Danske Gato Audios elegante forstærkere. Foto: recordere.dk
Skulle man være i tvivl, så går det godt for danske Dynaudio.
De fleste udstillere på de øverste etage-gange på The Venetian, hvor CES? high-end audio-udstillinger kan findes, kan lige klare at leje et enkelt rum til deres produkter. Men Dynaudio bredte sig over tre rum. I det primære rum præsenterede de dog den ene nyhed, de havde med på CES i år, nemlig den nye Excite-højttalerserie, der har fået en masse ros i anmeldelser rundt om i verden. Og det er intet under, for da vi fik lov kort at lytte til højttalerne, var der ingen tvivl om at Dynaudio-håndværket stadig lever og har det godt.
Men sjovt nok var der ingen danskere at finde i Dynaudio-rummene. Angiveligt er firmaet nu blevet så stort i USA, at den amerikanske afdeling klarer det hele uden indblanding fra hovedkvarteret.
Sådan er det også med danske Gato Audio, hvis elegante forstærkertrin og højttalere også blev vist frem i The Venetians øverste gemakker. Her var det dog den amerikanske distributør, der tog sig af tingene, i et noget roligere tempo og niveau end den store buzz, der var at finde hos Dynaudio.
Men det gjorde naturligvis ikke noget ved lyden, der var lige så elegant som Gato-produkternes design.
Dynaudios nye Excite-serie. Foto: recordere.dk