Morten Bay var skeptisk overfor hele smartwatch-idéen, indtil han fik en Pebble på armen. Nu har han fundet smarturenes Killer App, hvilket han skriver om i denne klumme.
Jeg har gået og været sådan lidt grine-hånlig overfor hele smarturs-bølgen (SmartWatch) af flere forskellige årsager.
For det første, fordi det virker som et desperat forsøg fra tech-selskaberne på at (gen)opfinde en gadget-kategori, hvis indtægter kan lægges til pengestrømmen fra smartphones, tablets, laptops osv.
For det andet, fordi det virker som om de er ved at opfinde en kategori, som ikke ret mange mennesker går og lyster efter. De skal genvænne folk til at gå med ur, efter at mange har smidt det, fordi de bare kan kigge på telefonen efter klokken.
Men det værste, i min optik var: Hvad hulen skulle man dog bruge sådan et ur til? For overhovedet at være brugeligt, skulle et sådan ur nærmest opfylde nogle krav, der var umulige. Det ultimative ur ville vel indeholde en smartphone i sig selv, så man kan trække data fra nettet til nyheder, vejr og tjekke sms?er, emails eller lignende, og måske, med et headset, foretage opkald.
Men samtidig skulle uret jo helst ikke fylde mere end et almindeligt armbåndsur, holde batteri til flere dage, og have en skærm, der alligevel er stor nok til at man kan læse fornuftigt på den. Også i dagslys. Det virker på nuværende tidspunkt som et drømmescenarie. Teknologien til at opfylde disse krav ligger nok mindst 4-5 år ude i fremtiden.
Gear bekræftede ubrugeligheden af smarture
Selvom flere andre firmaer har haft smartphones ude på markedet i flere år, skal man nok betragte Samsungs GALAXY Gear som det første af den nye generation af smarture, der er blevet markedsført med bulder og brag. Da jeg alligevel var i venteposition i en forbrugerelektronik-butik for nylig, prøvede jeg skidtet af.
Konklusionen, som mange sikkert også er nået til, er at uret er for stort, tungt, klodset, grimt og funktionelt upraktisk. Der er ikke nogen killer-funktioner i det ur, der kan opveje dets klodsede design, prisen og at batteriet ikke engang kan holde en hel dag. For slet ikke at tale om, hvor svær, skærmen er at se på i dagslys.
Det sjoveste, jeg oplevede med Gear var at diktere en sms med stemmen på engelsk og sende den via uret. Det er jo også fint nok, når man bor i USA, men i Danmark er det jo ret sjældent, at man sender sms?er på engelsk?og man vil stadig kunne gøre det samme med et helt almindeligt headset, hvis man sætter ens stemmekommandoer på smartphonen ordentligt op.
Oplevelsen med Gear bekræftede mig i, at smarturene er nogle år fra at være reelt brugbare, og at de for så vidt stadigvæk bare var en ?fjern-skærm? til ens smartphone. Hvorfor ikke bare bruge smartphonen? Jeg fortsatte min hovedrysten.
Men så en dag tog Fanden alligevel ved mig. Nede i min lokale Best Buy-butik havde de en Pebble til 150 dollar ? det halve af, hvad Gear koster. Modsat Gear kører Pebble med e-blæk-skærm, som kan ses i dagslys, ikke bruger ret meget batteri, men som til gengæld heller ikke er berøringsfølsom.
Modsat Gear er uret dog at sammenligne i størrelsesorden med almindelige armbåndsure af den lidt større variant. Og så virker den med alle telefoner, der ikke står Windows Phone på ? også modsat Gear, der kun virker med visse Samsung-telefoner.
Jeg måtte have styret min nysgerrighed. Jeg købte en Pebble i sort.
Omvendelsen
Pebble er i forvejen et lidt mere sympatisk projekt end et smartur fra en af de tunge drenge, fordi det er resultatet af en Kickstarter-kampagne.
Det er altså forbrugerne selv, der har finansieret udviklingen af uret, der er designet af nogle glade nørder, der bare gerne vil lave et fedt produkt, de selv gerne ville have på armen. Som det ofte sker med den slags, er der opstået et ret så stort udviklermiljø omkring Pebble, så der bliver udviklet alle mulige slags apps fra alle mulige kanter til uret.
At kigge efter apps var noget af det første jeg gjorde, da jeg fik spændt uret på armen og koblet det op til min smartphone via Bluetooth (hvilket tog ingen tid, fordi den officielle Pebble-app klarer det hele med lethed).
