Forside * Nyheder

Lumia-salget falder igen


Netop som Nokia kunne notere sig en succes i forhold til voksende salgstal i deres Lumia-serie, er salget begyndt at falde igen.


Nokia, der har afleveret sit formodentlig sidste årsregnskab, inden Microsoft overtager dem, overraskede ellers med stor vækst i salget af Lumiaer i tredje kvartal, hvor de solgte 8,8 mio. eksemplarer af Windows Phone-telefonerne.


Men i fjerde kvartal faldt antallet af solgte til 8,2 mio. Det er ikke i sig selv noget katastrofalt fald, hvis det ikke lige var fordi, fjerde kvartal er julekvartalet, hvor der traditionelt sælges mange flere smartphones end normalt.


Det bør dog nævnes, at Nokias sidste store flagskibs-lancering indenfor smartphones skete i sommeren (Lumia 1020), og at der derfor ikke var nogle nyere telefoner at putte under træet.


Dermed slutter Nokia-mobileventyret, der har varet i flere årtier, med en lille skuffelse. Microsofts overtagelse af firmaet er undervejs og forventes afsluttet inden for de kommende måneder.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.