarer sig ligeledes glimrende, og får masser af detaljer med uden at blive ubehageligt skarp, heller ikke ved ganske høje lydtryk. Horn, såvel som orgel og pauker gengives med masser af krop og kraft.
Da vi bevæger os over i jazzens verden med Metamorphosis Jazz Bands “Godot – the fragrance of dark coffee” viser 685’erne sig endnu en gang fra sin bedste side med masser af bund i gulvbassen, men samtidig utroligt formfuldendt saxofon såvel som et detaljeret klaver og sprød highhat. I Dave’s True Story’s “Misery” får vi endnu en gang masser af god dyb bund, sammen med en hel del detaljer.
I rockens verden lægger vi ud med en evig klassiker, “Hotel California”. Her er der masser af bund, som det efterhånden er forventeligt fra dette sæt højttalere, men også masser af detaljer i både guitar, trommer og bas. Eric Claptons “Peaches and Diesel” fremføres også med masser af pondus og en hel del detaljer, men det hele lyder desværre mindre følelsesfyldt end man kunne ønske.
I poppens verden giver Michael Jacksons “Bad” pote med meget præcis bund, og masser af detaljer. “Man in the mirror” har ligeledes en hel del bund, med præcision og dybde, toppen af lydbilledet bliver der også taget kærlig hånd om, og alt lyder præcist og skarpt.
Dynamikken halter dog heldigvis stadig ikke efter, så man sidder og vipper lidt med foden i takt til musikken, helt uden at tænke over det. Poets of the fall’s “Carnival of rust” har masser af spark i bunden, men de helt dybe toner halter en smule, ligesom at det føles som om at diskant og bas lidt stikker af med fokus, og efterlader guitaren lidt i baggrunden.
I den tungere musik lægger vi ud med P.O.D’s “Will you”. Der er masser af pondus, men der skal skrues godt op før højttalerne helt kan følge med, ligesom at den dybeste bund også halter lidt efter. Nightwish’s “Imaginaerum” præsenteres med masser af bund, og gode skarpe og præcise instrumenter over hele linjen. Jeg tog mig selv i at hoppe tilbage og høre nummeret indtil flere gange igen før jeg ville hoppe videre til sidste del af lydtesten.
Sidst men ikke mindst har vi elektronisk musik og hiphop, og her lægger vi ud med Linkin Parks “KRWLNG” fra albummet Reanimation. Dette er et nummer der er karakteristisk i kraft af sine meget gennemførte stereoeffekter, og dette fornemmes også tydeligt med 685 S2’erne, som leverer et glimrende bredt lydbillede, når man ellers får stillet dem korrekt op.
Man kan let følge lydene rundt i lydbilledet, og ligesom at lydene er lette at retningsbestemme får man også fuld glæde af selve nummeret, fra et lydgengivelsessynspunkt, hvor både de høje og lave toner bliver flot gengivet.
I Trentemøllers “Moan ft. Ane Trolle” bliver der kælet for sanserne med masser af præcision i hele lydbilledet, med et godt og præcist skub i bunden af lydbilledet, samtidig med at toppen gengives uden nogen slinger i valsen.
I hiphoppens verden lyder Tech N9ne meget magtfuld og præcis i “Killing You”, men desværre bliver den dunkle stemning i sangen lidt ødelagt af at det bagvedliggende meget dybe spor ikke bliver gengivet helt på 685 S2’erne.
Foto: Den nye tweeter enhed i 600 serien
Andre relevante oplysninger
Bowers & Wilkins gør meget ud af at påpege at 685 S2 er meget lette at drive, og dette er da også langt hen af vejen korrekt, men ikke desto mindre har jeg prøvet mig lidt frem med svagere forstærkere (Marantz SR4200 og Muse Audio M20 Ex2 (en TA-2020-forstærker)) og fundet at der er sange og situationer hvor det er nødvendigt med en kraftig forstærker for at få fuldt udbytte af højttalerne.
Dette var især tydeligt i P.O.D’s “Will you”, hvor man med M20’eren aldrig rammer det punkt hvor sangen lyder rigtigt, og med Marantz’en skal meget højt op før det hele spiller. I det store hele er det dog korrekt at højttalerne ikke er så krævende som det tidligere har været tilfældet med B&W
I øvrigt skal det bemærkes at der følger skumpropper med til basrefleksporten, til de situationer hvor højttalerne ikke kan stilles optimalt pga. indretning, osv. De virker efter hensigten, men æder lidt af dynamikken i højttaleren, så jeg vil ikke anbefale at bruge dem, hvis det kan undgås.
Højttalerne er desuden ganske følsomme overfor især afstand til sidevægge. Så længe man har en forstærker der kan håndtere det, så vil 685 S2 snildt kunne spille op til fest, man skal meget højt op før de begynder at forvrænge, så de vil også være et oplagt valg til f.eks. en seriøs hjemmebiograf.
Opsummering
Design
B&W 685 S2 er en pænt designet højttaler, uden de store dikkedarer. De er ikke specielt fancy eller nyskabende, bare simple og velbygget. Man er ikke i tvivl om at der er tale om en højttaler, men man er heller ikke i tvivl om at der er tale om en af en ganske god kvalitet.
Lyden
685 S2 er en glimrende all-round-højttaler der udmærker sig i sin overraskende dybe bund, og sin generelt varme behagelige lyd. Især diskanten har fået et løft i forhold til den gamle model, og der er ikke rigtig noget højttalerne gør forkert, selvom der selvfølgelig er ting der kan gøres bedre.
Dette er primært at diskanten og mellemtone godt kunne være en smule mere detaljerede, og at de dybe toner mangler det sidste i bunden (selvom de retfærdigvis er overraskende dybe set i forhold til højttalerens størrelse).
Andet
Højttalerne er relativt placeringsvenlige, takket være skumpropperne og de frontmonterede basrefleksporte. De nyder ikke desto mindre godt af at være placeret korrekt i forhold til især sidevægge.
Med hensyn til forstærkerbestykning kan de sagtens lyde glimrende med selv små forstærkere, men for at få fuldt udbytte og kontrol skal man op i en fornuftig størrelse forstærker.
Hvad udstyr har vi brugt i testen?
-
FLAC-filer på PC
- Asus Xonar Essence STU
- Holfi Pre 8
- Onkyo M5030
- B&W 685 S2
Pris og levering:
B&W 685 S2 kan købes hos Hi-Fi klubben for 2.399,- pr. højttaler
(4.798,- for et sæt)
