Hvad skal man med en ekstern skærm over øjet, når man kan få et heads-up display i brillelinsen?
Det er det alternativ, som firmaet Lumus ønsker at skabe til Google Glass, der som bekendt har en gennemsigtig skærm siddende over det ene øje.
Lumus leverer heads-up displays til det amerikanske militær, men det ser ud som om, Googles Glass-projekt har fået dem til at overveje forbrugermarkedet. Brillen på billedet ovenfor er unægtelig noget mere stilfuld end Glass, selvom den store, hvide blok på siden nok kunne undværes. Men deri sidder 5-megapixel-kameraet og mere af elektronikken, så helt undværes kan den nok ikke.
Den store forskel på de to projekter er altså, at Lumus DK-40-brillen viser indholdet på indersiden af linsen, der dog stadig er gennemsigtig.
Brillen er stadig på udviklingsstadiet og batteriet kan ikke holde til mere end 1-2 timers brug, hvilket betyder, at det er for tidligt at sende den ud på markedet. Men Lumus forventer at vise brillen frem på CES til januar og håber på at få en forbedret version klar til OEM-aftagere i første kvartal næste år.