Forside * Nyheder

HP lancerer laptop med Leap Motion indbygget


HP har netop lanceret en række nye laptops og tablets. Blandt dem er en Envy-model med Leap Motion indbygget.


Leap Motion, for de uindviede, er en lille sensor, der kan opfange dine bevægelser med ret stor præcision. En slags Kinect i miniformat og med bedre følsomhed. Den er så lille, at det nu er lykkedes for HP at bygge den ind i en laptop. Dermed kan du styre laptoppen ved at gestikulere foran skærmen.


Det sker i den nye Envy 17-model, som firmaet netop har lanceret. På billedet ovenfor kan man se sensoren i højre side under tastaturet. Ud over den nye sensor er der dog ikke noget nyt i laptoppens specifikationer i forhold til den model, der allerede er på markedet.


Man kan slå Leap Motion-sensoren til og fra ved at klikke på Fn og Space på samme tid, og en lille LED tilkendegiver, om sensoren er slået til eller ej.


Samtidig har HP inkluderet en genvej til Leap Motion Airspace Store, hvor man kan hente lidt over 100 apps, der er kompatible med Leap Motion. Vi har i skrivende stund ikke hørt noget om en dansk pris eller lanceringsdato, men i USA starter den ved 1.050 dollar (ca. 5880 kroner omregnet), før skatter og afgifter. Den lanceres officielt 16. oktober.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.