Dette efterår har der været rekordmange PlayStation 3 til salg, og det startede allerede i august måned.
Det er ikke noget ukendt mønster: At når et nyt produkt er på vej, så sættes det gamle til salg. Sådan er det også gået med PS3.
Siden lanceringsdatoen for Playstation 4 blev meldt ud d. 21 august, er antallet af brugte Playstation 3 sat til salg på DBA steget med hele 84 procent.
“Vi så det i forbindelse med lanceringen af seneste iPhone 5C, og nu ser vi det igen. Premieren på den nye PS4 har også medført en øget interesse på brugtmarkedet, hvor sælgerne skal have solgt den gamle konsol, så de kan købe en ny, mens køberne har muligheden for at komme med på konsolbølgen til en fornuftig pris”, fortæller kommunikationskonsulent for DBA, Anders Rasmussen.
Men det er ikke kun håbefulde sælgere med lang “liggetid”, de brugte PS3 efterspørges faktisk. Hos DBA er søgningerne efter “Playstation” steget med hele 69% den seneste måned.
Tilbage i uge 35 satte danskerne 520 konsoller til salg, mens der den seneste uge er sat lige knap 1000 konsoller til salg, hvilket tipper det samlede antal Playstation til salg op over 2500 konsoller lige nu.
Prisen for en brugt, men fuld funktionsdygtig Playstation 3 starter ved ca. 600 kr.