Spilanmeldelse – Thief

Nyfortolkningen af det klassiske Stealth spil Thief er ganske vellykket, men lider desværre af nogle mindre skønhedsfejl, som burde være undgået.

I slutningen af 90´erne begyndte en ny spiltype at dukke op til computerne, hvor fokus var lagt på at snige sig frem og forblive uset. Titler som Metal Gear Solid og Thief lagde grundstenen for Stealth-genren, som de sidste par år har fået en tiltrængt fornyelse med bl.a. det suveræne Dishonored.

Nu har udviklerne fra Eidos Montral så kastet sig over en nyfortolkning af Thief, hvor man igen spiller som mestertyven Garret. Selvom det er en nyfortolkning, så kan både gamle og nye spillere være med, da man har valgt, at forfatte en ny historie, som foregår lang tid efter de oprindelige spil.

Spillet foregår i byen “The City”, hvor dele af befolkningen er blevet ramt af en mystisk sygdom kaldet “The Gloom”. Sygdommen er pludseligt opstået og byens ledere har indført diverse sanktioner for at dæmme op for nye udbrud, som samtidig har skabt en velkendt kløft imellem rig og fattig.

At snige sig eller ikke at snige sig

Da man som tyv har lettere ved at gemme sig i mørket, så foregår spillet primært om aftenen/natten. Mørket og skyggerne giver The City et yderst dystert udtryk, som er tydeligt inspireret af viktoriatidens London. De små snævre gader og de tætliggende træhuse, som læner op ad hinanden, giver spillet en rigtig god og mørk stemning, som passer fint til din rolle som den lettere indenlukket og mystiske Garret.

Skyggerne om natten fungerer desuden fint som skjulesteder væk fra vagternes åsyn og man bliver hurtig god til at hoppe fra skygge til skygge, imens man nærmer sig sit bytte.

Da Garret samtidig ikke er særlig god i direkte nærkamp, så bliver man nød til at udnytte Stealth mekanismerne til maksimum, da man ellers hurtigt vil blive nedkæmpet af vagterne. Garret kan til nød klare en enkelt vagt, men hvis der kommer forstærkning, så er det en god idé at tage benene på nakken. Man opdager derfor hurtigt, at det bedre kan betale sig, at snige sig op bagved vagterne og slå dem bevidstløse.

Grafisk er Thief ganske pænt, selvom jeg egentlig havde forventet lidt mere. Det er især i flere af mellemsekvenserne, hvor grafikken halter lidt. En lidt uskøn grafik, samt en ujævn lip-synch gør, at det ikke føles helt gennemarbejdet og lidt forhastet. Dette er ærgerligt, da resten af spillet forløber let og flot.

En ting der dog undrer mig meget er, at Eidos har fravalgt en hoppe knap til Garret. Det føles utrolig mærkeligt og akavet, at man ikke kan hoppe når man har lyst og det lægger ufrivilligt lidt bånd på ens udfoldelsesmuligheder i spillet.

Et paradis for en tyv

Selvom The City er en dyster by og mindre velholdt by, så ligger der overraskende mange ting man kan stjæle på gaderne. Man bliver nærmest lokket til at lede efter flere ting man kan stjæle, så man kan købe nyt udstyr og nye evner. Det gør at man til tider kan miste fokus fra selve hovedhistorien i sin jagt på hurtige penge. Man kunne med fordel have lagt mindre vægt på smårapserier og mere vægt på nogle større indbrud og tyverier.

Selve styringen fungerer fint, på trods af manglen på en hoppeknap. Man har en god føling og kontrol over Garret, både når han sniger sig stille igennem byen og når han hurtigt flygter henover hustagene.

Garret har selvfølgelig en del hjælpemidler, som han bruger undervejs i spillet. Blandt andet har man en lille sammenklappelig bue, som kan benyttes til fx at skyde pile med klatrereb på og vandpile til at slukke fakler med.

Udover de mere materielle hjælpemidler, så kan man også bruge og udvikle sit “fokus”. Fokus gør, at tiden fx går langsommere når man skal dirke låse op eller man skal nedkæmpe en vagt. Hemmelige steder og mulige tyvekoster bliver også oplyst, så man hurtigere kan danne sig et overblik. Ens fokus udtømmes dog hurtigt, så man skal bruge det med omhu.

Konklusion: 

Thief er et rigtig godt spil, som dog har sine småfejl, som trækker helhedsindtrykket lidt ned. En lidt rodet og usammenhængende historie, kombineret med grafiske skønhedsfejl gør, at vi ikke kommer op på samme niveau som fx Dishonored.

Dette skal dog ikke tage noget fra Thief, som bestemt er et besøg værd, især hvis man kan lide spil i Stealth-genren. Det er nemlig fortsat rigtig sjovt at snige sig rundt og undgå vagterne, imens man stjæler med arme og ben.

Alt i alt en ganske vellykket genfortolkning af en spilklassiker.