Test: Grand Theft Auto V
Grand Theft Auto V Rockstar games præsenterer deres hidtil største og dyreste produktion i den femte udgave af Grand Theft Auto.
GTA V udspiller sig i byen Los Santos og omegnen af denne. En typisk amerikansk by med en blandet demografi af lidt ghetto, lidt middelklasse og lidt overklasse, kombineret med en bred vifte af kulturelle forskelle, som vi kender det fra diverse film og serier.
I denne sprudlende og stereotype by bor vores tre hovedpersoner Michael, Franklin og Trevor.
Michael er en tidligere storkriminel, som nu har trukket sig tilbage og lever med sin familie i luksus. Han er dog fanget i en spiral af kedsomhed og trivialitiet. Dagen går med at nyde nogle drinks, skælde ud på teenageungerne og besøge sin psykiater. Alt dette har gjort Michael godt og grundigt indebrændt og han længes efter noget action og savner sine dage som bankrøver.
Heldigvis støder han lidt tilfældigt ind i Franklin, da denne i forbindelse med et indbrud stjæler Michaels søns bil. Franklin er en ung afroamerikansk mand, som har ambitioner om mere, men som har svært ved at bryde ud af ghettoen.
Han vil gerne holde sin sti ren og tjene sine penge på en ærlig og lovlig måde, så han kan slippe væk fra det hus, som han deler med sin tante. Det er dog lettere sagt end gjort, da arbejdet ikke hænger på træerne og presset fra vennerne i området gør, at Franklin hele tiden roder sig ud i en masse småkriminalitet.
Mødet imellem Franklin og Michael sætter stille og roligt gang i historien, hvor Michael bliver en slags mentor for Franklin og lærer denne hvordan man bevæger sig fra de småkriminelles lege og op i de tunge og storkriminelles liga med bankrøverier og lignende på dagsordenen.
I forbindelse med dette træffer vi Trevor, som er en typisk whitetrash voldspsykopat, som tilfældigvis også har nogle egenskaber og evner, som er brugbare når man skal tjene penge og samtidig har brug for lidt fysisk formåen. Selvom Trevor´s personlighed nok ikke skaffer ham mange venner, så er han hovedperson i nogle af de mest vilde, sjove og langt ude missioner, som GTA V indeholder.
En af de ting, som GTA V gør ekstremt godt er samspillet imellem personerne. Man kan på hvilket som helst tidspunkt skifte imellem personerne og med et snuptag bliver man kastet direkte ind i deres hverdag. Det kan være alt fra at sidde ved poolen og slikke sol, til en biljagt med politiet i hælene eller til at gå en tur med hunden. Det er så gennemført flot lavet og giver liv til personerne, at de ikke bare sidder derhjemme og venter på, at du spiller dem.
Biler, biler og flere biler
Man kan ikke sige Grand Theft Auto uden også at komme ind på alle de fantastiske biler, som præger gaderne i Los Santos.
Der er en bil til alle typer og lyster. Fra de små sjove Morris Mini, til de klassiske amerikanske slæder og til de hurtige og flotte sportsvogne. For mig personligt, så er det en af spillets absolut store oplevelser, at drøne af sted i ens fede sportsvogn med specielt designet hjemmelavet nummerplade og så bare opleve byen og omgivelserne. Oplevelsen af at lave et røveri for derefter, at stikke af fra politiet over stok og sten, er bare noget der skal opleves.
Prøv også at deltage i et streetrace og du vil nærmest føle dig hensat til en omgang Need for Speed. Det er klart den bedste køreoplevelse, som der indtil videre har været i et GTA spil. At man samtidig kan ændre, fintune og pimpe sin bil(blandt andet via sin tablet) gør det hele lidt federe. Så hvis du bliver overhalet af en sort sportsvogn med Triztan på nummerpladen, så er det jeres undertegnede anmelder.
Money, Money, Money
At have en hurtig bil og en god chauffør er også en god idé, når man skal planlægge og udføre et af spillets mange kup. I GTA V udfører man ikke bare et bankrøveri, det kræver planlægning, såsom at fremskaffe planer omkring målet, finde de egnede redskaber og personer og ikke mindst en flugtrute og dertilhørende køretøj eller lignende.
Udover hovedpersonerne, så kan man undervejs i spillet møde forskellige personer, som måske tilbyder deres hjælp og som har forskellige brugbare egenskaber. Alt efter hvor gode personerne er, så vil de have en større del af byttet, men samtidig er chancen for, at kuppet går som planlagt større
Historien og alt det andet
Ligesom vi kender fra de tidligere GTA spil, så er der et væld af fritidsaktiviteter, som man kan kaste sig over. Er du en sportsfreak, så kan du passende snuppe en tenniskamp, en tur på golfbanen eller måske en omgang skydiving. Efter sigende skulle en dykkertur, ud i det hidtil største undersøiske område i spilhistorien, bestemt være et besøg værd.
