Opdateret 1/12 med udtalelse fra Forbrugerombudsmanden
TV-dom
Kan en forhandler dømmes, for ikke at oplyse en kunde om en fremtidig teknologisk udvikling? Ja, lyder det nu fra Højesteret.
Højesteret har nu afsagt en principiel kendelse: En forhandler er ansvarlig for at orientere kunderne om hvilke teknologi-skifter der ligger forude.
Den aktuelle sag har kørt i flere år, og drejer sig om dengang MUX2 blev taget i brug på det digitale sendenet. Det der indeholder kanalerne:
- DR Ramasjang
- DR K
- DR3
- Folketinget
(De fremhævede kanaler har must carry status)
Senere, i januar 2012, skiftede også MUX1 med DR1, DR2, TV2-regionerne mv. til MPEG-4.
Skal kunne se dansk public service
I den aktuelle sag købte en kunde et TV hos en Expert-forhandler i januar 2008.
Det pågældende TV havde kun en tuner til DVB-T (digitalt tv via egen antenne) efter MPEG-2 standarden. 20 måneder senere, i november 2009, fik vi MUX2 der – ligesom Boxer TV – sender i MPEG-4. Senere flyttede også TV 2 over på MPEG-4 herhjemme.
Dommen slår nu fast at forhandleren burde have oplyst kunden om det dengang fremtidige skifte MPEG-4.
“Oplysning om, at et tv-apparat, der købes her i landet, inden for en normal brugsperiode ikke vil kunne modtage de almindelige danske public service tv-kanaler, medmindre der tilkøbes yderligere udstyr, er egnet til at have betydning for køberens bedømmelse af tv-apparatet”, lyder det dommen.
Højesteret mener altså at Expert burde havde vidst hvad der var på vej (der blev skrevet om det i sommeren 2007, bla. her på recordere.dk), og at TV’et derfor blev solgt med en mangel, stor nok til at købet senere kunne ophæves.
Ikke fuld refusion af købsprisen
Expert-forhandleren tabte, og skal betale købsprisen tilbage for TV’et. Dog minus 2300 kroner, fordi kunden havde gavn af TV’et i over 4 år, fra januar 2008 til april 2012.
“Beløbet findes passende at kunne fastsættes til 10 % af købsprisen for tv’et pr. år med fradrag af købsprisen på 500 kr. for den boks, Heinz Reichstein (forbrugeren, red.) måtte anskaffe for at kunne se tv i MPEG 4-standard”, lyder det dommen.
Dansk erhverv er skuffet
Det er foreningen Dansk Erhverv der har kørt sagen for Expert, og de skal nu betale 100.000 kroner til sagsomkostninger til Forbrugerombudsmanden, som har kørt sagen for forbrugeren. Hos Dansk Erhverv er der både skuffelse – og en smule glæde.
“Vi ankede Østre Landsrets dom til Højesteret, fordi sagen er meget principiel. Tv-forhandlerne skal selvfølgelig informere om de produkter de sælger med den aktuelle viden, de har, men de kan ikke spå. Det mener vi stadig. Men selvom vi er skuffede er vi glade for, at Højesteret foretager et fradrag for nytte for den brug, forbrugeren har haft tv’et”, udtaler markedschef Lone Rasmussen, Dansk Erhverv.
De mener dog at det var en vigtig sag at få afprøvet, altså det med hvilken oplysningspligt en forhandler har.
Brancheorganisation er overrasket
Hos Brancheforeningen Elektronik, BFE, er der overraskelse at spore.
“Dommen er overraskende, for det var et fuldt funktionsdygtigt fjernsyn på købstidspunktet – og der var ikke et alternativ i butikkerne; det kom først et år senere”, fortæller Laila Kelp Rasmussen, direktør i BFE, og fortsætter:
“Fjernsyn i dag er som computere og mobiltelefoner: Udviklingen går rasende stærkt, og vil man have adgang til den nyeste teknologi, så må man skifte hyppigt eller opgradere”.
Hun peger på at dommen betyde, at den enkelte butik fremover skal være vidende om de beslutninger der tages i Folketinget, som måtte have fremtidig betydning for de produkter butikken sælger.
Forbrugerombudsmanden er tilfreds
Sagen får betydning for 90 lignende sager, der ligger i Forbrugerklagenævnet. Derudover er der en række sager, der endnu ikke er indbragt for nævnet, men som efter aftale mellem køber og sælger har afventet Højesterets afgørelse.
“Jeg er meget tilfreds med at have fået en så klar dom. Den vil få direkte betydning for de mange sager, som har afventet afgørelsen”, fortæller Forbrugerombudsmand Henrik Øe, og fortsætter:
“Det er vigtigt, at en forbruger, der vil købe et tv, får at vide, at sendeformatet vil blive ændret, så han i løbet af kortere tid vil være nødt til at købe en modtageboks for at kunne se alle kanaler. Forbrugeren skal have oplysningerne for at kunne beslutte, om han vil købe tv?et straks ? og eventuelt forhandle sig til en rabat ? eller om han vil udskyde sit køb.”
Kilde: BFE og Forbrugerombudsmanden