Forside * Nyheder

Her er Qualcomms smarte ur





 


Chipproducenten Qualcomm vil også med på bølgen af smarte ure, og er klar med deres bud om få dage.


Qualcomm har nærmest i al ubemærkethed klargjort et smart ur. Chipproducenten er ellers mest kendt for at levere de processorer, som sidder i mange smartphones, men nu satser de også ur-teknologi.


Der er tale om et alternativ til produkter som Sony Smartwatch 2 og Samsung Galaxy Gear. Dvs. et ur der er bygget til at kunne arbejde sammen med din Android-telefon via Bluetooth.


Skærmteknologien er også fra Qualcomm selv. De kalder det Mirasol, og det benytter lyset i rummet udenom, til at belyse displayet bagfra. Det betyder et  reduceret strømforbrug og muligheden for at se displayet selv i stærk sollys.


Uret har dog også sin egen lille “lampe” indbygget, som man kan kalde frem med et “dobbelt-klik” på urremmen. Så displayet på den måde kan ses i mørke og i svag belysning.


Det betyder samtidig at uret ikke har nogen on/off knap. Det er tændt hele tiden.


Fordi uret benytter sådan en strømbesparende display-teknologi, så lover Qualcomm at det kan fungere i flere dage på en opladning. Også selvom det benyttes til at holde styr på opkald, SMS, emails, Facebook mm.


Uret er en samlet pakke, med en rem der ikke kan skiftes. Det skyldes at der også sidder elektronik i selve remmen, og batteriet sidder i selve lukkemekanismen.


Qualcomm anbefaler at uret benyttes sammen med Android version 4.0.3 eller højere, og de leverer en Android-app der arbejder sammen med uret.


Uret selv benytter ikke Android. Det benytter sit eget “letvægts-OS” som skulle være hurtigere og “friskere” at betjene.


Der er tale om et demonstrations-produkt, som kun sælges i en begrænset periode i et begrænset oplag. Qualcomm benytter det til at demonstrere deres ur-teknologier, så andre producenter kan tage det videre herfra.


 


Pris og tilgængelighed


Uret kommer ikke til salg i butikkerne, og kan kun erhverves via Qualcomms egen hjemmeside.


Her sælges det til knap 2000 kroner, dertil kommer fragt, importgebyr, told og moms. Altså hvis de da overhovedet sælger direkte til Danmark.


Kan købes fra 2. december i år.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.