Hi-Fi Klubben går imod strømmen og åbner endnu en butik, og rykker for første gang ud af bymidten.
Mens andre taler om nedskæringer og butikslukninger, så går Hi-Fi Klubben den stik modsatte vej og åbner nye specialbutikker. Den nye butik bliver nr. 30 i Danmark, hvis netbutikken tælles med som en butik.
Butikken i Tilst er den anden nyåbning for Hi-Fi Klubben det seneste år, hvor der i september også kom en butik i Taastrup.
Det bliver samtidig første gang at Hi-Fi Klubben prøver at rykke ud af bymidten, ud til butikscentrene.
“Med åbningen i Tilst afprøver vi en helt ny placering i Danmark. Typisk ligger vores butikker inde i byerne, hvor vi er omgivet af mange mennesker hele dagen. Problemet er blot, at det ofte er rigtig svært at finde parkering i nærheden, og mange af vores varer kræver, at man har sin bil med”, fortæller Henrik Wieben, Landechef for Hi-Fi Klubben i Danmark.
“Med den nye placering i nærheden af de store varehuse i Tilst får vi nu en butik med lette tilkørselsforhold og parkering lige ved døren”.
Butikken er indrettet efter seneste standarder for demofaciliteter.
Tid og sted
Hi-Fi Klubben, Agerøvej 27, 8381 Tilst
Butikken åbner fredag den 7. februar kl. 08.00