Skaber teknologien i virkeligheden lige så mange problemer, som den løser? En ny bog har inspireret en klumme om dette emne.
Jeg er netop i gang med at læse Evgeny Morozovs bog To Save Everything, Click Here. Og nej, bogen handler ikke om, hvor vigtigt, det er at huske at gemme, når man skriver på lange dokumenter. Morozov etablerede sig selv som værende blandt verdens førende Internet-kritikere med sin bog The Net Delusion. Han er lidt blevet kendt som ?ham den sure?, der piller al optimismen af de mange fantastiske tiltag, vi hele tiden hører om fra techverdenen.
Morozov mener, at vi lever i en tid domineret af solutionism, der vel kan oversættes direkte som løsningisme eller måske endnu bedre løsningssyge. Hans kritik går på, at man i Silicon Valley (og andre tech-hubs, men Morozov bruger bare Silicon Valley som det værste eksempel) har den holdning, at alt kan løses med teknologi.
Silicon Valley, har ifølge Morozov tendens til at tro at nørderne i dalen er guder, der med tiden nok skal få løst alle problemer i verden. Det er nok lidt sat på spidsen, men det kan Morozov på den anden side også godt lide at gøre.
Spørgsmålet er, om han har ret. En af hans kritikpunkter går på, at Silicon Valley i virkeligheden løser problemer, der burde prioriteres ned i forhold til andre problemer. Det synes jeg, der kan være noget om. Mit eget eksempel er Googles Loon-projekt, der skal levere trådsløst internet til store områder i verden, hvor der ikke er adgang til bredbånd. Det skal ske via balloner, der hænger oppe i atmosfæren.
Det er et smaddersjovt projekt, innovativt, nytænkende og typisk Google. Men mange af de områder, som Google vil dække til med netadgang har ikke engang adgang til rent vand. Som Bill Gates sagde det om Project Loon: ?Som tech-elsker synes jeg, det er et sjovt projekt. Men jeg er ikke sikker på, hvad et barn, der er ved at dø af Malaria kan bruge en ballon, der flyver forbi, til?.
Morozov peger også på, at de løsninger, teknologien kommer med, ofte fører andre problemer med sig. Der er masser af eksempler. Smartphones har for eksempel givet netadgang til mennesker, der aldrig har været på nettet før, fordi de befinder sig i områder, hvor bredbånd er en umulighed. Men smartphones har også skabt en ny klasse af fabriksarbejdere, der lever og arbejder under kummerlige forhold, bare så vi i den rige del af verden kan få vores smartphones.
Går man lidt længere tilbage i tiden har personlige computere helt sikkert bemægtiget individet og givet ham eller hende et meget kraftfuldt våben i arsenalet. Men indtil man blev opmærksom på det, skabte computere også et stort forureningsproblem i forhold til afskaffelse af materialerne og også under produktionen af computere.
Et tredje eksempel er den magtcentralisering, der sker, når flere og flere af vores daglige livsfunktioner overtages af nettjenester. Der er vel ikke nogen, der er mere begejstret herfor end denne klummeskriver. Men jeg kan også godt se den anden side af sagen:
Internet blev brugt som kommunikationsmiddel under flere af revolutionerne i det arabiske forår. Nogle medier har endda kaldt den første, effektive protestbølge, der førte til Hosni Mubaraks afsættelse, for ?Twitter-revolutionen?.
Professor Ramesh Srinivasan fra UCLA, der har tilbragt flere uger på Tahrir-pladsen for netop at studere Twitter-forbruget under optøjerne, siger dog at ?det arabiske forår har gjort mere for Twitter end omvendt.? En helt anden side af den historie kan man se i Iran og Syrien, hvor regeringen bare hev stikket ud på nettet og dermed fik dæmpet gemytterne.
Man har en tendens til at glemme, at Internet for det meste er privatejet. De undersøiske kabler, der binder hele nettet sammen er som regel ejet af private konglomerater, som verdens regeringer har sikret sig sanktionsret imod. Med andre ord skal der ikke ret meget til for at lukke nettet ned i et helt land, det kræver bare at regeringen, eller ejerne af kablerne, beslutter sig for det
Bare for at vise, hvor sårbart systemet er, kan man kigge på tilfældet fra 2008, hvor to kabler ud for Alexandria i Ægypten blev revet over. Det betød at 61% af alle internetforbindelser i Indien var nede i 36 timer, inklusive Bangalore, Indiens IT-centrum.
De fleste af os bruger Internet til at få nyheder og information på, blandt andet om de valg, vi skal træffe rent demokratisk. Efter det arabiske forår har mange af os en fornemmelse af, at vi også kan bruge Twitter, Facebook og andre sociale tjeneste, eller sågar sms, til at organisere os, hvis der er noget, vi gerne vil protestere imod.
Men der ligger et problem i at læne os for meget op ad disse tjenester. Jo mere afhængige, vi er af dem, jo større bliver faldet, hvis udbyderne får nok en dag, eller regeringen (det sker næppe i Danmark, men alligevel) beslutter sig for at lukke nettet ned på grund af optøjer.
I Morozovs optik har Internet både givet mulighed for ny måde at organisere vores kommunikation på, men med denne udvikling er der fulgt et problem, der kan ende med at være en lige så stor ulempe som alle de fordele, nettet har givet.
Jeg er på ingen måde enig med Morozov i at det står så galt til. Men hans pointer er alligevel værd at lytte til.
