Microsoft bøjer sig for masserne og genindfører startmenuen.
Det lovede softwaregiganten under den første keynote på årets BUILD-udviklerkonference. Det sker som en del af en række designopdateringer, der skal knytte den touch-baserede Modern UI-skærm sammen med det gode, gamle skrivebord.
Den nye startmenu kommer således til at have en ekstra dimension på siden, hvor man placere Live Tiles og starte Modern-baserede apps op ad den vej. Disse vil så kunne køres i separate vinduer på skrivebordet. Hvornår denne opdatering lander, vil Microsoft imidlertid ikke ud med.
Der kommer dog allerede på tirsdag en opdatering, der også knytter de to forskellige Windows-former sammen. Med denne opdatering kan du lægge genveje til Modern-apps ned i taskbar?en på skrivebordet, og køre dem på skrivebordet. De kan ikke køre i separate vinduer (endnu), men du kan hele tiden komme tilbage til skrivebordet via top-baren i vinduet og skal altså ikke tænke Modern og Skrivebord som to separate Windows?er.
Integrationen går også den anden vej: I Modern UI vil man fremover kunne højreklikke og få adgang til menuer, og bruge genveje fra skrivebordet til at flytte rundt på Live Tiles.