Forside * Nyheder

Preview: Killzone Mercenary


 


Sonys håndholdte spillekonsol, PlayStation Vita, begynder at vise tænder. Salget går bedre og spillene begynder for alvor at ligne noget. Killzone Mercenary er skydespillet Vitaen har sukket efter!


Jeg har i sommerferien haft mulighed for at teste første mission i Killzone Mercenary, der udkommer eksklusivt til PlayStation Vita i næste måned.


Det første der slog mig da spillet startede op var, at vi har at gøre med et spil som ligger rigtig tæt på den grafiske side af Killzone 3 til PS3. Det er super imponerede og bortset fra sjældne hak i spillet (det var en beta vi prøvede), kørte spillet rigtig godt allerede. Farverne er de Killzone-kendte brune og grå nuancer, men alt ser både skarpt og indbydende ud.


De computerstyrede modstandere viser en ganske fornuftig AI (kunstig intelligens), de flankerer dig, råber ordrer til hinanden og reagerer på det du gør, fremfor blot at stikke hovedet frem og vente på den sikre død (Hvem sagde Call of duty Declassified!).


 



 


Styringen er præcis og man kan endelig mærke, hvilken styrke Vitaen har i kraft af sine to analogsticks. Bortset fra enkelte tryk på skærmen fra tid til anden, er det fuldstændig som at sidde med et fuldblods konsolspil, bare i håndholdt form. De trykfølsomme funktioner bruges typisk når du går i nærkamp med fjenderne. Derudover kan du samle ting, skifte våben osv. med tryk på skærmen. Fælles for trykkene på skærmen er, at de ikke føles påtvungne. De passer ind og ofte kan du også benytte knapperne, hvis du hellere vil det.


I forhold til tidligere spil i serien, er du denne gang lejesoldat og arbejder derfor for ussel mammon (og får efter sigende endda lov at spille på Helghast side). Alt du gør giver således penge, det lige fra hovedskud, nærkampsangreb, at snige sig uset igennem et område osv. Jeg var på forhånd lidt lunken ved denne ide, men det virker faktisk rigtig godt. Rundt omkring på banerne ligger kasser, hvor du kan købe nye våben, opgradere dem du har, tanke ammunition og meget andet. Samtidig kan alt du åbner i singleplayer overføres til mutiplayer og se DET synes jeg er smart. Du får dermed en helt anden motivation til at tjene penge og spille både off- og online.


Desværre var previewet kun første bane, så multiplayer må vi vente med at kigge på til spillet udkommer den 4 september. Efter hvad jeg har set indtil videre, er der dog meget som tyder på at Killzone Mercenary godt kan gå hen og blive et ganske afgørende spil for Vitaen. Jeg bliver i hvert fald mere og mere glad for min Vita, der både får bedre spil og snart også en PS4 at lege sammen med.


Killzone Mercenary udkommer eksklusivt til PlayStation Vita den 4. september.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.