Hvad håndboldherrene ikke formåede, det klarer Hernings nye Bang & Olufsen butik: At bringe guldet ind på byens torv.
Verdens flotteste – og fedeste – B&O-butik, mindre kunne ikke gøre det. Når de gør noget i Herning, så gør de det ordentligt.
Det tog blot radioforhandler Kenneth Koed Lauritzen to år, fra ideen om at bygge en helt ny butik, til den stod klar til at åbne.
Dette selvom den ligger på torvet i Herning, på en plads foran kirken der hidtil ikke havde været bebygget, og selvom den nye butik er opført efter alle kunstens regler, med hele Bang & Olufsens nye butikskoncept i fuld udfoldelse.
Jo, de kan noget særligt i Herning, og nu er der permanent “guld” på byens torv.
Se også: Her er det nye B&O butikskoncept
En specialbutik på 450 m²
“Nexus”, som bygningen hedder, betyder knudepunkt eller sammenhæng, og den er udvendigt bygget i glas og messinglegering. Indvendigt følger indretningen de ideer, som B&O har lagt til grund for deres nye butikskoncept, her blot i fuld skala.
“Jeg har været Bang & Olufsen forhandler i 15 år og har en stærk tro på Bang & Olufsens fremtid. Derfor har jeg valgt at foretage denne betydelige satsning. Successen af de seneste produktlanceringer har blot forstærket min optimisme”, fortæller Kenneth Koed Lauritzen.
Det blev en B&O specialbutik på hele 450 m² i 3 plan, og byder på magiske og exceptionelle oplevelser inden for lyd, billede og design.
“Vi har glædet os i mange måneder til at byde eksisterende og nye kunder i Herning og omegn velkommen i vores nye butik. Jeg lover besøgende og kunder en unik oplevelse med en masse elektroniske finesser, godt håndværk og lækre detaljer i både produkter og indretning”, slutter Kenneth Koed Lauritzen.
Kig forbi, og prøv selv
Selv udenfor butikkens åbningstid er der underholdning. Scan QR-coden på ruden, hent B&Os app, og fjernbetjen udstillingens TV udefra via smartphone.
Alle installationer er skjult, så man slet ikke bemærker de 6 km kabel der er lagt ind i forretningen.
De nye B&O-butikker må gerne berøres, udvendig som indvendig, det er en del af hele konceptet. Butikkerne skal opleves.
Men det er sjældent at en butik i Danmark er en attraktion i sig selv, det må jeg dog sige at denne er blevet. Så falder vejen forbi det midtjyske, så slå et smut forbi adressen Torvet 20 i Herning.
Butikken slår dørene op i dag, fredag d. 31. januar 2014, og man er altid mere end velkommen til bare at kigge ind, få en kop kaffe, og selv gå på opdagelse.