Den trådløse BeoLab 18 er en videreudvikling af den største sællert i Bang & Olufsens historie: Blyanten, BeoLab 8000.
Selvom familieskabet ikke er til at tage fejl af, så er BeoLab 18 en helt ny højttaler fra audiospecialisten i Struer. Den bygger på helt nye komponenter, en nyudviklet digital lydmotor, en spændende, finpudset form og noget så klassisk – og moderne – som nordisk hårdttræ.
B&O er samtidig blandt de første til at tage den nye WiSA-standard i brug. Den nye standard for multikanals highend 24-bit trådløs lyd. Det er indbygget i BeoLab 18.
Det mest iøjnefaldende ved BeoLab 18 er uden tvivl lamelfronten, der fås i sort og hvid komposit samt massiv eg. Lameldesignet giver indretningsarkitekter en række valgmuligheder, der alle harmonerer med designer Torsten Valeurs minimalistiske søjle i anodiseret aluminium.
Højttaleren balancerer på en kegle af ekstruderet aluminium, der næsten synes at svæve over overfladen, hvad enten den hænger på væggen eller står på sin klippefaste støbejernsfod. Enogtyve lameller smyger sig let omkring højttaleren og gør den indbydende for både øjet og øret.
I toppen, over lamellerne, sidder den karakteristiske Acoustic Lens diskanthøjttaler som B&O er kendt for. Formålet med linsen er at brede diskanten ud i rummet, samtidig med at lyden “skærmes af” fra gulv og loft.
To specialfremstillede 4″ mellemtone/basenheder forsynes af hver deres 160-watt klasse D-forstærkere, og en DSP (digital signal processor) sørger for at lydgengivelsen er optimal i forhold til tonmeister Geoff Martins ønsker til musikgengivelsen.
Den helt nye motor har også en “varmebeskyttelse” der sikrer mod overophedning af højttalerenhederne når der spilles højt. Der er Adaptive Bass Linearisation og rumtilpasningsomskifter.
For at overføre lyden trådløst til BeoLab 18 er brug for en trådløs WiSA-sender. Den vil komme indbygget i B&O-produkter som TV og stereoanlæg i fremtiden, men B&O forhandler også et løs multikanals (7.1) WiSA-sender.
Pris og tilgængelighed
Bang & Olufsen BeoLab 18 koster kr. 33.990,- for et sæt, med sort eller hvid lamelfront.
Lamelfronter i massiv eg koster kr. 7.990/sæt, og en 7.1 kanals WiSA-sender ventes at koste ca. kr. 3000,-
Kan købes i B&O-butikkerne fra midten af november.
Se også
B&O BeoLab 19 er en trådløs highend sub
B&O BeoLab 17 er en trådløs kompakthøjttaler
Kommentar: B&O sætter dagsordenen med nye trådløse produkter
Her er B&Os trådløse sender til 7.1 lyd
B&O hædres for højttalerne her ved CES-udstillingen