Hvis man ikke lige er den aktive type, så kan man altid besøge forlystelsesparken på stranden eller snuppe et spil på den lokale pub. En lapdance på stripklubben er jo heller ikke helt af vejen.
Udover at mange af disse aktiviteter er rigtig godt lavet og sjove, så vil flere af dem også hjælpe dig med at forbedre din karakters kondition og så videre.
For at denne anmeldelse ikke bliver alt for lang, så kommer jeg ikke nærmere ind på hvordan man fx kan tjene penge på diverse ejendomshandler, på aktiemarkedet etc. De utallige fede sidemissioner eller tilfældige møder og oplevelser i Los Santos.
Vil dog nævne, at et besøg eller to hos Michael´s psykiater bestemt er besøget værd, da man her får et indblik ind i hans forhistorie og hans personlighed. Michael støder også ind i lidt hjemmedyrket planter, som der kommer sjove indslag ud af(nævnte jeg en invasion af aliens og et stort gatling-gevær).
Rockstar har altid være gode til at komme med små humoristiske stikpiller og referencer til virkelige personer. En sjov og lettere dramatisk reference til Facebook(her kaldet Lifeinvader), er der blandt andet blevet tid til.
Panorama grafik og præcis styring
GTA V fremstår virkelig flot og er helt enestående. Omgivelserne er ekstremt flotte og både by og land fremstår så flot visuelt, at man nogle gange helt glemmer, at styre bilen, selvom man kører 200 km/t. Prøv at nyde en solopgang med udsigten ud over Los Santos. Personerne og ansigtsanimationen er dog ikke helt på niveau med fx Heavy Rain og the Last of Us, men det er stadig pænt og præcist.
Spillets stemmeskuespil er også i en klasse for sig. Om det er vores hovedpersoner eller en person du møder på gaden, så er de alle indspillet med et overbevisende og autentisk stemmeskuespil.
Det er til dato det bedste og største, som jeg har oplevet i hvilket som helst spil. Jeg har tidligere nævnt, at styringen af spillets biler er helt i top og det samme kan siges om styringen i fx ildkampene(ja, dem kommer der en del af). Et virkelig godt coversystem og en præcis sigtemekanisme gør kampene spændende og actionfyldte. Det er en fornøjelse fremfor fx GTA IV´s nogle gange lidt besværlige kampsystem.
Inden jeg runder anmeldelsen af, så vil jeg lige nævne, at Rockstar denne gang har puttet et lille element af rollespil ind i GTA. Undervejs kan man træne 8 forskellige egenskaber, såsom bl.a. køreegenskaber, fysisk formåen og skydeevne. For at blive bedre, så kan man fx træne på skydebanen, køre racerløb og snuppe en løbetur. De tre hovedpersoner har alle en speciel evne, som gør dem unikke og som de kan benytte i en tidsbegrænset periode.
Franklin er god til at køre bil og kan nærmest sætte tiden i slow-motion under kørsel og dermed lave de vildeste sving og undvigemanøvrer du kunne forestille dig.
Michael er skarp med sine skydevåben og kan ligesom Franklin få tiden til at gå i stå og udføre en form for bullettime. Trevor, som er spillets absolut voldeligste og mærkeligste person kan gå i en form for frenzy og øge sin fysiske skade, samt opnå en større modstand over for skade. Disse specielle evner gør dem ikke til superhelte, men de kan redde dig i en presset situation, hvor du har brug for noget helt særligt.
Online og multiplayer
Da spillets online og multiplayer del endnu ikke er åbnet, så kan vi ikke fortælle meget om dette, men vi vender selvfølgelig tilbage med en dybdegående anmeldelse af dette.
Konklusion
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi her på Recordere.dk´s spilredaktion er helt vilde med GTA V.
Rockstar Games har leveret et spil, som på trods af enormt høje forventninger, fuldstændigt lever op til disse. GTA V er et fabelagtigt flot spil, som har en fængende og actionpræget historie, det bedste stemmeskuespil som er set til dato og et desuden et kæmpemæssigt spilområde at opleve og udforske.
GTA V giver dig mange suveræne timers kvalitetsunderholdning, som næsten ikke er set lige(så skulle det da lige være Skyrim). Selv om jeg personligt finder, at nogle af Rockstars andre spilpersonligheder, såsom Red Dead Redemptions John Marston, har mere dybde og personlighed, så er vores 3 hovedpersoner i GTA V alligevel så tilpas interessante, at man får lyst til at vide mere omkring dem.
Fra den unge opkomling Franklin, som kæmper for at bryde fri af ghettoen, til den sofistikerede og rutinerede kriminelle Michael og til sidst den voldelige, men ekstremt sjove(at spille) Trevor.
Et klokkeklart 10´tal til Game of the Year.
Karakter: 10/10