Fra i dag af kan omkring 1 million af kunderne hos YouSee selv blande kanalerne i deres Mellem- og Fuldpakke.
Så blev YouSee klar med deres nye bland-selv koncept, hvor der kan skiftes ud i kanalerne på mellem- og fuldpakke (grundpakken forbliver den samme).
Konceptet hedder Tv med Bland Selv.
“Vi er super stolte over at være de første, der gør det muligt for kunderne at blande kanalerne i deres tv-pakker. Det er en nyskabelse i tv-verdenen; ingen andre udbydere herhjemme har noget, der ligner”, siger Mathias Berg, direktør for YouSee.
Det er gratis at bruge. Det kræver dog programkort og kortlæsere i TV eller settop-bokse. Det betyder samtidig, at det er slut med at se kanalerne fra mellem- og fuldpakken på alle husstandens TV uden kort.
Nye programkort kan tilsendes for kr. 100,-
Personlig tv-pakke
Helt konkret betyder Tv med Bland Selv, at tv-kunderne hos YouSee selv kan bestemme, hvilke kanaler der skal i Mellem- og Fuldpakken; her kan de udskifte henholdsvis 10 og 34 kanaler, så tv-pakken får et personligt præg.
“Valgfrihed er en rejse, som allerede er godt i gang. For et år siden lancerede vi f.eks. tilvalg af ekstrakanaler, som er et rigtig fint koncept. Det bliver dog hurtigt en dyr løsning, da man betaler stykpris. Derfor går vi nu skridtet videre og gør det muligt for vores kunder selv at vælge, hvilke kanaler der skal være i tv-pakken – uden at det koster ekstra”, fortæller Mathias Berg, og fortsætter:
“Vi kombinerer simpelthen pakkestrukturens mængderabat med frit valg og får dermed det bedste fra begge verdener. Resultatet er et unikt tilbud til kunderne, hvor det i hvert fald ikke er prisen, der bliver afgørende for, om man vil blande selv eller ej”.
Men når man giver frihed til at vælge, giver man også muligheden for at vælge fra.
“Det er klart, at tv-stationerne selvfølgelig har haft deres forbehold undervejs i processen. Men alle er alligevel endt op med en forståelse for, at der er behov for at tænke nyt, hvis vi skal have kunderne med os i fremtiden. Så det er en kæmpe landevinding, at dét, vi går live med i dag, inkluderer alle kanaler; her er ingen forbehold, blot valgfrihed på alle hylder”, slutter Mathias Berg.
Fakta om Tv med Bland Selv
|