Forside * Nyheder

Nu kan du købe B&O-produkter online





 


Bang & Olufsen produkter kan nu for første gang købes online. Bag initiativet står en B&O-forhandler.


Hidtil har det kun været muligt at købe de særlige produkter fra B&O PLAY online, men nu bliver det muligt at handle hele sortimentet fra nettet. Det er Bang & Olufsen i Frederikshavn der nu tilbyder den mulighed.


“Vi er meget begejstrede over at have fået denne mulighed for, som den første butik i verden, at tilbyde alle Bang & Olufsens produkter til vores kunder, når det passer dem. Det har været en spændende proces, og vi glæder os meget til at servicere kunderne online på den nye webshop”, fortæller Laust Nielsen, indehaver af B&O-butikken i Frederikshavn, og fortsætter:


“Selve processen fra startskuddet og til endelig at kunne erklære webshoppen officielt åbnet har været intens, og der er blevet arbejdet hårdt for at kunne tilbyde en indbydende og let overskuelig webshop”.


Selvom kunderne nu kan bestille deres produkter online, yder butikken stadig samme service, som hvis du er kunde i den fysiske butik.


“Når du besøger webshoppen, har du mulighed for at chatte direkte med en medarbejder. Du kan stille spørgsmål, få hjælp og vejledning eller høre til de nyeste produkter”, forklarer Laust Nielsen og fortsætter:


“Der er fokus på at gøre købet så let for kunden som overhovedet muligt, og leveringen skal kunderne heller ikke bekymre sig om. Vi leverer og tilslutter kvit og frit, og vi kører ikke, før det virker”.


Link til Bang & Olufsen Frederikshavn

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.