Forside * Nyheder

Spilanmeldelse: Gran Turismo 6


 


Spilanmeldelse: GT6


Efter Gran Turismo 6 kan PS3 med god ro i sjælen koncentrere sig om de mere familieorienterede spil. GT6 er dog endnu en stortitel.


Har du ikke kastet dig over PS4 endnu er der godt nyt i form af Gran Turismo 6. Sonys flagskib indenfor bilspil er igen på gaden. Ved første øjekast, minder opbygningen i GT6 dog ganske meget om den vi kender fra GT5. Kommer man længere ind i spillet viser det sig dog, at der er blevet plads til flere nye features.


 


Til at begynde med


Du starter som du kender det ud i en skodøse og skal derefter vise dit værd i Søndagscup, Amatørcup og hvad de ellers hedder. Banerne er velkendte og selvom jeg ikke har spillet GT for alvor siden GT 1 og 2, ja så  lå banerne åbenbart stadig lagret et sted derinde.


Efter at have kørt de første småkedelige løb, skal der erhverves en licens til nye baner, sværere modstandere og heldigvis også lækrere og hurtigere biler. Sådan er strukturen i Gran Turismo, det har den altid været og det er den altså stadig.


I takt med at du vinder løb, tjener du penge som så kan bruges på investeringer i nye biler eller du kan tune de biler du allerede ejer. Hele tuningsdelen er virkelig udførlig og for bilentusiaster er det et rent slaraffenland af muligheder.


Det er ikke unormalt at man kan tune og justere på sine biler i et et bilspil, men i GT6 er det bare den tand mere gennemført og så kan dine ændringer fremfor alt mærkes på banen. En bil kan ofte monstertunes, men hvis affjedringen og undervognen ikke følger med, ja så koster det på køreegenskaberne!


Da løbene i GT6 ofte stiller krav til hvilke biler der må deltage i løbene, ender man derfor ofte i en situation, hvor man skal køre op med sig selv om man vil forsøge at tjene penge nok til at købe en bil der kan lege med om førstepladsen, eller om man satser på at tune en eksisterende bil så den kan klare skærene.


Når du kommer længere ind  i spillet og har flere biler at vælge imellem, kan du som regel finde en passende bil, mens du i starten ofte er presset til at køre de samme løb flere gange indtil der er penge nok på kontoen til en ordentlig bil. 


 


 




Galleri: Udvalg af biler i GT6


 


 


Biler, biler, biler


I forhold til GT5 er der skruet op for bilcharmen. Du har nu endnu flere biler at vælge imellem, flere mærker er repræsenteret og antallet af premiumbiler, altså biler der er gjort et ekstra stykke arbejde af at gøre flotte er større. Der er i GT6 over 1200 biler at vælge imellem.


Styringen af bilerne er præcis så forskellig som man forventer og det har altid været en af de ting jeg har nydt mest med GT. Man kan tydeligt mærke forskel på forhjuls- og baghjulstrukne biler, ligesom en stor amerikanerslæde nu engang er noget mere livlig at håndtere end en strømlinet tysk Audi.


 


 



 


 


Under udviklingen af GT6 blev der samarbejdet med rigtige bilproducenter ligesom flere dækfirmaer har været involveret i forsøget at på ramme en så præcist oplevelse som overhovedet muligt.


Kærligheden til biler er tydelig i GT og den er ikke blevet mindre i GT6.


 


Multiplayer


Onlinedelen har også fået et pift i den rigtige retning synes jeg. Således kan du nu lave din egen klub (clan), deltage i ræs via lobbyer eller sæsonbestemte events.


Selvom multiplayer er forbedret, vil jeg dog stadig mene at spillets egentlige styrke og grunden til at man køber GT er i singleplayerdelen.


 


 



 


 


Kig på fremtidens biler


En sjov feature i GT6 som jeg kort vil nævne er at du i løbet af GT6s levetid får mulighed for at køre i mange nyudviklede biler. GT6 giver designstudier mulighed for at lade dig køre deres konceptbiler. Dette vil ske via gratis downloadpakker over den kommende tid. 


 


 




Galleri: Nye baner i GT6


 


 


Baner og grafik


Ligesom bilparken er øget er antallet at baner det også. Det er fortsat en blanding af “hjemmelavede” og autentiske baner. Fælles for dem er at de er utroligt flotte, varierede og der køres på dem i både dagslys og mørke.


Grafisk mærker man dog godt at PS3 nu er ved enden af sin livscyklus. GT6 er skam et flot spil, både biler og baner fremstår meget livagtige, men efter PS4 har overtaget min stue, kan jeg pludselig se, hvilket grafisk spring der er sket fra PS3 til PS4.


Jeg har ingen problemer med at spille GT6 på PS3, men uha uha jeg glæder mig til den dag, hvor en PS4 version af GT6 ser dagens lys. Mere liv omkring banerne, mindre flimmer i kanter af biler, baner mv, hurtigere loadetider osv. Jo tak lad os få den PS4 version snart.


 


 



 


 


Konklusion


PS3 har tjent os vel og giver os her på falderebet endnu et fremragende spil. Gran Turismo 6 holder sig til dens i forvejen velafprøvede formel, men tilføjer flere biler og baner, samt fintuner allerede eksisterende funktioner.


Styringen af bilerne er god og man kan tydeligt mærke forskel på de forskellige bilmærker. Ligeledes har det stor indvirkning når du går ind og tuner eller justerer på bilerne.


For bilfans er GT6 lidt af en lækkerbisken idet du virkelig kan begive du ud i diverse finjusteringer af alt fra undervogn, støddæmpning, over-understyring, hjul med videre.


Jeg havde gerne set spillet til PS4, men indtil det sker må vi “nøjes” med PS3 udgaven, som heldigvis er flot og værd at bruge tid på. 


 


 




Galleri: GT6


 


 


Karakter: 9/10


Ude nu til PlayStation 3


 

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.