For ca. 9 måneder siden udkom Tomb Raider. Nu har det været en tur igennem poleringsmaskinen og er klar på PS4.
Tomb Raider fik sidste år en fremragende reboot. Du kan læse anmeldelsen at spillet her. I sidste uge udkom spillet så igen herhjemme, denne gang til PS4. Spillet er dog ikke bare en simpel port. Udviklerne har faktisk gjort ret meget for at tilbyde mere end det vi fik tidligere.
Grafisk er der sket en markant forbedrnig, selvom Tomb Raider også for 9 måneder siden var et rigtig flot spil, så er det nu langt flottere og fremstår som det ypperste vi indtil nu har set på PS4.
Lara Croft selv har gennemgået en forvandling hvor især hendes hår fremstår meget ændret, takket være et helt nyt system. Derudover kan man se enhver lille ændring på hendes hud, i takt med at hun får rifter, hudafskrabninger osv. Små detaljer javist, men det er tydelige detaljer når du sidder med spillet foran dig.
Andre detaljer som mere livagtig ild og Laras våben og radio, der bevæger sig individuelt når Lara går og den slags er alt sammen med til at øge oplevelsen.
Controllerens mange muligheder
Dualshock 4 controlleren er et af de områder, der er udnyttet ganske godt. Især den indbyggede højttaler benyttes ofte, til alt fra underbygningslyde når Lara spænder buen, reloader våben, taler i radio og meget andet.
Det fungerer fremragende synes jeg. Touchpadden kan bruges til at frembringe kortet, ligesom et svirp op eller ned vil henholdsvis tænde eller slukke faklerne som Lara kan bære undervejs.
Lysbaren er også taget i brug og viser bl.a. Laras helbred ligesom baren skifter mellem rød og orange når hun går rundt med en fakkel. En detalje jeg blev opmærksom på da mørket i stuen lagde sig var, at når Lara affyrer sine våben, kommer der lysglimt fra lysbaren. Jeg bemærkede det som sagt først da der var rimelig mørkt i stuen, men det fungerede egentlig ret godt, man kunne lige fornemme blinket hver gang våbnene blev affyret.
DS4 controlleren kan virkelig mange ting og jeg håber at dette blot var starten på, hvad udviklerne kan finde på.
Endelig skal nævnes at der i definitive edition er inkluderet alle DLC som kunne tilkøbes det gamle spil.
Stemmestyring fungerer ikke ordentligt
En ny feature er at du kan bruge stemmen til at skifte våben, se kort, indsamlede skatte og pause spillet. Du kan stemmestyre med enten det medfølgende headset tilsluttet eller, hvis du som undertegnede, har PS4 kameraet. Begge dele lader desværre meget tilbage at ønske.
Når det virker er det sjovt, om end det ikke er hurtigt nok til at være effektivt i forhold til almindelige knaptryk.
Desværre pauser spillet ofte spontant når stemmestyring er slået til og så skal man tale uforholdsmæssigt højt for at spillet reagerer på ens ordrer. Det er også sket at spillet har reageret på nogle af de ting figurerne siger, f.eks da en fjende råber, “ohh she has a gun”..spillet troede så at der blev bedt om at Lara skulle skifte til sin gun… ikke særlig smart.
Stemmestyring kan sagtens blive underholdende og brugbart, men som det er i Tomb Raider Definitive Edition, gør det sig bedst i OFF-mode!
Veltænkt Remote Play
Har du en PS Vita kan du naturligvis spille spillet via Remote Play. Et spil som Tomb Raider egner sig godt til vitaens skærm og styring og så er det rart at spillet selv opsnuser når du bruger Vitaen.
Det betyder at, hvis du går ind i menuen og vil se styring, ja så har spillet selv skiftet til Vita, hvilket afhjælper de problemer jeg synes andre spil har haft, hvor man selv har skulle finde ud af hvordan spillet styredes på vitaen.
De manglende knapper i forhold til DS4 controlleren er fint mappet til touchskærmen.
Samlet set
Det oprindelige Tomb Raider spil var en fornøjelse at spille og det samme må siges om Definitive Edition. Har du ikke spillet det, er det et klokkeklart køb hvis du sidder med en PS4 som småtørster lidt efter ny underholdning.
Hvis du allerede har spillet det, må være op dig selv og din pengepung at vurdere om endnu et køb kan komme på tale. Uanset hvad er Tomb Raider Definitive Edition det flotteste og bedste Tomb Raider spil til dato.
Herunder kan du se en lille sammenligning af grafikken mellem PS3 og PS4, lavet af Ign.com