Indledning
Første del af en artikel-serie om Xbox One er klar. Her tager vi konsollen i brug og fortæller om de første indtryk.
Microsoft har udskudt den danske lancering af Xbox One til engang næste år, og har dermed givet PlayStation 4 frit lejde i et par måneder. Det skal dog ikke forhindre Recordere.dk i at tage et smugkig på maskinen, der i fredags blev lanceret i USA.
Dette er ikke en decideret anmeldelse af Xbox One, men vores umiddelbare indtryk efter at have leget med maskinen over weekenden i San Francisco, hvor denne skribent til daglig bor og arbejder.
Xbox One er ikke bare en spillemaskine. Microsoft har ambitioner om at dominere hjemmebio-oplevelsen, og ser derfor gerne at du bruger Xbox One når du skal se traditionelt tv, streame film fra Netflix, høre musik eller tage et Skype-opkald.
Portene bag på Xbox One. Bemærk HDMI-indgangen til din kabel- eller satellit-boks. Foto: recordere.dk
Stor og klodset
Den forholdsvis store og klodsede maskine ligner ikke ligefrem noget fra 2013, og det er overraskende at den både har en stor ekstern strømforsyning og får Xbox 360 til at ligne en topmodel.
Det korte af det lange er, at det er en stor, firkantet kasse, men for undertegnede er det lige meget. Jeg har al mit elektronik gemt væk i et skab alligevel, så det eneste jeg skal se på er den medfølgende Kinect-sensor, der kan sidde ovenpå tv’et eller stå på en skænk nedenunder.
Og Kincet-sensoren er også grunden til, at Xbox One koster 500 dollars – hele 100 dollars mere end PlayStation 4. Her er der også tale om en forholdsvis stor, sort kasse (25 x 6 centimeter), men det er fordi den er proppet med elektronik. Kinect-sensoren optager dig i 1080p HD-opløsning, har et væld af mikrofoner og verdens bedste IR-sender, så den kan styre dit flad-tv, din kabel-boks og surround-receiver.
Har du et nyt, ultra-tyndt tv vil Kinect-sensoren muligvis være lidt distraherende i stuen, men på undertegnedes seks år gamle 50″ Samsung-plasma passer den perfekt.
Du kan styre din kabel-boks via Xbox One. Programmenuen tager sig sådan her ud (bare rolig, du bestemmer selv farven). Foto: recordere.dk
Langsommelig opsætning
Men lad os lige tage to skridt tilbage. Inden vi kan komme i gang med at lege, så skal Xbox One først sættes op og integreres med resten af dit hjemmebio-grej. Jeg har al elektronikken gemt i et skab. Mac Mini, Apple TV, Chromecast og kabel-boksen køres igennem en Onkyo TX-SR608-receiver, der er forbundet til fladskærmen.
Xbox One er designet til at være bindeled mellem kabel-tv-boksen og tv’et, så i mit set-up forbindes min Xfinity-boks fra Comcast til Xbox One via HDMI, og derfra køres et andet HDMI-kabel videre til Onkyo-receiveren. Xbox One har Wi-Fi, men da jeg har al elektronikken gemt væk i skabet alligevel, så får jeg maskinen online via et Ethernet-kabel til internet-routeren.
Ideen er, at Kinect-sensorens indbyggede IR-sender sender kommandoer til resten af elektronikken, så Xbox One kan skifte kanaler på kabel-tv-boksen og skrue op og ned for volumen på surround-receiveren. Der er bare ét lille problem ?
Nu da al elektronikken er gemt væk fra tv’et (og dermed også Kinect-sensoren), så er de infrarøde signaler nødt til at finde vej til kabel-boks og surround-receiver af anden vej. Heldigvis har Xbox One en udgang til en infrarød sender på bagsiden, men der følger ikke en sender med i kassen, så hvis du ikke allerede har en på lager, så skal ud og købe ind.
Det tager sin tid at sætte Xbox One op. Når du pakker maskinen ud, skal den opdateres med en patch på over 500 megabyte. Foto: recordere.dk
Virker først efter patch
Når Xbox One er på plads og alle kabler er tilsluttet de rigtige steder, så kan der endelig komme strøm på dyret, men forhåbentlig er du en tålmodig sjæl, for der er et par forhindringer du skal igennem. Først skal der hentes en gigantisk patch på over 500 megabyte fra Microsofts servere.
