Salget af diverse musiksystemer og radioer falder, og det gør antal solgte dock-anlæg også. Synderen er smartphonen, fortæller brancheforening.
Musik på smartphone ser nu ud til at bremse salget af diverse musiksystemer, mp3-afspillere og sågar også dockingstationer. Det sidste skal nok ses i lyset af at musik fra smartphones til anlæg derhjemme mere flytter over på trådløse løsninger.
Dock-anlæg, MP3-afspillere og radioer mister interesse
Dockingstationernes indtog tog for alvor fart herhjemme i 2010, og i de 3 første år blev der solgt ikke mindre end 500.000, i Danmark alene. Sidste år blev det til 140.000, og totalt set vurderes der at være 900.000 dock-anlæg i Danmark nu, svarende til hvert 4. hjem. Det skriver brancheforeningen BFE i nyhedsbrevet DIGImail.
I år skønner BFE at salget af anlæg med dock falder til 60.000 stk.
Samme dyrste prognose for MP3-afspillerne. Sidste år 140.000 stk, i år forventes der kun 60.000 langet over disken i butikkerne. Radioerne klarer sig ikke bedre. Efter et salg på 50.000 i 2012, så ventes blot 15.000 i år.
Anlæg med Blu-ray eller DVD. 110.000 i 2012 ventes at falde til 50.000 i år.
Stereo-anlæg klarer skærene
De mere klassiske stereoanlæg ser dog ud til at klare skærene bedre, nok fordi producenterne har været gode til at tilføje Airplay, DLNA, Spotify Connect mv. så de kan bruges sammen med smartphonen også. I 2008 blev der solgt 115.000, det faldt så i 2010 og 2011 til henholdsvis 85.000 og 80.000, for igen at stige til 150.000 i fjor. BFE’s prognose for stereo-anlæggene i år siger 130.000 eksemplarer.
Det skønnes at være smartphonens skyld, sammen med det øgede forbrug af streaming musik som musikbranchen skriver om. Det laver om på vanerne, så vi dropper dock-anlæg, MP3-afspillere, radioer mv. til fordel for enten smartphone alene, eller sammen med trådløse højttalere og anlæg med trådløs modtagelse.