Siden 3 og musiktjenesten Deezer i november annoncerede et dansk samarbejde, har musiktjenesten mere end tidoblet antallet af betalende kunder.
Sidste år gik Deezer for alvor ind på det danske marked. Efter en mere anonym tilstedeværelse blev der i 2013 ansat en dansk musikredaktør, Deezer kom ud på flere platforme som Smart TV og der blev indledt et samarbejde med teleselskabet 3.
Især sidstnævnte har givet vind i sejlene. 3-kunder kan få musiktjenesten med rabat, til 59 kr/måned i 6 måneder og derefter 79 kr/måned. Dette skal sammenlignes med de 99 kroner/måned som både Spotify, WiMP og Deezer (uden rabat) koster.
Det har på 3 måneder 10-doblet antallet af betalende Deezer-kunder, og fordoble antallet af brugere. De mange nye betalende kunder har givet Deezer plus på bundlinjen i Danmark.
En international musiktjeneste
Internationalt går det også fremad for Deezer, der er til stede i 182 lande med over 1 milliard månedlige streams, mens over 5 millioner nu er betalende brugere.
I forlængelse af samarbejdet med 3, lanceres også et ny brugerflade i form af et “news feed” på Deezer i stil med det, man ser på Facebook. Dette er i baseret på anbefalinger fra den danske redaktion, anbefalinger fra brugerens followers samt en mere intuitiv algoritme.
Vil være #2 i Danmark og Skandinavien
Den medvind Deezer har fået får dem til at sætte barren højt. Nu vil de slå konkurrenter som TDC Play og WiMP, og blive #2 i Danmark og Scandinavien efter Spotify.
“I løbet af 2014 vil langt flere folk komme til at kende til Deezer i Danmark, ligesom vi er en af hovedspillerne i resten af verden. Det er en målsætning for os, og vi vil i løbet af relativt kort tid etablere os som den næststørste spiller på markedet i Danmark og Skandinavien”, fortætter Martin Møller, chef & redaktør for Deezer i Danmark, og slår på Deezers udbud som en vigtig parameter for at nå det mål:
“Vi er allerede nu tjenesten med det største musikkatalog til streaming i forhold til vores konkurrenter”.