Forside * Fokus

WiMP HiFi: Spørgsmål og svar





 


WiMP HiFi: Spørgsmål og svar


Produktudvikler på WiMP HiFi, Pål Bråtelund, giver svar omkring lossless, HD-lyd, priser mm.


1. oktober var der premiere på WiMP HiFi, som er tabsfri musikstreaming, også kaldet lossless.


Der streames i FLAC og Apple Lossless, med adgang fra Apple iOS, Android, Bluesound og Sonos.


På grafen herunder ses hvad lossless egentlig fylder, sammenlignet med andre streaming-tilbud.






Men hvorfor overhovedet streame i så høj kvalitet, er der kunder til det? Hvornår kommer det til PC og Mac, og er der planer om endnu højere kvalitet som HD-lyd?


Vi tog nogle af de spørgsmål med til WiMP, svarene kan læses herunder.


 


Hvorfor lossless?


Da de komprimerede musik-formater vant frem, skete det som følge af langsomme dataforbindelser og mindre diskplads.


Der var brug for formater som MP3 og AAC, så musik-numrene blev hurtigere at overføre og ikke kostede for meget plads at lagre.


“I dag, hvor vi streamer HD-video fra Netflix og andre tjenester, der er der ingen grund til ikke at kunne gøre det samme for lyd”, fortæller Pål Bråtelund, produktudvikler i WiMP, til recordere.dk.


 


Hvem har glæde af den højere kvalitet?


Hele udskiftningen af bagkataloget, med indspilninger i en højere kvalitet, handlede ikke kun om at kunne tilbyde lossless, men om at hæve lydkvaliteten for alle hos WiMP.


Brugere af standard streaming får også glæde af at kvaliteten er hævet, da musikken i standard-kvalitet også vil lyde bedre nu.


Nogle vil så vælge at få glæde af den nye lossless kvalitet allerede nu, men som tiden går forventer WiMP at det valg vil blive mere og mere almindeligt.


“Vi tror at om 2 år vil det være ligeså naturligt at streame lyd i en høj kvalitet, som det er at se HD-tv i dag”, fortæller Pål Bråtelund til recordere.dk.


 


Hvem er målgruppen for lossless nu og her?


De abonnenter der i første omgang vælger at bruge 199 kr/måned for musik-streaming i en højere kvalitet, er nok dem der har foretaget en investering som de gerne vil udnytte bedre.


Butikker som HiFi-Klubben pakker CD-afspillerne ned, mens produkter til netværksstreaming kommer op på hylderne istedet.


Der opleves en øget interesse for vinyl-plader igen, ligesom markedet for highend hovedtelefoner er i vækst.


“Vi ser disse strømninger som en øget interesse for en bedre lydkvalitet, og det forventer vi vil smitte af på en musiktjeneste som WiMP HiFi”, fortæller Pål Bråtelund til recordere.dk.


 


Hvad har sat prisen?


Prisen for Wimp HiFi er kr. 199/måned. Nogle finder det højt, andre finder det ok.


En af grundene til den højere pris er at musikerne ikke tjener nok på streaming i lav kvalitet. Fordelingsnøglen er den samme her, så der går dobbelt så meget tilbage til kunstnerne med lossless.


Men det betyder ikke at prisen ligger fast på det niveau i al evighed.


“Med tiden vil vi nok se flere musiktjenester, både download og streaming, træde ind på scenen for lossless, og så kommer vi til at se hvad der sker med priserne til den tid”, fortæller Pål Bråtelund til recordere.dk.


 


 






 


 


Hvornår kommer Wimp HiFi til PC og Mac?


“Det er et godt spørgsmål. Vi arbejder med en løsning til PC og Mac, men vi kan se at det kræver ekstra lag af sikkerhed”, fortæller Pål Bråtelund til recordere.dk.


Det er for nemt at “sniffe med” på numrene, altså piratkopiere, og da musikken i lossless er så meget mere værd, end dem i komprimeret udgave, så arbejdes der endnu med løsningerne her.


På spørgsmålet om det betyder at vi må vente til 2014, nikkede Pål, og svarede: “Ja, det bliver nok dér”.


 


WiMP om Spotify Connect


“Ideen med at lade afspillerne streame selv fra skyen er god, men hos WiMP bryder vi os ikke om proprietære løsninger”, fortæller Pål Bråtelund til recordere.dk.


WiMP så hellere at der kom en standard for den type remote play, og så ville det helt sikkert være noget de ville se på også.


 


Nu er der lossless, hvad så med HD lyd?


Første skridt for WiMP var at komme godt i mål med lossless lyd, men de ser også fremad.


“Vi har allerede testet streaming i HD-lyd også. Men kvaliteten og udbudet skal være iorden. For os vil det eksempelvis ikke give mening at gå ud med noget mindre end 24-bit/96 Khz”, fortæller Pål Bråtelund til recordere.dk.


Pga. det mere begrænsede udvalg indenfor HD-lyd i dag, så vil det nok være en anden model for WiMP end med lossless, hvor hele bagkataloget er skiftet ud med den bedre kvalitet.


Så HD-lyd vil nok komme som et produkt for sig, og sandsynligvis med øget sikkerhed (DRM) grundet frygten for at det kan “tappes” uretmæssigt.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.