Sky arbejder med 4K Ultra HD, og udover at vise kvaliteten demonstrerede de også nogle af de muligheder som den højere opløsning giver.
I en teknologi-fremvisning på IFA fik vi lejlighed til at se på TV-transmissioner i 4K Ultra HD.
Det var Sky der stod bag demonstrationen, i samarbejde med Sony Pictures, 3net, harmonic, Astra, Technicolor, HDMI og Sony. De demonstrerede forskelligt indhold, sammen med kvaliteten af den codec der kræves (HEVC) for at TV-transmissioner i 4K bliver praktisk mulig.
Hvorfor egentlig 4K UHD, er HD ikke godt nok?
Når noget giver et kvalitetsløft, så vil vi mennesker gerne have det. Det kan godt være at vi i begyndelsen ikke forstår at vi vil, at det overhovedet er nødvendigt, men senere bliver det nærmest et krav.
Tag bare HD. Da det begyndte at komme frem var der mange som sagde at almindelig kvalitet for TV/DVD var rigeligt, og hvordan er det blevet i dag? Nu er kritikken rettet mod manglen på HD-kanaler og manglende HD-indhold på de kanaler der er.
Det er det samme med 4K Ultra HD. Når det først er kommet ind i stuen, så vil ingen af med det igen. Så meget bedre er kvaliteten, sammenlignet med HD i dag, og det fik vi rig lejlighed til at studere på IFA i år.
Lige nu er der dog mangel på indhold i 4K UHD, men det er hvad Sky m.fl. arbejder på at få på plads.
På IFA demonstrerede Sky at der er andre TV-muligheder i 4K UHD end bare opløsning.
Flere muligheder i TV-transmissionen
Men hvor producenter af 4K UHD TV-apparater viste mulighederne med højere opløsning for film, tv, internet mv. så demonstrerede Sky også mulighederne for multikanal TV.
Den højere opløsning kan nemlig også bruges til at se flere TV-billeder på skærmen samtidig, uden at de hver især bliver “blurred” og uskarpe.
Sky demonstrerede mulighederne for at vise flere kamera-vinkler i en fodboldkamp på skærmen samtidig, og hvordan en koncert kan opleves med mange billeder fra scenen samtidig.
På videoen herover kan der ses eksempler på dette. Bemærk dog at videoen er almindelig HD 720P, så den viser ikke selve kvaliteten af 4K UHD. Den skal istedet opleves ude i butikkerne.
(Der er ingen lyd på videoen, for det druknede i støj fra messen)