Efter kort tid havde jeg smidt et par apps ind på uret og kunne begynde at lege. Og så var det, der skete noget. Jeg gik hen og blev småforelsket i mit smartur.
Pebble minder allermest om et digitalur fra firserne, som du bare selv kan gøre alverdens ting ved. For eksempel findes der et hav af fedt designede urflader, man kan bruge, men det er bare den mest basale ting ved uret og slet ikke der, hvor uret viste sit værd.
Kan du huske, da jeg skrev før at jeg havde været skeptisk overfor, hvad man skal bruge sådan et ur til? Og at det jo bare være en ?fjern-skærm? til sin smartphone, så hvorfor ikke bare bruge sin smartphone?
Det fik jeg hurtigt svar på, da Pebble efterhånden blev en del af min hverdag. Som mange af læserene vil vide studerer jeg ved siden af mit arbejde som tech-journalist. Jeg læser en Ph.D. i Information Studies på UCLA. Informationsstudierne på UCLA er meget tech-fokuserede, så det er ikke unormalt at folk bruger de helt nyeste gadgets til notetagning og research i klasseværelset.
Men der er, ligesom der sikkert er nogle, der vil genkende det fra arbejdspladserne, ved at indfinde sig en etikette i forhold til smartphones.
Det der med at smide smartphonen på bordet foran sig og have den liggende der i en undervisnings-time (der varer fire timer) anses for at være lidt uncool. Man virker som om, man ikke har styr på sit gadgetforbrug og ikke kan fokusere på undervisningen bare lige de fire timer. Mange anser det for at være lidt teenage-agtigt, andre synes bare, det er uhøfligt.
Det er faktisk mere høfligt og respektabelt at have sin laptop på bordet, selvom man bruger den på Facebook. Det er ikke helt så tydeligt, at man er ligeglad med ens forelæser eller medstuderende, som hvis man sidder begravet i sin smartphone. Der er masser af sociale tilfælde, hvor det ikke er passende at begrave blikket i sin smartphone, hvis man er mere end 20 år gammel, fra restaurantbesøg til visse typer møder.
Diskretion er The Killer App
Og det er så her, Pebble kommer ind i billedet.
Dens indbyggede vibrationsfunktion er enormt handy. Hvis telefonen ringer, mens den ligger i din lomme, og du er i en situation, hvor du ikke kan tage den, behøver du ikke sidde bagefter og spekulere på, hvem det mon var, der ringede. Du kan blot diskret kigge ned på håndleddet. Vibrationen i Pebble larmer heller ikke helt så meget som en stor smartphone, der ligger på et bord. Du mærker den snarere end at høre den.
Det samme ? og måske endnu mere praktisk ? er det med sms?er og emails. Når der kommer en sådan ind, mens du ikke kan tage telefonen, er det bare lige at kigge ned på uret lidt diskret. Du kan endda med en app forprogrammere nogle standardsvar til sms. Så er det to-tre tryk på knapperne på siden af uret, og så kan du sende en smiley, et ?OK? eller et ?Er lige optaget, ringer senere.?
En anden ret fed funktion fra en anden app er styring af telefonens ringestyrke. Når man nu sidder der i biografsædet, mørket har sænket sig, og man kommer i tanke om at man har glemt at slå telefonen på lydløs, gør du det bare fra håndleddet. Så er der ikke noget med at hive en stor, lysende smartphone skærm op i mørket eller forsøge at gøre det diskret nede i skødet.
Efter kort tid fandt jeg mig selv i færd med at gøre disse ting jævnligt. Det samme gjaldt læsning af RSS-nyheder i visse ventepositioner (vi har vel alle brug for underholdning under latrinære besøg??) Og dertil kommer naturligvis alle de funktioner, man kan forvente er tilgængelige i sådan et ur:
Notifikationer fra Facebook og Twitter, email-læsning, vejrudsigt, aktiekurser, kalender m.v. kan ses med et øjekast helt uden at trykke på noget. Det er mange gange federe at få en reminder fra sin kalender med en diskret vibration på håndleddet end en eller anden larmende lyd fra telefonen eller en vibration i lommen som både kan være en sms, en email eller en påmindelse.
Glemte jeg at sige, at du kan styre musikaflytningen på din telefon fra uret?
Med andre ord, så har Pebble en killer app, som ingen af de andre smarture har endnu, og det kan faktisk gå hen og blive den første killer app, der alligevel får smarture til at blive noget, folk gider gå med.
Den killer app hedder diskretion.