Uden den kan din Xbox One stort set ingenting. Og det tager lang tid at hente og installere den. I dette tilfælde var tog det over 20 minutter. Derefter skal du kalibrere Kinect-sensoren, fortælle Xbox One hvilket udstyr den skal kommunikere med og sætte tv-integrationen op.
Det er heldigvis en forholdsvis nem procedure. Xbox One henter automatisk IR-koder fra nettet, og ved at give postkode og kabel-tv-udbyder kunne maskinen automatisk finde ud af, hvilke kanaler jeg har adgang til.
Endelig, vi kan gå i gang med at lege! Ikke så hurtig. Vil du bruge Netflix? Så skal du først downloade app’en. Det samme med Amazon Instant Video, Vudu og Skype. Ja, det gælder faktisk alle apps. Selv Microsofts egne som Xbox Video og Xbox Music. Det er en anelse irriterende.
Det samme er tilfældet med spil. De skal først installeres før du kan spille dem, og det tog over 20 minutter før Call of Duty: Ghosts havde nok data på den indbyggede 500-gigabyte harddisk før spillet kunne startes.
Okay, det har taget to timer at få alt sat op og installeret apps og spil, men nu kan vi endelig komme i gang.
Du kan installere apps som Netflix og Amazon Instant Video, men HBO Go lander først næste år.Foto: recordere.dk
Xbox, on!
Skal vi tro Microsoft, så kan du styre Xbox One udelukkende med stemmekommandoer. Sig “Xbox, on,” og maskinen tænder selv, og alt tilhørende grad hvis du beder den om det. “Go to Netflix,” tager dig til Netflix-app’en, “Xbox, volume up,” skruer op for lyden, og “Xbox, watch tv,” starter tv-oplevelsen.
Stort set alt kan styres med stemmen, og siger du “Xbox Select,” så får du vist kommandoer på skærmen markeret med grønt. Denne skribent har spenderet store dele af weekenden med at sige kommandoer til Xbox One, og ens gadget-hjerte banker ekstra hurtigt når det går op for dig, at teknologien rent faktisk fungerer.
Du kan ligge i sofaen og bede Xbox om at starte en film på Netflix, ringe til en ven via Skype, skifte tv-kanal, eller søge efter musik, og det er herligt at kunne skrue op for lyden mens du står og kokkerer i køkkenet, eller pause afspilningen når du får et telefonopkald.
Men? Det fungerer kun cirka 80% af tiden – og det er uendeligt frustrerende. Nogle gange ignorerer Xbox One dig, og det er umuligt at finde ud af hvorfor. Det skyldes muligvis baggrundsstøj eller din placering i rummet, men nogle gange føler du dig bare dum, når du utålmodigt råber kommandoer og dit elektronik bare ignorerer dig. (Det hjælper for resten ikke at råbe).
Det bliver interessant at se hvordan Kinect vil fungere på dansk.
Her ses Netflix-applikationen. Bemærk den grønne tekst. Den indikerer hvordan du vælger elementerne med stemmen. Foto: recordere.dk
Du kan købe spil, film og musik direkte fra Microsoft, men vi glæder os til flere tjenester får adgang til platformen, eksempelvis Spotify. Foto: recordere.dk
Godt tilfreds
Sandheden er dog, at selvom stemmegenkendelsen er langt fra perfekt, så er det alligevel ofte nemmere og hurtigere end at række ud efter gamepad’en eller fjernbetjeningen. Allerede efter et par dage har det fuldstændig ændret måden jeg ser Netflix og tv på, og sjovt nok er kæresten også overraskende positiv over forandringen.
Download Xbox One SmartGlass app’en til din smartphone , og du har endnu et alternativ til gamepad’en. Det er herligt at have en berøringsfølsom skærm til når der skal navigeres websider, indtastes e-mails og adgangskoder, eller hvis du ikke er i humør til at tale til dit tv.
Der er meget mere at fortælle om Xbox One, og over de kommende dage vil du kunne læse mere om tv-integrationen og underholdnings-apps.
Vi vil også tage et kig på integrationen med Skype og SkyDrive, hvorfor der endnu ikke er adgang til HBO Go og Spotify, og hvordan det kan være at USB-portene indtil videre ikke kan bruges til noget.
Brugeroplevelsen minder om, hvad vi kender fra Windows 8, og operativsystemet er da også baseret på Windows-kernen. Det gør det nemt for app-udviklere at komme i gang med platformen. Foto: recordere.dk
Fortsættelse
Fortsættes i artiklen: Xbox One: Broadcast tv er dødt, længe leve streaming
Pris