Test: Scandyna SmallPod Air
Recordere.dk har som et af de første danske medier testet de danske AirPlay højttalere fra Podspeakers by Scandyna. Et lækkert højttalersæt, der giver masser af lyd for pengene.
På IFA 2013 i Berlin besøgte Recordere.dk danske Scandyna, der på messen havde verdenspremiere på deres lille nye SmallPod Air, der er et stereo højttaler sæt i deres kendte Podspeaker serie.
Udpakning og installation
SmallPod Air sættet kommer i en mellemstor kasse, der udover de to højttalere indeholder to sæt spikes / højttalerben, en simpel fjernbetjening, et højttalerkabel, et 230V kabel, et minijack kabel og en lille manual til opsætning af højttalerne.
USB porten kan i øvrigt bruges til opladning af iOS enheder.
Sættet vi testede var hvidt, men sættet kan også fås i rød og sort. Højttalerne har det karakteristiske Podspeaker design, og kabinettet er lavet i hårdt plastik.
Den ene af højttalerne har indbygget forstærker og digital kredsløb. Den anden højttaler er en ren slave, som tilsluttes via et højttalerkabel til den aktive højttaler.
På den aktive højttaler finder man også alle ind- og udgange, der består af højttalerforbindelsen til den passive højttaler, en subwoofer udgang, en Aux In minijack, et 230V strømstik, og en USB indgang til konfiguration af det trådløse netværk.
I bunden af højttaleren finder man to knapper Settings og Standby / input valg.
Opsætningen af højttalerne er hvis man er bekendt med AirPlay ganske let. Man tilslutter sin iOS enhed via et USB kabel til USB stikket på højttaleren, og trykker på settings knappen i bunden, og så får højttalersættet hele netværks opsætningen fra telefonen.
Ligesom på alle andre AirPlay enheder, skal man være obs på, at 5 Ghz netværk p.t. ikke understøttes af AirPlay chipsettet som Apple tilbyder, og derfor kan man ikke kopiere indstillingen, hvis ens iPhone eller iPad bruger et 5 Ghz netværk. Det kan godt give ret mange problemer, hvis man ikke lige er opmærksom på det.
Ligesom alle andre AirPlay højttalere, kan man tilgå dem via et web interface, og der omdøbe dem til det navn der passer. F.eks. “SmallPod Air – Stue”. Man kan også firmware opdatere, men der skal man lige passe på. For selvom der står “Network Update”, så er det altså ikke en opdatering via internettet. Højttaleren går i en “fil-upload mode”, der gør at man ikke kan få fat i den igen, før man har tændt og slukket den.
Design
Scandynas Pod design er let genkendeligt, og højttalerne har en meget flot design form, og på min “kone-test” (WAF: Wife Acceptance Factor), scorer de højt. De medfølgende ben/spikes giver yderligere et skub op af i designet.
Højttalerne tager sig i øvrigt rigtigt godt ud på et stereomøbel, hvor TV’et står i midten.
Skal jeg brokke mig over noget, er det placeringen af standby / input knappen på højttaleren. Det skal siges, at der medfølger en fjernbetjening, men at skulle løfte en højttaler for at skifte kilde, er bare ikke særligt smart. Især når man nu har en diode på forsiden, som let kunne have ageret som knap.
Fjernbetjeningen er en lille sort sag, hvor man kan styre lydstyrke og kilde. Designeren må have moret sig, da han besluttede sig for at MUTE knappen ikke skulle hedde MUTE eller have en højttaler med streg over, men blot teksten “Shh!”. Om ikke andet, er det god værkstedshumor.
Lydkvalitet
Fordi det er to højttalere, er Scandyna SmallPod Air allerede foran på point, når det gælder stereooplevelse, for uanset hvordan man vender og drejer de mange populære streaming højttalere fra f.eks. B&W, BeoPlay, Sonos PLAY serien, Libratone og de mange andre spillere med enkelte trådløse højttalere, så lyder stereo altså bare bedre, når der er større fysisk afstand mellem højre og venstre side.
Højttalerne drives af en 2x45W klasse-D forstærker, og den leverer en god og fyldig diskant og mellemtone, og selvom der er en OK bas savner jeg flere gange bund i lyden. Det er satellit højttalere, og derfor kan det være en god idé at investere i en subwoofer hvis man har tænkt at spille et stort rum op.
Højttalerne kan spille endog rigtigt højt, og selvom man giver den max lydstyrke overstyrer højttalerne ikke.
Og det skal nævnes at højttalerne lyder bedre og bedre efterhånden som de bliver spillet ind. Over de dage jeg testede højttalerne oplevede jeg en mærkbar forskel efterhånden som de blev spillet til.
Konklusion
Scandynas SmallPod Air lyder godt, ser godt ud og er meget lette at sætte op. Alene derfor er de et køb værd.
Højttalernes lyd er god, og man får et godt og robust højttaler sæt til prisen. Prisen er præcis den samme som man f.eks. skal give for en B&W Zeppeliner Air, og der ville jeg klart foretrække SmallPod Air.
En ting jeg dog aldrig vænner mig til på AirPlay, er den forsinkelse der er mellem f.eks. på min Mac og hvornår højttaleren spiller. På Spotify oplevede jeg at nummeret var hele 5 sekunder inde før det begyndte at spille på højttalerne. Hvilket virker af ret meget.
Har man ikke en AirPlay enheder, bør man kigge på SmallPod Bluetooth, der kan bruges af alle enheder med Bluetooth audio, men ellers minder om disse højttalere.
Har du spørgsmål til anmeldelsen, så deltag i tråden i vores forum
Levering og pris:
Sættet kommer i HIFI Klubben og Humac i november, og prisen for et sæt bliver 4.499,-
Tekniske specifikationer:
- Forstærker:
Class D ( 2 x 45W, 4 ohm)
- Indgange:
– 1 x stereo input AUX in, AirPlay
- Udgange:
1 x højttalerudgang
1 x Stereo udgang til subwoofer
- Frekvens:
10 Hz – 20 KHz +/- 1.0 dB (AMP)
- Højttalere:
4″ 25 mm Kevlar cone
3&4″ silk dome
- Mål:
157mm x 385mm x 160mm (B x H x D)
Højde uden spikes: 295mm.