Beyond Two Souls er ligeså meget interaktiv film som spil og er nok ikke for alle. Kender du forgængeren Heavy Rain, kan du dog godt glæde dig til endnu en stor oplevelse.
David Cage
Det er sjældent man behøver starte en anmeldelse med at omtale spillets instruktør. Men i tilfældet her, må det være på sin plads. Chefen i Quantic Dreams, David Cage, har en mission med sine spil. En mission der har delt vandene mellem dem som synes han laver fantastiske spil, til dem der hader hans måde at styre os igennem, hvad der næsten kan føles som en film fremfor et spil.
Jeg selv hører til den første del. Heavy Rain fremstår den dag i dag stadig som en af mine allerbedste spiloplevelser. For mig var det ikke mine evner med controlleren der blev udfordret, men derimod mine følelser for spillets karakterer og min indlevelse i historien om den kidnappede dreng og hans pårørende.
Hvad enten du har det på samme måde som jeg, eller står på modsatte side af hegnet, så vil Beyond Two Souls formenltig ikke ændre din holdning til Hr. Cage og hans måde at lave spil på – man enten elsker eller hader det.
Historien
Beyond Two Souls er historien om Jodie, en ikke helt almindelig pige. Som spiller lærer du Jodie af kende igennem flere år af hendes liv og får både lov at se hendes barndom, de svære teenage år, da hun senere trænes i militæret og da hun bl.a. lever som hjemløs. Jodie har levet et specielt liv da hun på ingen måde er som os andre. Jodie har nemlig en overnaturlig evne, idet hun følges af ånden Aiden, der både er hendes frelser og forbandelse..
Aiden hjælper Jodie når hun er i nød, men fremmedgør hende samtidig for omverdenen, da de fleste naturligt nok antager at Jodie snarere har en skrue eller to løs, fremfor rent faktisk at være i besiddelse af særlige evner.
Da Beyond Two Souls, i stil med Heavy Rain, lægger alle sine kræfter på at gøre historien den fængende del af spillet, vil jeg undlade af grave alt for dybt i plottet. Man skal helst opleve den del af spillet selv. Hvor Heavy Rain handlede om kidnapning og, hvad du er villig til at gøre for dem du elsker, er historien ganske kort fortalt, noget mere overnaturlig her. Personligt havde jeg lidt svært ved at forlig med med ånder og porte til det hinsides i starten, men efter noget tid med Beyond kom historien mere og mere under huden på mig.
Mange andre aspekter end ånder berøres i Beyond og scener fra bl.a. Jodies barndom og teenageår kunne virkelig bringe mine følelser i kog. Samtidig har spillet flere scener hvor nakkehårene virkelig rejste sig på mig. Det er bestemt ikke et spil for de mindste.
Styringen
Som nævnt tidligere kan det diskuteres om Beyond er mest spil eller film. Man er ekstremt styret i sine handlinger og gameplayet begrænser sig ofte til et tryk her, et vip med controlleren der eller et valg hvad Jodie skal sige. Det skal man på forhånd være forberedt på, man spiller Beyond for historien og den følesmæssige oplevelse det tager en på. Til gængæld har Beyond mere frihed end Heavy Rain synes jeg. Ofte overtager du styringen af Aiden, og kan somme tider frit skifte mellem ham og Jodie og det giver fin afveksling synes jeg. Aiden er som et frit svævende kamera, hvor du kan skubbe til ting, hjælpe Jodie, overtage kontrollen over andre figurer i spillet når Aiden “besætter” dem og meget andet. Spiller i 2 kan den ene styre Aiden, mens den anden styrer Jodie og det fungerer godt synes jeg.
Beyond Two Souls forsøger også at appellere til folk der ikke spiller så meget, men måske føler sig mere trykke ved en tablet. Således kan du downloade app´en Beyond Touch, hvorefter du kan styre det hele direkte på din tablet eller mobiltelefon. Som gammel PlayStation mand, foretrak jeg dog den traditionelle controller, men skulle kæresten spille, havde hun uden tvivl hevet iPadden frem i stedet.
Som at se en animationsfilm
Når man som Beyond Two Souls, gerne vil udviske grænserne mellem spil og film, er det afgørende at både historien samt måden den præsenteres på, fanger spilleren. I Beyond er der gjort et rigtig godt arbejde med at skabe en spændende, følelsesladet og til tider skræmmende historie. Derfor er det også glædeligt at man har valgt dygtige skuespillere. Jodie spilles af Ellen Page, kendt fra bl.a. Juno, mens Jodies ven og mentor, spilles af ingen ringeren end Willem Dafoe.
Begge skuespillere er gået ind i projektet med stort engagement og det mærkes i spilles, hvor deres præstationer er fremragende og meget troværdige. Til spillets mange filmiske scener blev udviklet et systemt, hvor man, samtidig med motion capture, også var i stand til at optage stemmeskuespillet (normalt lægges stemmerne på efterfølgende). Jeg ved ikke om det er det man kan mærke i spillet, men i hvert fald er skuespillet det bedste jeg nogensinde har oplevet i et spil.
Det samme må siges om grafikken, som er intet mindre end fænomenal. Det ligner snarere en animationsfilm end et spil. Man kan så sige at det er det næsten også, da det er meget begrænset hvad du kan gøre, både i form af kamerastyring og kontrol over din karakter.
Selvom Beyond på nogle måder føles mere frit end tidligere nævnte Heavy Rain (når man tager kontrol over Aiden), så er det på andre måde endnu mere lineært. Jeg sad ind i mellem med oplevelsen af at mine valg i historien var ligegyldige, da det på forhånd var bestemt, hvad der skulle ske. Dette var bedre i Heavy Rain, hvor man havde kontrol over flere karakterer, kunne miste dem undervejs osv. I Beyond drejer det sig udelukkende om Jodie, og hendes liv.
Konklusion
Som nævnt i starten af anmeldelsen forsøger David Cage at smelte spil- og filmmediet sammen. Om det lykkes bedre end i hans seneste spil, Heavy Rain, ved jeg ikke, men det er heller ikke værre i hvert fald. Grafisk er det endnu smukkere, ligesom valget med at bruge store skuespillere er rigtig fornuftigt.
Historien i Beyond er præcis så fængende som jeg forventede og selvom jeg i starten havde lidt svært ved at tage hele ideen om overnaturlige evner seriøst, så blev det bare mindre og mindre betydningsfuldt for mig i løbet af spillet. Beyond Two Souls er en oplevelse værd, hvis du vel at mærke gider bruge mindst ligeså meget tid på at “se spil” som at “spille spil”.
Karakter: 9/10
Ude eksklusivt til PlayStation 3