I denne klumme fremstiller skribenten et scenarie, der allerede er ved at blive til virkelighed: At vi skal abonnere på adskillige streamingtjenester for at kunne se det, vi gerne vil.
Da danske kabel-tv-kunder for nylig fik mulighed for at lave et á la carte-abonnement, var der mange, der mente, at der var gjort et stort fremskridt. Men måske er denne glæde kort. Måske ramler vi snart ind i et nyt problem, der ikke umiddelbart findes en løsning på. Og som det kræver en stor organisation som f.eks. EU at gøre noget ved.
Det handler om streaming-abonnementer. Som det vil være de fleste bekendt, er det jo ret populært lige nu at have sit eget eksklusive indhold ombord, med Netflix? House of Cards som måske nok det mest populære eksempel. Der er endda dem, der mener, at Netflix faktisk ikke engang har ret meget andet at byde på, fordi deres filmsamling ikke er så god som den var engang.
Det er ikke dog det, der er problemet. Problemet er, at vi med alle de nye streaming-tilbud er nødt til at abonnere på mange forskellige tjenester for at få det hele med. I Danmark er det primært Netflix og HBO Nordic, der sidder på kunderne, og begge har deres eget, eksklusive indhold.
Lige nu virker de mere som et godt supplement til resten af tv-kanalerne, man får et andet sted fra.
Samme fejl som musikbranchen
Men her i USA er der ved at ske en udvikling, som måske også kan nå Danmark, og som kan blive rigtig irriterende. Nemlig at man skal abonnere på forskellige tjenester for at se sine yndlings-serier.
Dermed er TV- og filmbranchen formentlig ved at begå den fejl, der gjorde, at musikbranchen kom så meget bagud på point og mistede så mange penge til pirateri, som de gjorde omkring årtusindeskiftet.
Da Napster i 1999 væltede hele musikbranchen omkuld, var musikselskabernes første reaktion at lave deres egne lovlige alternativer. Det kunne man jo fortænke dem i.
Verdens på det tidspunkt fem største pladeselskaber skabte tjenesterne Pressplay og MusicNet, der skulle lokke folk væk fra pirateriet. Der var bare ét problem: Man skulle abonnere på begge tjenester for at være dækket ind ? og så var man endda kun dækket ind med musik fra de fem store selskaber.
Små pladeselskaber ? inklusive de mange små, danske selskaber, der skød op i den periode ? var ikke med.
Så hvis man ville lytte til kunstnere, der var udgivet på Sony og Universal skulle man bruge Pressplay, og hvis man ville høre musik fra Warner Music, EMI og BMG (der siden blev solgt til Sony), skulle man bruge MusicNet.
Det blev naturligvis en kæmpe fiasko, da tjenesterne endelig blev lanceret i 2002, hvilket i øvrigt også var alt for sent. For overhovedet at kunne finde sin yndlingsmusik, skulle man have styr på, hvilket pladeselskab, musikken var udgivet på, og det var de fleste mennesker jo helt ligeglad med.
Da så Apple lancerede iTunes, hvor man kunne finde det hele ét sted, var det oplagt, at denne tjeneste blev den første, lovlige musiktjeneste, der fungerede.
Man skulle jo så tro, at underholdningsbranchen havde lært af dette, men det ser ikke ud til at være tilfældet. Det, der sker lige nu, er nemlig en fragmentering af de mange forskellige underholdningstilbud, så disse bliver spredt ud på alt for mange platforme.
Hvis man vil se House of Cards, skal man have et Netflix-abonnement, og hvis man vil se Game of Thrones, skal man have adgang til HBO. Men hør så her: Hvis man gerne vil se komedieserien Alpha House med John Goodman, skal man have adgang til Amazon Instant Video. Og hvis man gerne vil fejre det kommende comeback for Jack Bauer ved at se gamle 24-afsnit, skal man også bruge Amazons tjeneste, for de har nemlig lige snuppet serien fra Netflix.
Men det bliver værre endnu, for når Microsofts Steven Spielberg-producerede serie baseret på Halo-spillene kommer, skal man have et Microsoft-abonnement (og helst en Xbox) for at kunne se dem. Sony planlægger lignende tiltag. Og så videre.
Er vi overhovedet kommet videre?
Det ender med, at man ligger og betaler 100 kroner om måneden til 4-5 forskellige tjenester, og så har man ikke engang betalt for hverken ens bredbånd eller eventuelle kabelforbindelse endnu. Og hvad der er endnu værre, så viser Amazons nylige overtagelse af 24-serien, at man snildt risikerer at smide alle ens æg i én kurv, og så med tiden ikke længere have adgang til det, man troede, man havde.
Det værste er dog, at man selv skal vide, hvor de forskellige serier befinder sig.
Visse platforme, som f.eks. Xbox One, kan søge på tværs af tjenesterne, men lur mig om ikke, man på et tidspunkt vil skulle flikke frem og tilbage mellem de forskellige tjenester for at se, hvad man gerne vil se. Akkurat som med de mislykkede musiktjenester, vil man skulle vide på forhånd, hvor tingene ligger. Det er en situation, der nærmest opfordrer til pirateri.
En løsning kunne selvfølgelig være, hvis nogen lavede et samlet abonnement. Måske kan dette være en redningsplanke for kabel-tv/internetudbydere. Man kunne forestille sig, at man kunne tegne et abonnement hos en udbyder, hvor man får alle kanalerne med og så kan man via en app fra udbyderen søge efter det indhold, man gerne vil se, og være ligeglad med, hvor det ligger.
Måske er det den løsning, Apple pønser på at lave med iTV, og som de forhandler med tv-produktionsselskaberne med for tiden.
Hvis det sker, vil det formentlig føles som om vi ikke er kommet et skridt videre fra kabel-tv-modellen. Vi vil stadig være afhængig af en enkelt udbyder og betale for en masse indhold, vi ikke bruger.
Og det var jo ikke det, der var meningen med streaming-revolutionen.
