Forside * Nyheder

Et kig på: PES 2014


 


En FIFA spillers bekendelser


Jeg kan ligeså godt sige det med det samme, det har altid været FIFA jeg smed i maskinen når der skulle spilles fodbold på konsollen derhjemme.


Jeg har skam prøvet PES flere gange, men det har aldrig formået at fange mig. Spillerne løb for robotagtigt og selvom jeg godt kunne se at man, med noget øvelse kunne lave nogle ret lækre ting på banen, og ting man slet ikke kunne i FIFA, så kedede jeg mig over de sløje menuer, de manglende spiller- og klublicenser og hele ideen med Masterlegue har heller aldrig formået at imponere mig….


Men SÅ kom PES 2014.


 


Nye tiltag


For der er sket noget med PES i år. Udviklerne har brugt FOX Engine, som egentlig er skabt til de kommende konsoller, men som bestemt også gør sig godt på nuværende konsolgeneration. Det betyder at spillerne ser mere virkelighedstro ud og bevæger sig langt mere som rigtige fodboldspillere.


Derudover har især stadions fået en overhaling. Smukt ser det ud. Desværre har spillet problemer med hakken under cutscener og det ødelægger en hel del når man lige har scoret årets mål og så skal gense det i noget der minder om et diasshow.


Væk er også de stivnakkede fyre jeg synes de gamle spil bød på. Du kan nu se om det er Ronaldo eller Messi, bare ved at kigge på deres løbestil. Det ser supergodt ud. Spillet på banen er som altid åbent og kræver, at du som spiller dikterer, hvad der skal ske på banen.


Ikke at AI´en er dårlig på nogen måde, men der foretages ikke nær så mange løb af computeren som jeg er vant til i FIFA. Det giver en dejlig uforudsigelighed over spillet og uden at det skal lyde som en PES vs FIFA artikel, så nyder jeg at spillet er langt mindre “scripted” end i FIFA (forudbestemte løbemønstre, som man med tiden lærer at gennemskue).


 



 


Skud og afleveringer føles også gode og så er jeg i sær vild med muligheden for, med et dobbeltklik på R1/RB, at sende min spiller i et hurtigt træk forbi sin nærmeste modstander.


Man kan ganske vist lave finter, men de er svære at udføre og man kan sagtens klare sig uden, når man som undertegnede ikke er trænet udi PES ædle fodboldkunst. Spillet flyder i det hele taget rigtig godt og muligheder såsom at trække offside med tryk på en enkelt knap samt speciallavede set-plays på udvalgte steder på banen, giver grobund for en underholdende og udfordrende gang fodbold.


Havde bedømmelsen udelukkende været ud fra spillet på banen, havde den været tip top.


 


Gamle skavanker vender tilbage


Desværre er et fodboldspil i dag jo andet end bare kampene. Og her fejler PES 2014 efter min smag. Jeg forstår ikke, hvorfor man ikke har givet alt udenfor stregerne en overhaling ligesom spillet på banen.


Masterleague er præcis som de tidligere år og blegner ærlig talt i sammenligning med FIFAs Ultimate Team og så savner jeg stadig de rigtige ligaer,spillere og holdnavne (klubnavne kan ændres). Og selvom man kan spille både Champions League, Europa League, Copa Libertadores og den asiatiske champions league, som i øvrigt ikke er nær så poleret og lækkert præsenteret,  som herrerne hos EA har haft for vane i snart flere år, så keder det mig, at jeg ikke har den rigtige fodboldverden i spillet.


Trofaste fans af PES vil uden tvivl stadig nyde Masterleague og mene at jeg bør fokusere på spillet på banen, men for MIG er det ikke nok. Jeg har brug for andet end bare et godt spil indenfor stregerne.


 



 


Det optimale ville i min verden være at kombinere PES og FIFA. Væk med gameplayet i FIFA og ind med PES-spillestilen. Til gengæld kan Konami skrotte alt fra menuer, tilskuerlyd, kommentatorer og præsentationer, her vinder FIFA stort.


 


Karakter: 7/10


Jeg har optaget en kamp som I kan se herunder. I må bære over med mine manglede PES evner.


 


 

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.